ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Danfoss-topchef angriber regeringen for at nøle

Han har forsøgt at skubbe til danske politikere på klimaområdet i årevis. I dag er tålmodigheden sluppet op, og Danfoss-topchefen kalder dansk klimapolitik et “bevidstvalg om ikke at nå vores klimamål”

Danfoss-direktør Kim Fausing udpeger, hvad han ser som fundamentale mangler i dansk klimapolitik. Især når det kommer til implementering af eksisterende løsninger. Arkivfoto: Michael Drost-Hansen
Danfoss-direktør Kim Fausing udpeger, hvad han ser som fundamentale mangler i dansk klimapolitik. Især når det kommer til implementering af eksisterende løsninger. Arkivfoto: Michael Drost-Hansen

Dansk klimapolitik er gået i stå, og den indsats, der er tilbage, fokuserer ensidigt på vindmøller.

Sådan lyder kritikken fra en af erhvervslivets største fortalere for klimahandling Danfoss-topchef Kim Fausing ved indgangen til årets klimatopmøde, COP28 i Dubai. Han mener ikke, at nogen i dag kan argumentere for, at Danmark når sit klimamål.

“Den grønne omstilling har ikke det momentum, den burde have, og som den kunne have. Jeg synes, at den er gået i stå, og jeg kan ikke forstå hvorfor,” indleder Danfoss-topchefen det, der skal blive en længere kritik af dansk klimapolitik.

Anledningen er en rapport fra Danfoss, der skitserer fremtidens energisystem forud for årets klimatopmøde. Rapporten fremhæver fire områder, der er væsentlige i omstillingen; elektrificering, fleksibilitet, brugen af brint og såkaldt sektorkobling – også kendt som udnyttelse af overskudsvarme.

Vilje eller viden

De specifikke pointer får imidlertid topchefen til at pege på det, han ser, som mere basale mangler i dansk klimapolitik, når det kommer til at implementere og virkeliggøre målene.

“Man må spørge sig selv, om det stadig er, fordi politikere ikke ved bedre, eller fordi man ikke vil. Jeg vil gerne have svar på, hvad årsagen er,” siger han.

Du er i jævnlig kontakt med politikere. Er manglende vilje dit bedste bud på en forklaring?

“Jeg tror, det skyldes rigtig meget. Der er ikke nogen, der tænker i det komplette system. Der sidder nogen, som kun tænker, vi skal bare have mere grøn energi. Man har helt glemt, at vores energisystem også skal gøres klar til at bruge den grønne energi. Så det er, som om omstillingen står på ét ben i Danmark,” siger Kim Fausing.

Han fremhæver dog gode takter som Dan Jørgensens arbejde med energieffektivitet på COP28, hvor de globale ambitioner efter weekendens forhandlinger tyder på at blive fordoblet. Også regeringens nyligt nedsatte grønne udvalg er et skridt i den rigtige retning, fremhæver Kim Fausing. Han mener til gengæld, at det ensidige fokus er forfejlet og kalder det et “bevidst valg om ikke at nå vores klimamål”.

“Vi kommer ikke til at nå klimamålet. Det er der simpelthen ingen, der kan argumentere for, at vi gør,” vurderer han med henvisning til det nationale 70-pct.-mål i 2030 og sammenligner den nationale klimaplan med planerne i en virksomhed som Danfoss.

I hovedkvarteret i Nordborg er driften i dag CO2-neutral, blandt andet fordi virksomhedens overskudsvarme udnyttes i det lokale fjernvarmenet. Målet er, at det skal gælde alle virksomhedens fabrikker inden 2030.

“I en virksomhed ligger der en plan for, hvordan man vil opnå sine mål. Der er ikke nogen plan for overskudsvarmen i Danmark. Der er ikke nogen plan for, hvordan vores energiinfrastruktur skal gøres mere effektiv. Og vi skal være endnu mere ambitiøse, når det kommer til bygningers energiforbrug,” fremhæver han.

“Så længe, det ikke er tilfældet, så kan jeg slet ikke forstå, at man tror, at det kommer der til at ske. Så skulle det jo være et mirakel.”

20210928-182128-2_ma.jpg
Danfoss har gjort hovedkvarteret i Nordborg til den første produktionsfacilitet i koncernen til at være . Arkivfoto: Michael Drost-Hansen

Han fremhæver, at der med få undtagelser findes de nødvendige teknologier til at stille krav på alle områderne i dag.

“Det passer simpelthen ikke, at teknologien ikke er der. Det gælder across the board. Teknologien er der til at elektrificere transport, i industrier og bygninger. På energieffektivitet er den der,” påpeger han og understreger, at der er punkter, hvor en elektrificering ikke kan lade sig gøre som for fly og længere skibsruter.

Politikere vil nok pege på aftaler om vindmøller, power-to-x osv., som beviser på, at der er politisk handling og vilje?

“Ja, men for eksempel fra vindmøllebranchen hører vi ikke specielt positive reaktioner på det. Min anke her er, at der faktisk er nogle lavthængende frugter, som man går glip af, fordi alle mulige teknikaliteter ikke bliver løst,” siger Kim Fausing og fortsætter:

“Når vi har en flertalsregering, ville jeg forvente, at man tog konsekvensen og fjernede barriererne, når de er så små,” siger han.

Nye snubletråde

Her fremhæver Danfoss-direktøren prisloftet på overskudsvarme, som blev indført i år for at beskytte forbrugere mod prisstigninger på fjernvarme. Ifølge en rapport fra Rambøll og Dansk Industri er det kun 13 pct. af den potentielle overskudsvarme, der bliver udnyttet i dag. Industrivirksomheders overskudsvarme alene vil ifølge rapporten kunne opvarme omkring 100.000 boliger.

