Klimatopmøder skuffer hvert år: Kan de stadig bruges til noget?

Skuffelserne står i kø på klimatopmøderne. Ambitionerne er små, processen er langsom, og protester fra et enkelt land kan stoppe ethvert fremskridt. 

Sådan lyder kritikken gang på gang fra klimaeksperter, miljøaktivister og senest også den klimapolitiske veteran Connie Hedegaard. Samtidig giver virksomheder udtryk for, at systemet har fejlet og overladt dem en uoverstigelig opgave.

Det til trods for, at årets klimatopmøde, COP29, sluttede med en aftale natten til søndag, hvor topmødets centrale punkt – klimafinansiering for milliarder – blev vedtaget.

Hvad er problemet? 

For mens klimatopmøderne trækker ud og bliver dramatiske, er de – med en enkelt undtagelse i år 2000 – altid endt med en aftale. Som regel er det imidlertid meget få, der er tilfredse med den.

“Hele verden er blevet svigtet af denne aftale om klimafinansiering,” opsummerede eksempelvis Manuel Pulgar-Vidal, der er global klimachef i WWF, i en pressemeddelelse efter aftalen i år.

Her var også en række lande med Indien i spidsen kritiske over for aftalen. De pegede – ud over at den var utilstrækkelig – på, at de ikke havde haft mulighed for at komme med indvendinger.

“Vi accepterer ikke klimafinansieringsmålet i sin nuværende form,” sagde Indiens repræsentant, Chandni Raina efter vedtagelsen.

Det er sidenhen opfulgt af kritik fra stort set alle sider. Selv den danske delegationsleder, klimaminister Lars Aagaard er utilfreds. Han peger især på, at årets topmøde ikke formåede at gøre fremskridt, når det gjaldt CO2-reduktion. Hertil kom, at Saudi-Arabien havde held med at redigere i aftaleteksten.

“Det var utilfredsstillende, og jeg tror, at for mange danskere er det overraskende, at sådan en COP ikke handler om i særlig stort omfang at få reduktionerne ned,” siger han.

I koret af kritikere er også den tidligere danske klimaminister og europæiske klimakommissær Connie Hedegaard. I et interview med Information deler hun sin frustration.

“Man kunne godt ønske sig, at FN-systemet tænkte over, om man kunne etablere nogle mere effektive rammer, der kan producere flere skridt fremad, helst også større skridt,” siger hun til Information i forlængelse af COP29.

Hun peger over for avisen blandt andet på, at de omkring 65.000 deltagere til årets topmøde er for mange, og at FN-systemet burde holde sig til at invitere de deltagere til et topmøde om finansiering “som faktisk ved noget om finansiering.”

Hun er også en af over 20 internationale eksperter og ledere på området, der har underskrevet et brev, der undervejs i årets topmøde konkluderede, at COP-systemet ikke længere er “egnet til formålet”.

Er kritikken ny?

Selv om det kan lyde som drastiske udmeldinger, er de langt fra nye, selv om de har taget til i takt med klimakrisen.

Da forhandlingerne til årets topmøde var allernærmest sammenbruddet, udvandrede to af forhandlingsgrupperne af udviklingslande med beskyldninger om, at de ikke havde været inddraget i at skrive forhandlingsteksten.

“Vi føler ikke, at vi er blevet hørt, eller at der er en aftale at lave, og vi er ikke blevet konsulteret,” sagde Cedric Schuster, forhandler fra Samoa og leder af gruppen af sårbare østater, da de udvandrede af forhandlingerne.

Sådan lød beskyldningerne også sidste gang, der blev forhandlet om et finansieringsmål – på COP15 i København. 

“Det er en utrolig ubalanceret tekst, der har til formål at undergrave to års forhandlinger helt og fuldstændigt. Den anerkender ikke udviklingslandenes forslag og stemme,” lød det ifølge CNN fra den sudanesiske G77-ambassadør Lumumba Stanislaus Dia Ping i 2009.

Og det er ikke den eneste del af kritikken af klimatopmøderne, som gentager sig. Det samme gør udviklingslandenes utilfredshed med ambitionsniveauet, uenighederne om forsinkede aftaler forskeres opråb om afstanden mellem naturvidenskabeligt behov og politisk handling.

Skal vi droppe topmøderne?

I fortvivlelsen melder spørgsmålet sig, om der findes et bedre alternativ. For mens konsensusdiplomati er langsomt – og rent ud sagt svært – er det fortsat metoden, der kan inddrage 195 lande og sætte en global dagsorden, lyder argumenterne. Derfor er der også langt mellem de konstruktive forslag, men ligesom Connie Hedegaard holder klimaministeren fast i, at topmøderne er et væsentligt forum.

