ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Kortlægning: EU’s batterisats er strandet

Europas håb om at blive selvforsynende med genanvendte metaller til batterier er blevet knust. På trods af høje ambitioner og investeringer i milliardklassen er flere store satsninger blevet lagt på hylden. Nu sendes de strategisk vigtige metaller ud af Europa

Northvolts fabrik i svenske Skelleftea er blevet billedet på op- og nedturen i den europæiske batteriindustri. Fabrikken blev hyldet, da den blev bygget i 2021. I 2025 gik virksomheden konkurs.
Northvolts fabrik i svenske Skelleftea er blevet billedet på op- og nedturen i den europæiske batteriindustri. Fabrikken blev hyldet, da den blev bygget i 2021. I 2025 gik virksomheden konkurs. Foto: Jonas Westling/Reuters/Ritzau Scanpix

Denne artikel er skrevet af to journalister på Dagbladet Børsens svenske søstermedie Dagens Industri og blev publiceret første gang 9. april.

Mellem 2021 og 2023 var der nærmest guldfeber omkring genanvendelse af batterier i Europa. Investorer, startups og industrigiganter investerede milliarder i nye anlæg og teknologier, i den tro at udtjente elbilbatterier snart ville strømme ind til genanvendelsesanlæggene.

EU’s ambitiøse klimamål og nye, skrappe krav til batterigenanvendelse bidrog til en følelse af, at markedet var sikret.

“Det var den perfekte storm,” siger Hans Eric Melin, batterianalytiker hos konsulentfirmaet Circular Energy Storage.

I de år blev der igangsat et stort antal projekter med kapacitet til at bearbejde hundredtusindvis af ton batterier, ofte med støtte fra både offentlige og private midler.

Men virkeligheden indhentede branchen. Ifølge Hans Eric Melin overvurderede mange aktører, hvor hurtigt de store mængder batterier ville blive tilgængelige til genanvendelse, samtidig med at de undervurderede vanskelighederne ved at opbygge en komplet værdikæde i Europa.

Det har ført til overkapacitet, lav udnyttelsesgrad og økonomiske problemer. Mange virksomheder er bukket under, mens andre har sat deres projekter på pause.

“Det har været et par meget hårde år for branchen, og størstedelen af de storskalaplaner, der har været, er desværre blevet udskudt eller stoppet,” siger Ole-Christen Enger, direktør for norske Hydrovolt, der netop genanvender udtjente batterier.

Hydrovolts anlæg i Fredrikstad blev indviet i 2022 og kan male 12.000 ton batterier om året til en sort masse, som består af litium, mangan, kobolt og nikkel fra batterierne.

Trods samarbejder er batterimængderne små, hvilket presser rentabiliteten.

“På kort sigt er vores fokus at finde en forretningsmodel, der gør, at vi kan forsvare vores eksistens og vokse. Hele industrien kæmper med rentabiliteten af disse årsager, og der er flere eksempler på aktører, der er gået konkurs den seneste tid,” siger Ole-Christen Enger.

Begrænset kapacitet

Den asiatiske dominans inden for batterisektoren er blevet en hovedpine for Bruxelles. De seneste år er en række nye regelsæt derfor trådt i kraft for at styrke EU’s genanvendelse af batterimineraler og gøre unionen mere selvforsynende med blandt andet litium, kobolt og nikkel.

Målet er at skabe en værdikæde, der kombinerer øget indenlandsk minedrift med genanvendelse og dermed reducerer behovet for import – især fra Kina.

Samtidig er batterigenanvendelse kompliceret. At producere den sorte masse er kun første skridt; det næste er at udvinde metalsalte ved hjælp af stærke syrer. Ofte foregår trinnene på forskellige anlæg.

Selv om der mangler officiel statistik over, hvor store batterimængder der genanvendes i Europa, fremgår det tydeligt fra de brancheaktører, som Dagens Industri har talt med, at kapaciteten til at producere sort masse langt overstiger muligheden for at raffinere den.

“Desværre er der en meget begrænset kapacitet til raffinering af batterimasse i Europa, så vi samarbejder med partnere i Sydkorea, som raffinerer massen til batterimateriale af den rette kvalitet,” siger Ole-Christen Enger.

Vi har brug for både tilstrækkelig adgang til batterimasse og flere kunder, der kan aftage vores metalsalte i Europa. Ellers er det svært at begrunde en udvidelse 

Anssis Airas, chef for batteriforretningen, Fortum

Ifølge branchekilder, som Dagens Industri har talt med, eksporteres størstedelen af den sorte masse, der produceres i EU, primært til Sydkorea og Sydøstasien. Her er der efterspørgsel, og de europæiske producenter af batterimasse får bedre betaling.

Mangler kunder

En af de få europæiske aktører, der arbejder med raffinering af en sort masse, er Fortum Battery Recycling, en del af energikoncernen Fortum. Selskabet driver to genanvendelsesanlæg – et i tyske Kirchardt og et i finske Harjavalta – hvor der blandt andet udvindes nikkel og kobolt fra batterimasse.

Metallerne sælges videre til blandt andet det finske mine- og kemiselskab Terrafame. Men ifølge Anssi Airas, chef for batteriforretningen i Fortum, er der få europæiske købere.

Sidste år meddelte Fortum, at selskabet planlægger at øge anlæggets kapacitet fra 3000 til 28.000 ton om året. Business Finland har bevilget 84,6 mio. euro i støtte, men den endelige investeringsbeslutning er endnu ikke truffet.

“Vi har brug for både tilstrækkelig adgang til batterimasse og flere kunder, der kan aftage vores metalsalte i Europa. Ellers er det svært at begrunde en udvidelse,” siger Anssi Airas.

Hans Eric Melin fra Circular Energy Storage ser eksporten af genanvendt batterimateriale fra Europa til Asien som en logisk konsekvens af, at Europa mangler kapacitet til at forarbejde materialet hjemme.

“Europas batteriproduktion er relativt lille, men den største hindring er, at vi næsten helt mangler en komplet produktion af katodemateriale, hvilket er det led i batteriværdikæden, hvor man potentielt kan genanvende batterimetaller,” siger han.

Batterianalytikeren er skeptisk over for, om EU på kort sigt kan vende udviklingen. Han mener, at der – ud over politiske mål – skal være en stærk, voksende efterspørgsel efter både elbiler og bilbatterier i Europa, før investeringer i genanvendelse og raffinering kan blive rentable.

“Vi har helt klart brug for en konsolidering inden for forbehandling af udtjente batterier, og den vil ske naturligt. Men når det gælder de mere avancerede genanvendelsesanlæg, hvor metallerne udvindes fra sort masse, så tror jeg, de skal bevise deres værdi på egne meritter og i international konkurrence,” siger Hans Eric Melin.

Forsiden lige nu