Ifølge blandt andre brancheforeningen Dansk Fjernvarme betyder prisloftet imidlertid også, at projekter med overskudsvarme strander.

Jeg møder sjældent mennesker, der ikke synes, at vi skal få den grønne omstilling til at virke – men jeg er heller ikke politiker

Kim Fausing,
adm. direktør,
Danfoss

“Man stopper store, fantastiske projekter, som kan bruge energi, der allerede er produceret og til rådighed. Man vil hellere brænde fossilt brændsel af. Det kan jeg virkelig ikke forstå. Det er hovedløs regulering, og jeg synes næsten, at det er provokerende,” konstaterer han og tilføjer:

“Det bidrager til følelsen af, at den grønne omstilling i Danmark er gået i stå.”

20210928-182128-7_ma.jpg
”Jeg møder sjældent mennesker, der ikke synes, at vi skal få den grønne omstilling til at virke – men jeg er heller ikke politiker,” siger Kim Fausing, der ofte har opfordret danske politikere til at implementere kendte, grønne løsninger. Arkivfoto: Michael Drost-Hansen

Han peger på flere områder, hvor omstillingen i hans øjne halter i dag. Det handler blandt andet om at integrere grøn energi i elnettet og at udnytte det ved at elektrificere større dele af samfundet. Derudover efterlyser han fokus på fleksibelt forbrug og energieffektivitet, hvor man kan undgå de tidspunkter, hvor samfundets forbrug topper i løbet af dagen, ved at flytte noget forbrug til andre tidspunkter.

Samlet set koger han behovet i Danmark ned til en manglende strategi, når det kommer til energieffektivitet.

“Vi har ikke nogen strategi for energieffektivitet i dag. Det er et blindt punkt,” påpeger han.

Hyldet af energiagentur

I praksis kunne det blandt andet omfatte, at varmesystemer kan gøres fleksible ved at skrue op og ned for varmen på de rette tidspunkter. Kim Fausing fremhæver, at det medfører større reduktioner i CO2-udledningen, når man sparer på energien på udvalgte tidspunkter, end ved at spare på energien på tidspunkter med nok vedvarende energi.

I foråret 2022 afholdt Det Internationale Energiagentur (IEA) topmøde om netop energieffektivitet i Sønderborg med Danfoss og danske myndigheder som medarrangører. Ved den lejlighed fremhævede IEA’s direktør, energiøkonomen Fatih Birol netop Sønderborgs position på området.

Bæredygtig
Topchefer og ministre samlet på Als: Danmarks grønne roadshow nåede Sønderborg
20220608-123331-L-2200x1427ma.jpg

“Jeg kan forsikre jer om, at Sønderborg fra i dag er den internationale hovedstad for energieffektivitet,” sagde Fatih Birol dengang fra scenen i Sønderborg.

Jeg så dig stå ved siden af Fatih Birol, da han sagde det om Sønderborg for halvandet år siden. Er det ikke sandt mere?

“Jo, om Sønderborg er det,” svarer Kim Fausing

Men ikke om Danmark?

“Det synes jeg ikke, nej. Vi bruger i mange tilfælde overskudsvarmen hernede i Sønderborg. Vi implementerer effektiv teknologi across the board. Jeg sidder her med 250.000 kvadratmeter store produktionsfaciliteter, der blev CO2-neutrale i driften sidste år,” siger han med henvisning til blandt andet integrationen med fjernvarmenettet i Sønderborg.

20220608-123351-L-2200x1466ma.jpg
IEA’s executive director, Dr. Fatih Birol, energiminister Dan Jørgensen (S) og adm. direktør for Danfoss, Kim Fausing, afholder pressemøde ved Det Internationale Energiagentur (IEA) internationale konference om energieffektivisering i Sønderborg onsdag den 8. juni 2022. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Blandt Danfoss’ forretningsben er netop elektrificering og genindvinding af overskudsvarme blandt de største og mest velbelyste.

Ikke filantropi

Kan du forestille dig, at der er politikere, der hører din opfordring, men indvender, at du også gerne vil sælge nogle produkter, og at det er lettere, hvis rammebetingelserne går din vej?

“Det er klart. Vi er her ikke af filantropiske årsager. Vi er her selvfølgelig for at sælge vores produkter rundt om i verden, som vi mener kan bidrage til at løse den her opgave. Derfor sikrer vi også, at vi ikke udkommer med rapporter som dette, uden at uafhængige og højt estimerede akademikere står bag,” siger han og fremhæver, at professor i energipolitik ved Oxford University Nick Eyre og professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet Brian Vad Mathiesen har bidraget til rapporten.

“Jeg møder sjældent mennesker, der ikke synes, at vi skal få den grønne omstilling til at virke – men jeg er heller ikke politiker,” tilføjer Kim Fausing.

Men det er dog politik, du foreslår.

“Ja, det er det. Vi har brug for alle rundt om bordet, og jeg synes, at Sønderborg er et godt eksempel. Vi kunne jo ikke som Danfoss få det til at ske, men sammen med andre virksomheder og Sønderborg Kommune og andre aktører kunne vi. Hvis Danmark vil være foregangsland på grøn omstilling, kan jeg ikke forstå, at vi ikke kommer ud over stepperne.”

Er vi ikke det i dag i dine øjne?

“Nej. Det kan vi ikke blive ved med at hævde. Der er andre lande, der er fokuserede på denne opgave, og som har forstået det,” konstaterer Kim Fausing og fremhæver Holland og Tyskland som lande, der har lavet temposkift i deres grønne omstilling.

Forsiden lige nu