Tøjproduktion uden kemi og vand: Iværksætter vil bryde industriens spilleregler

Hun stod i 2012 til en eksamen på Danmarks designskole i København.

I stedet for en klassisk tøjkollektion havde Trine Young udviklet en teknologi, der skulle gøre op med et stort problem i modeindustrien.

Hun havde tegnet et apparat, der vha. ultralyd kunne smelte polyester til nye tekstiltråde. På den måde kunne man genanvende et materiale, der i stor stil bliver brugt i tøj.

Censoren stirrede på tegningen og spurgte med en vis skepsis, hvor hendes kjoler var blevet af, fortæller Trine Young om dengang, de spæde tanker til virksomheden Rodinia Generation begyndte.

Med blikket for klodens begrænsede ressourcer skilte Trine Young sig dengang ud på designskolen. En interesse, der efterfølgende førte videre til den britiske hovedstad, hvor hun på London College of Fashion fordybede sig i at koble teknologi med modedesign.

Selvom censoren på den danske designskole ifølge Trine Young ikke mente, der ville være et job i modebranchen med en bæredygtig tilgang, har hun de seneste syv år lavet tøj uden brug af vand og skadelige kemikalier med produktionsvirksomheden Rodinia Generation i det københavnske Nordvestkvarter.

“Jeg kan med sikkerhed sige, at jeg har misset min fair share af bryllupper, begravelser og fødselsdage. Når man er så dedikeret, så bliver man nødt til at sætte det i anden række,” siger Trine Young i dag.

Blandt andet er hendes egen forlovelse for syv år siden endnu ikke blevet vekslet til et bryllup, mens jagten på den rette maskine har sendt hende forbi diverse messer på området.

I dag er det Trine Young, modefirmaer som Hummel, Mads Nørgaard og Vila ringer til, når de skal have både sparring om automatisering, klimadata og via den særegne teknologi have produceret kollektioner uden vand og skadelig kemi.

Også investorer har fået øjnene op for hende med en investering på 20 mio. kr. sidste år, og i år tager Trine Young det næste skridt mod at udbrede konceptet ved at tage første skridt ud over de danske grænser med etableringen af en mikrofabrik, som hun kalder det, i Litauen. 

Overforbruget 

Den dag på designskolen kastede Trine Young sig ind i en verden, der i årevis er blevet revset for overforbrug og skandaløse arbejdsforhold for de mennesker, der især i Asien syr de mange kollektioner.

Det er historier om børnearbejde, ildebefindender og flere tusinde dræbte og sårede tekstilarbejdere i Bangladesh under et fabrikskollaps, der ryddede avisforsider om det verdenshjørne, hvor modegiganter som H&M, Nike og Bestseller i årevis har produceret tøj. 

Tekstilproduktion står ifølge EU for 1,2 mia. ton CO2 årligt. Det er 10 pct. af verdens udledning. Globalt er tøjindustrien den næststørste forbruger af vand kun overgået af landbruget. 

Det sker i en tid, hvor FN anslår, at næsten hvert tredje menneske på Jorden ikke har adgang til rent drikkevand. Alligevel forventer EU, at den globale tekstilindustri vokser med flere millioner ton frem mod 2030.

Netop de enorme mængder er en del af det, Trine Young vil tage et opgør med. Med såkaldte mikrofabrikker er hendes vision, at tøjet skal produceres lokalt, i langt mindre volumener og uden vand og skadelig kemi.

Mikrofabrikker

Iklædt læderstøvler, en heavy metal-trøje og sorte gelnegle er Trine Young placeret for bordenden. Over for sidder stifterne af tøjvirksomheden Proem Parades, der sælger uldtøj. De to unge kvinder har bedt om et møde i håb om at kunne bestille mindre mængder tøj ad gangen, end hvad de kan få i Asien.

Gennem en glasrude kan man se ind Rodinia Generations produktion i Nordvest, der er på størrelse med en mindre sportshal. Et setup af en 15 ton tung samling af maskindele omgivet af stof, mens navne på kunder hænger på opslagstavler i lokalet.

Bæredygtig

Dansk startup bekæmper overforbrug: Nu rejser de 20 mio. kr.

Siden designskolens eksamensprojekt er hun gået væk fra ultralyd, der smelter polyester, til en ny teknologi.

Maskinen, som Trine Young sammen med softwareingeniører har udviklet til sin virksomhed, ligner en kæmpe printer. Dunke med farve er hægtet bag på maskinen, mens et bånd leder tekstilerne igennem.

Egentlig er det en masse apparater, der vha. software er kodet til at tale sammen for at farve og skære tekstilerne til. På den måde kan både formen og farven på en T-shirt laves på maskinen, mens selve syningen indtil videre foregår ude af huset, forklarer Trine Young.