“Man kan bare forestille sig et system, hvor alle skal være enige. Så kan man se, at det bliver enormt svært. Jeg har svært ved at se, at det kan gøres på en anden måde,” siger klimaminister Lars Aagaard (M).

Selv om organisationer også er kritiske over for aftalerne hvert år, er der også opbakning til processen fra hovedparten af dem.

“Jeg synes, at COP-forhandlingerne er utroligt vigtige. Det er dét sted, hvor alle lande mødes, og hvor der kommer spotlight på alle landes klimahandlinger, så vi har mulighed for at stille os kritiske, når det ikke går ambitiøst nok,” siger eksempelvis Katrine Ehnhuus.

Hun er seniorrådgiver i Mellemfolkeligt Samvirkes Center for Bæredygtig Finans. Hun foreslår, at topmøderne kun holdes i lande, hvor civilsamfundet har rettighed til eksempelvis at demonstrere. Og at olielobbyister ikke længere skal have adgang til topmøderne.

Netop formandskabet fremhæver også Lars Aagaard.

“Jeg har svært ved at sige, at man i FN’s system kan gøre det ret meget anderledes. Lige bortset fra, at man har haft et formandskab af varierende kvalitet,” siger han.

Blandt virksomhederne på de mere skuffende klimatopmøder er fortællingen gerne, at de må løfte, hvad politikerne ikke gør. Siden Paris-aftalen blev indgået i 2015, er klimatopmøderne i stadigt større grad blevet udstillingsvinduer for virksomheder, der mener at have løsninger på klimakrisen.

Den danske delegation inkluderer i dag en erhvervsdelegation med deltagere fra omkring 30 virksomheder, som undervejs indgår deres egne samarbejdsaftaler og laver egne annonceringer på det grønne område, selv om de ikke deltager i de officielle forhandlinger.

En er deltagerne her er Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping. Her er adm. direktør Bo Cerup-Simonsen skuffet efter årets topmøde.

“Den her COP-aftale, den accelererer jo ikke omstillingen, på den måde, som omstillingen kalder på. Altså det gør den bare ikke. Så det er skuffende. Men det er landskabet, som det nu engang ligger,” konstaterer han. 

Han peger dog på, at det afgørende for netop skibsfarten imidlertid er den globale regulering af branchen, som IMO ventes at vedtage i 2025. 

“Den proces står stærkt, uagtet at verden omkring skibsfart måske tøver lidt,” mener han.

Og på den baggrund kan klimatopmødet igen være brugbart for sektorens omstilling, mener han.

“Næste år bliver et ekstremt vigtigt år for skibsfarten. Når vi mødes til COP’en næste år, så har jeg en klar forventning om, at vi har klarhed over, hvordan reguleringen for skibsfart kommer til at blive, og at vi så kan bruge COP’en som platform til at tale direkte om implementering med stakeholdere fra både den private sektor og fra den offentlige sektor. Så det bliver en ekstremt spændende COP.”

Også Lars Aagaard peger på, at systemer uden om COP’erne skal være med til at supplere klimahandlingen mere fremover. Han fremhæver blandt andet G20.

“I Danmark var der tidligere en hype omkring COP’erne, der skulle fikse det hele. Det kommer aldrig til at ske,” siger han.

Hvad så nu?

Efter et klimatopmøde i skyggen af det amerikanske præsidentvalg udgør valget af Donald Trump stadig en ubekendt for klimatopmøderne. Under hans seneste præsidentperiode trak Donald Trump USA ud af Paris-aftalen. Joe Biden har senere meldt landet ind igen, men løftet fra den kommende præsident er nu, at USA forlader aftalen igen.

I mellemtiden er klimapolitiske øjne rettet mod Brasilien, hvor Belem næste år lægger lokaler til klimatopmødernes næste akt. Et topmøde, hvor USA efter alt at dømme har meldt sig ud. Dermed vil en af de største CO2-udledere og en af de største finansieringskilder være ved at forlade systemet.

Mens årets møde var fokuseret på finansiering, er alle verdens lande blevet afkrævet nye klimamål inden 2025-mødet, der derfor betragtes som det væsentligste klimatopmøde, siden Paris-aftalen blev indgået i 2015.

Også for skibsfarten kan mødet blive afgørende, mener Bo Cerup-Simonsen.

“I skibsfartens historie, så kan COP30 næste år godt blive en historisk milepæl. Her vil vi kunne sige, at vi kom med en strategi fra IMO, hvor vi havde aftalt de regulatoriske virkemidler, og nu bruger vi den COP 30 til så at tale om: hvad er det, vi konkret gør nu på implementeringssiden, så det bliver en ægte fysisk dekarbonisering af industrien.”