“Det handler om at gøre bæredygtighed til noget jordnært,” fortæller Nicoline Weih, csr-manager i Visma e-conomic. Hun har lavet, hvad hun kalder et “sustainability squad”, der løbende skal evaluere selskabets bæredygtighed
For lidt over halvandet år siden havde softwareselskabet Visma e-conomic, der laver regnskabsprogrammer til 160.000 danske selskaber, ikke en bæredygtighedsrapport. Det har de nu.
Sammen med rapporten er der vokset et stort antal bæredygtighedstiltag frem. Kolleger kan f.eks. aflevere deres personlige elektroniske affald hos selskabet, og for lidt under en måned siden gjorde Visma det muligt at holde en betalt fridag tilegnet frivilligt arbejde. Alt dette er sket, siden Nicoline Weih blev csr-manager i Visma e-conomic.
Inden hun kom til selskabet, var hun chefkonsulent i Danske Bank for et lignende tiltag om frivilligt arbejde, og inden det var hun kommunikationschef i Deloitte Danmark.
Hun har for nylig skabt et bæredygtighedshold, et såkaldt sustainability squad, i Visma e-conomic, hvor 16 kolleger på tværs af afdelinger frivilligt mødes fire gange om året og sammen skal evaluere og idégenerere bæredygtighedsinitiativer for selskabet.
Hvordan kom du på at lave en bæredygtighedsgruppe?“Lige siden jeg startede, kunne jeg mærke en enorm interesse for bæredygtighed fra vores medarbejdere. Ofte fik jeg spørgsmål om bærdygtighed, idéer og forslag osv. Det handlede om, at jeg rigtig gerne vil involvere medarbejderne i vores arbejde med bæredygtighed. Så jeg gik til ledelsen og fremlagde idéen om, at vi lavede et sustainability squad for også på mere formel vis at involvere og inddrage medarbejderne i bæredygtighed.”
“Jeg havde noget lignende i Danske Bank, hvor jeg havde et hold, der skulle hjælpe mig med at udbrede frivilligt arbejde i Danske Bank. Da jeg så startede i Visma e-conomic og kunne mærke en særlig opbakning inden for bæredygtighed, var det noget, jeg ret hurtigt tænkte kunne få ben at gå på. Det har også vist sig at være rigtigt.”
Hvad er målet med gruppen?
“At vi hele tiden evaluerer vores bæredygtighedsindsats og kigger på tendenser, som er ude på markedet – hvad gør konkurrenter, hvad ser vi generelt derude. Vi vil eksempelvis kigge på, hvordan vi implementerer en ny lovgivning bedst muligt i vores organisation osv. Det her squad skal være med til at udvikle Visma e-conomics arbejde med bæredygtighed – nu og fremover,” siger Nicoline Wieh og tilføjer:
“Sidste gang handlede det meget om strategi og om generel idéudvikling. Vi er lige startet op og har kun haft to møder indtil videre, så det har også været vigtigt for mig at høre folks motivation for at melde sig til, samt hvad de brænder for. Og det er meget forskelligt – fra klima til governance til socialt ansvar og diversitet.”
Hvad vil du give af råd til andre, der vil lave lignende grupper på deres arbejdsplads?
“Første skridt vil være at se på den kultur, man arbejder i. Man skal være sikker på, at de idéer, folk kommer med, faktisk kan blive til noget. Man skal ikke få følelsen af, at man er i en gruppe, hvor en idé aldrig kan blive realiseret. Der skal være det mandat. Det ville jeg undersøge til at starte med og være sikker på, at der er opbakning til det – og den opbakning skal komme oppefra,” siger csr-manageren.
“Det handler om at gøre bæredygtighed til noget jordnært, for man kan også arbejde med bæredygtighed på en måde, hvor det kan være rigtig svært at forholde sig til – hvis du f.eks. kun taler om CO2-kvoter, emissioner osv. Så det handler om, hvordan du gerne vil arbejde med bæredygtighed, og det kræver, at man kan se værdien i gruppen og gerne vil gøre brug af den værdi,” tilføjer hun.