Inger Andersen har fået vital opgave: Verden skal reddes fra plastik, og hun skal lande aftalen

Inger Andersen tænker tilbage på en dag i 2022. 

Det gyngede under fødderne, som hun kravlede i et bjerglandskab af 40-50 meter høje bunker af plastik og affald, så langt øjet rakte. 

Inger Andersen var på besøg på Dandora dumpsite, en af Afrikas største lossepladser, som ligger i Kenyas hovedstad Nairobi. Her stod hun ansigt til ansigt med den krise, hun har fået til opgave at løse. 

Som generaldirektør for FN’s miljøprogram (UNEP) skal Inger Andersen sætte en stopper for den enorme plastikforurening, der finder sted nær sagt alle vegne i verden. En stilling, Inger Andersen har haft siden 2019

I denne uge befinder hun sig i et anderledes bjerglandskab i Genève i Schweiz til forhandlingerne af FN’s plastiktraktat. 

Og selvom generaldirektøren ikke sidder ved forhandlingsbordet med medlemslandene, er hendes nye rolle ikke helt ubetydelig, forklarer hun over en telefonlinje til Børsen.

“Jeg har ansvaret for at levere en traktattekst, som hele verden kan være enig i.”

Plastikkens Paris-aftale

For at bremse den stigende plastikforurening har FN bedt UNEP udarbejde en juridisk bindende aftale med klare retningslinjer for hele plastikproduktets livscyklus – fra produktion til genanvendelse. Traktaten kaldes “plastikkens Paris-aftale” for sin potentielt store betydning. 

I mandags begyndte den sjette forhandlingsrunde, hvor over 180 lande deltager.

På nuværende tidspunkt er det kun omkring 15 pct. af plastikaffald, der indsamles til genanvendelse. Dog er det kun 9 pct. af det, der rent faktisk ender med at blive genanvendt, påpeger Inger Andersen.

“I dag producerer vi 430 mio. ton plastik om året, og det vil tredoble, når vi rammer 2060. Kun 9 pct. genanvendes. Do the math. Det er katastrofalt,” forklarer Inger Andersen og understreger det problem, verden står over for uden en aftale om at skære drastisk ned på produktion.

Selv mener Inger Andersen, at en traktat, der sætter krav til hele plastikkens livscyklus, er nødvendig for at stoppe forureningen. Hun erkender, at genanvendelse er vigtigt, men at det ikke vil være muligt at følge med den stigende produktion.

Fronterne trukket skarpt op

Men traktaten har vist sig svær at opnå: Forhandlingerne har overskredet den oprindelige deadline, som udløb i slutningen af 2024. En af de store udfordringer er netop, hvordan traktaten skal sætte krav til plastikproduktion.

Over 100 lande, bl.a. Danmark, ønsker en ambitiøs traktat med krav om mindre plastikproduktion. Modsat står bl.a. Saudi-Arabien, Iran, Rusland, og Kina, der med store olie- og plastikindustrier vil fokusere på genanvendelse frem for produktion. 

Ifølge The Guardian er over 230 lobbyister fra olie- og plastikindustrien mødt op til denne rundes forhandlinger, som det også var tilfældet sidste gang. Det rekordhøje antal lobbyister overgår de kombinerede delegationer fra alle 27 EU-medlemslande.

Efter fem runder uden enighed er fronterne trukket skarpt op, men Inger Andersen tror stadig på en aftale, alle kan acceptere.

“Det er ligesom at gå i alperne. Vi går på en snæver og smal vej, og der er dybe skrænter til hver side. Men selvfølgelig er der en vej frem, ellers ville vi ikke være her,” siger hun.

Hun glæder sig blandt andet over, at alle lande stadig er til stede ved forhandlingerne. Især at de store producentlande fortsat sidder med, da det set med hendes øjne er meget nemt at skabe et fjendebillede af producenterne.

Hun understreger, at forbruget også spiller en vigtig rolle. Derfor er forhandlingernes princip om fokus på en mere bæredygtig produktion og forbrug afgørende, påpeger hun og hæfter sig ved ironien ved fjendebilledet.

“Som et af de producerende lande sagde: ‘Vi producerer det jo ikke, for at det skal stå på vores hylder. Det er jo jer, der sender os ordrerne’”.

Altmulig innovation

Inger Andersen forstår producenternes interesser, og hun anerkender, at der fortsat er brug for plastikprodukter til eksempelvis medicinalformål. Hun forventer dog en ny tilgang fra producenterne, når der i fremtiden skal produceres det materiale af genanvendt plastik, som kan erstatte det virgine plastik, der bruges i produktion i dag.

“Hvem skal lave det? Det er jo de samme producenter. Det er bare en anden forretning.”

Andre steder i erhvervslivet ser Inger Andersen mulighed for altmulig innovation. Hun peger på consumer goods-markederne, hvor alle aktører – fra aktionærerne til forbrugerne – formentlig vil være stolte af at bevæge sig i den rigtige retning. Det er formentlig også årsagen til, at nogle virksomheder allerede i dag går den vej, mener hun.

Forbrugerne vil desuden være en stor garant for at skubbe til den udvikling.

“Forbrugerne er jo disgusted. Det er derfor, jeg tror, at de vil stemme med deres dollar og kroner,” siger Inger Andersen.

Hun tænker tilbage på sin oplevelse på Dandora dumpsite i 2022. Lossepladsen, som i øvrigt ligger bare 12 kilometer fra UNEP’s hovedkvarter, er for hende det billede, der understreger alvoren bedst.

“Jeg har mødt folk, som er født på the dump (Dandora dumpsite, red.), og det gør dybe indtryk, når du møder nogle af dem, som skubber allerhårdest for, at vi får det her igennem.”