Det er en kontrast til storproduktioner i Asien, der ofte foregår manuelt og med store mængder vand og skadelige kemikalier i indfarvningen. Herfra bliver varerne fragtet langt, mens Trine Youngs produktion er automatiseret og lokal – på den måde er forsyningskæden og CO2-udledningerne skåret markant, før tøjet rammer slutbrugeren. 

Trine Young slentrer gennem glasdøren og viser gæsterne fra Proem Parades rundt i produktionen. 

“Smertegrænsen er 50 enheder,” siger Trine Young til de to stiftere om det laveste antal tekstiler, hun kan levere. 

Mødet er et klassisk eksempel på en tung problemstilling i tøjindustrien, der er domineret af leverandører i Asien, forklarer Trine Young. Her kan virksomheder kun bestille flere kilometer tekstiler ad gangen, flere måneder før det skal i butikkerne. Det resulterer i et enormt spild – og stort set ingen klimadata, understreger hun om et område, der er nyt territorium for mange tøjvirksomheder.

Maskinen i Nordvest kan maksimalt lave 2500 stykker stof om dagen. Virksomhederne bestiller typisk mellem 50 og 500 styk. Til hvilken pris vil Trine Young ikke uddybe.

“Det kan godt være, du får en lavere pris pr. enhed i Asien, fordi du er nødsaget til at bestille 3000 styk ad gangen. Men du betaler flere skjulte omkostninger som afgifter, langt tungere fragt, lageransatte og skal skille dig af med tøj, du ikke får solgt. Derfor kan det rent faktisk betale sig at producere tøj i langt mindre volumen, da produktionen her foregår tæt på forbrugeren,” siger Trine Young om konkurrencen med leverandørerne i Asien. 

Hestevogne 

For Trine Young er det bemærkelsesværdigt, at den teknologiske udvikling i resten af verden ikke har sat sig i tøjindustrien. F.eks. er efterspørgslen på elbiler eksploderet på et årti, “men tøjindustrien kører stadig i hestevogne”, siger hun. Den store udfordring er, at den globale tøjindustri er konservativ, når det kommer til ændringer, mener hun. 

At skulle overbevise investorer og virksomheder om at ændre mentalitet har derfor også til tider krævet rank ryg, standhaftighed – og regntøj.

Da hun skulle finde de første penge til firmaets maskiner, cyklede hun gennem København i regnvejr. Gennemblødt og forsinket ankom Trine Young til et oplæg over for investorer. 

“Jeg undskylder mange gange til receptionisten. Hun beroliger mig og siger, at gæsterne er lige på trapperne. At kaffen ikke tager lang tid at lave. Hun blev enormt flov, da hun fandt ud af, at jeg var gæsten,” siger hun gestikulerende med et skævt smil. 

Situationer som den har givet hende et mentalt lag af teflon, når det handler om at blive sat i bås. Selv peger hun på, at det også har styrket hendes evne til at forklare sig, hvad end det handler om drømme, klimadata eller teknologi.

En styrke, der er kommet hende til gode over for investorer, når hun på diverse scener har skullet sælge sin idé til “et publikum af gråhårede mænd i jakkesæt”.

“Investorerne har betydet, at vi har kunnet udvikle teknologien. Pengene er gået til at bygge software, maskiner og hyre kloge hoveder. Vi har fået mulighed for at hyre de dygtigste medarbejdere, vi har kunnet finde. Uden investeringerne havde Rodinia Generation ikke været, hvor det er i dag,” siger Trine Young.

Bruxelles 

Tilbage på fabrikken i Nordvest forventer Trine Young at lande sit første overskud i 2028. Indtil nu har regnskaberne vist et årligt millionunderskud i takt med opbygningen af forretningen.

Hun er dog håbefuld på kommende investeringer, i en tid hvor EU indfører nye krav til rapportering om klima og en lang række andre forhold i europæiske virksomheder.

Her skal blandt andre tøjgiganterne lave klimaregnskaber på lige fod med de finansielle regnskaber.

Og det er en kærkommen udvikling, mener Trine Young, der håber, at det kan så frøene til, at Rodinia Generation kan blomstre i en stigende klimabevidsthed i tøjbranchen.

Derfor er næste stop Bruxelles, hvor hun satser på at rejse 70 mio. kr. til at kunne ansætte mere mandskab.

“Man bliver jo ved, når man inderligt tror på, at det, man laver, kommer til at gøre en forskel. Lige nu kan vi kun forestille os, at tøj bliver produceret langt væk i Asien. Men det kan vi ikke blive ved med. Vi må forestille os noget andet, ellers sker det aldrig.”