Han har bestukket Congos minister og set børn slide under jorden: Nu vil iværksætter bygge en bæredygtig smartphone

Det er sammensmeltningen af kunst og teknologi. Mødet med børnearbejde og bestikkelse. Kløften mellem bæredygtighed og virkelighed. Den hollandske virksomhed Fairphone har siden 2011 arbejdet på at fremstille en smartphone, hvor miljø, klima og ansvarlighed er tænkt ind i alt.

I mellemtiden er omverdens fokus på bæredygtig produktion, genanvendelse og cirkulær økonomi kun vokset, og virksomheden er blevet fremhævet af medier som The Guardian og Forbes for sit bæredygtighedsarbejde.

Ført an af den hollandske serieiværksætter Bas van Abel, der med universitetsuddannelser som interaktiv kunstdesigner og elektroingeniør satte sig for at gøre barndomspassionen med at skille computere og telefoner ad for at samle dem igen til en decideret forretning. Hvis du ikke kan åbne produktet, ejer du det ikke, lyder mantraet.

“

Ja, der er nok stadig børnearbejde i Fairphones værdikæde

Bas van Abel, stifter, Fairphone

I dag har han forladt topposten i Fairphone for at fokusere på nye projekter, og fraHolland fortæller han selv, hvordan Fairphone blev en virksomhed, og hvorfor målet med at producere en fuldstændig bæredygtig smartphone nok aldrig bliver en realitet. Historien begynder i juli 2011:

“Jeg printede en hel bunke visitkort, hvor der stod: Bas van Abel, ceo, Fairphone, og så tog vi et fly til Congo.

Målet var at vise omverdenen, hvordan minedriften i landet fungerede, og det første vi skulle gøre var at bestikke kommunikationsministeren. Jeg sad i gårdhaven på vores hotel i byen Kinshasha, og mine to kolleger ringede fra ministerens kontor. “Vi har et problem,” sagde de. Enten kunne vi betale 250 dollar for at få lov at filme i minen.

Ellers kunne vi sige: Vi er Fairphone, og bestikkelse er ikke en del af vores identitet, bakke ud og tage flyet hjem. Det var noget af en beslutning. Men det her er ikke bestikkelse for at tjene penge, det er bestikkelse for at vise verden, hvad der foregår i de her miner.

Fra det punkt vidste vi – alle sammen – at projektet ikke ville blive nemt. Men vi viste folk noget, som de ikke havde set før, og filmen “Transparancy in the mining industry” blev set over hele verden.

Idéen kom, mens jeg arbejdede ved Waag Society, et fabrikationslaboratorie for teknologi med 60 ansatte, hvor jeg som medstifter sad som kreativ direktør og styrede værdikæder.

Actionaid, en international organisation der arbejder for at bekæmpe fattigdom, kom til mig og spurgte: “Bas, du har arbejdet med teknologi så længe. Kender du overhovedet til alle de problemer, der hænger sammen med de produkter, I laver?" Hvis du går helt tilbage til kilderne, ser du, at millioner af mennesker er døde af arbejdet med at skaffe de her mineraler. Kobolt, litium, tin, bly, kviksølv.

Så kom jeg i tanke om det her projekt, den britiske designer Thomas Thwaites havde gang i. Det hed The Toaster Project. Han var gået ind i en butik, hvor han så en toaster til 3 pund og spurgte sig selv: Hvordan kan vi som samfund på nogen måde lave en toaster med 400 komponenter til 3 dask?

Så begyndte han selv at lave en toaster helt fra bunden. Han ville selv hive råmetallerne ud af jorden og forarbejde dem. Toasteren så rædsom ud, og jeg tror, den brændte efter to forsøg. Men det gode var, at hele projektet handlede om historierne bag den toaster, bag materialernes oprindelse, og hvordan han havde lavet den.

Hvis han kan skaffe historierne fra hele værdikæden ved selv at lave toasteren, hvorfor kan vi så ikke gøre det samme med en telefon?

Epicenteret i forholdet mellem mennesker og teknologi er vores smartphone. Det vilde er jo, at den nærmest er blevet en del af vores krop, og alligevel ved vi ikke noget om den. Hvordan er den lavet? Hvordan fungerer den? Hvor ender den, når vi ikke bruger den længere?

Jeg ved ikke, hvilken telefon du har, men jeg vil vædde på, at du ikke engang selv kan skifte batteriet på den.

Det paradoks er en smuk, smuk begyndelse til en fortælling, som folk ellers lukker øjnene for. En historie om, hvordan verden ser ud gennem et objekt, vi bruger hver dag, men ikke kender.

