ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Microsoft-aftale sikrer tidligere kriseramt firma “signifikant” løft

Med ny Microsoft-aftale træder Biocirc ud af skyggen og vil vise, at deres satsninger på uprøvet teknologi vil give forretningen et “signifikant” løft

Bertel Maigaard er adm. direktør i biogaskoncernen Biocirc.
Bertel Maigaard er adm. direktør i biogaskoncernen Biocirc. Arkivfoto: Anne-Dorthe Søgaard Jensen

Bundlinjen har de seneste fire år lyst rødt, og omtalen har ikke just været positiv for biogaskoncernen Biocirc, der driver biogasanlæg i industriel skala.

En intern magtkamp i selskabets ledelse førte sidste år til, at milliardkoncernen DLG trak sine medlemmer ud af bestyrelsen.

Men de dårlige nyheder skal nu være fortid, lyder det fra adm. direktør Bertel Maigaard, der har landet en “signifikant” aftale med Microsoft. 

Aftalen indebærer, at Microsoft køber 650.000 ton CO2-reduktioner fra Biocirc, som skal løbe over syv år og leveres på fem af Biocircs otte biogasanlæg. Aftalen løber fra sidste halvår af 2026 til 2032, og det er den hidtil største for biogaskoncernen. 

“Det bliver jo dejligt at træde ud af skyggen og vise omverdenen, at de investeringer, vi har lavet, har styret mod, at tallene i 2027 skulle være sorte,” siger Bertel Maigaard til Børsen.

Han kan dog ikke fortælle, hvad aftalen lyder på i kroner og øre. 

Aftalen med netop Microsoft er opsigtsvækkende, da techgiganten så sent som i april meldelte, at virksomheden ville pause alle fremtidige køb af CO2-fjernelse. Det skabte rystelser i markedet for de såkaldte ccs-projekter, da Microsoft længe har været dominerende aktør på markedet.

Ifølge Financial Times’ oplysninger tegnede Microsoft sig for omkring 8 mia. dollar af markedet på i alt 9,5 mia. dollar. 

Efter udgivelsen af en artikel, hvor Microsoft over for Børsen bekræfter, at de sætter fremtidige køb af CO2-fjernelse på pause, har Microsoft trukket i land og melder nu, at de ikke kan bekræfte pausen alligevel. Det skyldes interne misforståelser i Microsoft, lyder det. 

Om ikke andet er aftalen ifølge Bertel Maigaard indgået mellem parterne efter meldingen om at trykke på pauseknappen.

“Jeg synes, det er en stor ting, at de alligevel vælger at indgå en aftale med os, selvom de har pauset alle andre køb globalt,” siger Bertel Maigaard.

Aftale skal vende minus til plus

Biocircs forretning for 2025 gav et normaliseret ebitda på ca. 320 mio. kr. med et underskud efter skat på 100 mio. kr. og omkring det dobbelte året før. 

De store underskud forklarer Bertel Maigaard med, at Biocirc de seneste år har lavet nogle “betydelige” investeringer, som har medført store afskrivninger, før indtægter er løbet ind. Han understreger, at selve driften er sund. 

Investeringerne har blandt andet været at skyde penge ind i anlæg til fangst og lagring af CO2. Det er de anlæg, der nu skal skal fange og lagre CO2 for bl.a. Microsoft, som derved kan mindske CO2-udledningerne i eget klimaregnskab. 

Fortrængningen af CO2 sker ved at fange og lagre CO2 fra Biocircs biogasanlæg og derefter transportere og lagre den i et CO2-lager i Nordsøen.

Biocirc forventer at endeligt kunne dokumentere virksomhedens succes, som bl.a. er båret frem af Microsoft-aftalen, i tallene i 2027 og formentlig allerede i sidste halvdel af 2026, fortæller den adm. direktør.

Kom igennem nåleøjet

Fra Bertel Maigaard lyder det, at aftalen markerer et solidt punktum for den tidligere bestyrelseskonflikt, hvor iværksættermentalitet kom på tværs af karrieremennesker. 

"Kontrakten medfører, at de store investeringer, Biocirc har foretaget fra 2027, vil vise sig i tallene for koncernen," siger han. 

Hvordan er det et solidt punktum?

“Der har været skrevet mange ting omkring Biocirc, men vi har gjort det, vi mente var rigtigt i forhold til at træffe nogle beslutninger om en ny teknologi, som vi troede på. Og så er det jo rart, at når man tager en chance, at det viser sig at gå godt,” siger han. 

Bertel David Maigaard
Selvom Microsoft har pauset alle fremtidige aftaler for køb af CO2-kreditter, har Biocirc landet en aftale på 650.000 ton CO2, forklarer adm. direktør Bertel Maigaard. Arkivfoto: Anne-Dorthe Søgaard Jensen

Så det solide punktum skal forstås som, at I nu træder ud af den skygge, I har befundet jer i?

“Ja, og alle dem, der har prøvet at arbejde sammen med Microsoft, ved, hvor voldsomt detaljeret due diligence de laver. Og at komme igennem det nåleøje har jo været helt vildt svært, fordi vi stod i den situation, vi gjorde, men nu får vi heldigvis vist, at både projekt og virksomhed er seriøse,” siger han. 

Selvom Microsoft har trukket sig fra at finansiere ccs-gildet, arbejder Biocirc på nye aftaler i deres biogasforretning, som ifølge Bertel Maigaard volumenmæssigt kan blive lige så store og endda lidt større. 

Når den syvårige aftale med Microsoft engang udløber, forventer direktøren, at ccs-anlæggene er skrevet væsentligt ned i værdi. Til den tid kan virksomhedens fokus potentielt skifte fra blot at lagre CO2 til i stedet at udnytte den til at producere brændstoffer og lignende, forklarer Bertel Maigaard. 

Fejlslagent udbud

Aftalen mellem Microsoft og Biocirc lander på et tidspunkt, hvor statens milliardpulje på 28,7 mia. kr. til CO2-fangst kun endte med én vinder: Aalborg Portland.

Bæredygtig
En hel branche har vænnet sig til én stor kunde. Nu trykker Microsoft på pauseknappen
Microsoft CEO Nadella speaks as the company announces plans to be carbon negative by 2030 and to negate all the direct carbon emissions ever made by the company by 2050 at their campus in Redmond

Det var efter, at 16 selskaber ellers havde vist interesse til at starte med.

Regeringens mål var, at ccs-udbuddet skulle sikre CO2-reduktioner på 2,3 mia. ton årligt, som skulle bidrage til, at Danmark når sit klimamål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030 sammenholdt med udledningerne i 1990.

Med Aalborg Portland som eneste vinder af udbuddet kommer der kun til at blive fanget og lagret knap halvdelen af de ambitioner med reduktioner på 1,25 mio. ton CO2 om året.

Forsiden lige nu