Og det er rigtigt, at vi stadig skal tjene pengeog ja, vi vil gerne vil sælge mange telefoner.

Men hvis du bruger din telefon dobbelt så længe, skal du kun bruge den halve mængde mineraler og metaller.

Levetiden er nøgleordet i arbejdet med at gøre telefonen mere bæredygtig. Hvis du kigger på hele sektoren, er den blevet designet på en måde, hvor du vil have folk til at købe så mange telefoner som muligt og så hurtigt som muligt. Jeg tror, at den gennemsnitlige levetid for en telefon er omkring to til tre år, og når du ikke bruger telefonen længere, hvad gør du så? Du smider den ned i skuffen, fordi du måske skal bruge den engang igen, og forskning viser, at de fleste mennesker i Europa har tre-fire telefoner liggende i huset.

Det har vi forsøgt at gøre op med. Hele Fairphone er designet på en måde, så du kan købe en skruetrækker og selv udskifte delene. Måske er det nørdet, men det er nøglen. Vi skal gøre det nemt for folk at udskifte dele, der går i stykker. Hvis du ikke kan åbne den, ejer du den ikke.

Og grunden til, at du ikke kan skifte batteriet på din telefon i dag er, at vi vil have supertynde telefoner. Så man vælger at lime batteriet fast til indersiden, fordi det kræver mindre plads. Kompromisset fra vores side er, at vi laver en tykkere telefon, men med et batteri du kan tage ud og skifte og hvorfor det? Fordi et batteris kapacitet går nedad efter to år.

Det samme med kameraet. Hvert år kommer der et bedre kamera, hvor der følger en spritny telefon med. Jeg synes, det er ret specielt, at vi har lavet kameraopgraderinger på eksisterende telefoner. Helt ærligt, jeg synes, det er lidt magisk, at flere tusinde mennesker har købt kameraer hjem og sat i deres egen telefon.

Om det er dit kamera, din skærm, usb-porten eller batteriet, så kan du bestille nye dele online og skifte dem selv. Hvis skærmen var i kontakt med telefonens processer, ville det være for dyrt og svært at skifte den selv. Så dem har vi adskilt. Det er ret simple greb, men der skal mange af dem til for at gøre en stor forskel.

Vi lover fem års softwaresupport på telefonen, men jo, vores kpi er, at vi stadig vil sælge så mange telefoner som muligt. Vi har også en kpi, der betyder, at vi vil have folk til at bruge deres mobil så lang tid som muligt. Det betyder, at vores sælgere ikke bare kan sælge en telefon til en kunde, der allerede har købt en Fairphone. De skal rent faktisk lede efter mennesker, der ikke har en Fairphone i forvejen.

Det betyder selvfølgelig langt fra, at vi er i mål. Der er så meget børnearbejde i Congo. 40 pct. af verdens kobolt-reserver er i Congo, og vi har brug for metallet til at lave batterier. Med andre ord er hele energitransitionen i samfundet afhængig af et område, hvor 250.000 mennesker arbejder uden beskyttelsesudstyr under jorden, og titusindvis af børn slider.

Ingen har lyst til at tale om det, for vi underskriver alle de her børnearbejdserklæringer, hvor vi lover, at vi ikke har børnearbejde i vores værdikæde, men helt ærligt, det ved vi jo ikke. Du kan aldrig være sikker.

Og ja, der er nok stadig børnearbejde i Fairphones værdikæde. Hvis vi tog ned i minerne, ville vi stadig se det.

Og når du så spørger, hvorfor vi stadig arbejder med de miner, så er min holdning, at du som virksomhed kan forsøge at undgå konflikten og tage til Australien for at udvinde mineraler og sige, at så er det hele godt. Eller du kan forsøge at påvirke den økonomiske situation i et land, der virkelig har brug for det. Vi gør det sidste.

Men vi har programmer, der skal sikre, at minerne, vi arbejder med, ikke er genstand for voldelige konflikter. Næste skridt er at sikre bedre sikkerhed for medarbejderne i minerne.

Vi har sat et program op, der hedder The Fair Cobalt Alliance, og det er vi ret stolte over. Som du nok kan forestille dig, er vi et supersmåt selskab i forhold til den volumen, vi har. Alliancen satte vi op med verdens største mineselskab, og nu er selv Tesla og Google medlem.

Det her billede er jo mere nuanceret end at sige, hvad der er godt, og hvad der er dårligt. Det handler om, hvad du som virksomhed forsøger at påvirke til at blive bedre.”