ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Huller og gammelt byggeri forlænger levetiden hos Skandinaviens største murstensproducent

Egernsund Wienerberger forsøger at omstille sig til en mere cirkulær produktion ved at skabe en ny mursten, der består af genbrugte materialer og huller

Nordens største producent af teglsten, Egernsund Wienerberger, har lavet en ny type mursten, der er mere bæredygtig end en traditionel sten fra virksomheden.
Nordens største producent af teglsten, Egernsund Wienerberger, har lavet en ny type mursten, der er mere bæredygtig end en traditionel sten fra virksomheden. Foto: Rebecca Krogh

“Det kan godt være, at vi er et år eller to for tidligt på den,” siger Kristian Knorr Svane, bæredygtighedschef hos Egernsund Wienerberger – Skandinaviens største producent af mursten – om virksomhedens nyeste skud på stammen.

Virksomheden har udviklet en ny type mursten, der hedder “mix”, som består af 30 pct. knust murværk fra nedrivninger med samme levetid på over 100 år som traditionelle mursten.

“Vi har nogle højere krav til bæredygtighed i Danmark end det, vi ser rundt om i verden, og derfor innoverer vi også mere intensivt end vores søsterselskaber i andre lande,” siger han. 

Han anerkender dog, at det stadig er CO2’en og prisen, og ikke cirkulariteten, der kan vægte højest hos størstedelen af de danske kunder.

Foto hos virksomheden Egernsund Wienerbergers showroom på Frederiksberg
Kristian Knorr Svane er bæredygtighedschef i Egernsund Wienerberger, der er Skandinaviens største producent af mursten. Foto: Rebecca Krogh

Byggebranchen er globalt ansvarlig for 37 pct. af verdens CO2-udledning, og årligt producerer Egernsund Wienerberger i omegnen af 100 mio. mursten i Danmark.

Derfor er det ifølge bæredygtighedschefen nødvendigt med omstilling i branchen, hvor blandt andet cirkularitet spiller en stor rolle i hans virksomhed.

Det genbrugte materiale i mix-stenen kommer fra brugte mursten fra Danmark. Hele mursten genbruges direkte, og de mursten, der er i stykker, bliver knust og mikset i den nye lerblanding. Mix-murstenen har et CO2-aftryk, som er 13-20 pct. lavere end en lignende mursten fra Egernsund Wienerbergers produktion.

Det koster at genanvende

Den nye mursten er udviklet i samarbejde med C.F. Møller Architects, som har udviklet stenens udtryk.

Konkret er der kommet tre typer sten ud af det, som er inspireret af Møn, Råbjerg og Fur i Danmark med hvert sit farvespil i stenblandingen.

Foto hos virksomheden Egernsund Wienerbergers showroom på Frederiksberg
Egernsund Wienerbergers showroom på Frederiksberg har virksomhedens forskellige mursten udstillet. Foto: Rebecca Krogh

Selvom en tredjedel af stenen består af materialer, som allerede har været brugt, er stenen en smule dyrere end en standardsten fra murstensproducenten. Ifølge Kristen Knorr Svane koster en mix-mursten 10-20 pct. mere end en traditionel mursten fra virksomheden.

Den højere pris skyldes håndteringen af det genanvendte materiale, hvilket gør det til et dyrere råmateriale at anskaffe end ler og sand, som mursten traditionelt set er lavet af, fortæller bæredygtighedschefen.

Han tilføjer, at det på sigt ikke er sikkert, at prisen skal blive ved med at være højere.

13-20

pct. færre CO2-udledninger kommer der fra produktionen af mix-stenen

Ifølge Kristian Knorr Svane er samarbejdet med arkitektvirksomheden et bevidst valg for at komme så tæt på det, som branchen efterspørger, som muligt.

Ikke sand i Sahara

Egernsund Wienerberger begyndte allerede i 2019 at dyppe tåen i en mere bæredygtig produktion.

Et år efter, i 2020, lancerede de nemlig en ny type mursten kaldet “less”, som består af 15 pct. mindre råmateriale end en standardmursten.

Det skyldes, at der i less-varianten er trykket ti huller ud i murstenen, så den vejer mindre og altså kræver mindre materiale i produktionen. Stenen koster det samme som en standardmursten fra virksomheden.

Den nye mix-mursten bygger videre på less-stenen. Når en mursten laves med både mix og less, bruges der 40 pct. færre såkaldte jomfruelige materialer – altså materialer, der ikke har været brugt før, herunder alt sand, der normalt ville skulle bruges.

Et voksende problem for byggebranchen er ifølge Kristian Knorr Svane, at sand kan blive en knap ressource. Det kan undre, hvis man har en forestilling om, at man bare kan hente en ordentlig omgang hjem fra Saharas ørken. Men sådan fungerer det ikke helt.

“Selvom vi har meget sand i verden, er det ikke alt, vi kan bruge i byggebranchen. Det er lidt ligesom ferskvand og saltvand – vi har meget vand på Jorden, men det er ikke super meget af det, vi kan drikke,” siger han.

Mix-stenen erstatter alt det sand, som virksomheden normalt bruger i produktionen af en mursten. En standardmursten består som regel af 15 pct. sand. Derudover består mix-stenen af ler – og det er der ifølge Kristian Knorr ikke noget problem med at få nok af.

Det genanvendte materiale i mix-stenen har et 77 pct. lavere CO2-aftryk end jomfrueligt sand ved udvinding og transport.

Foto hos virksomheden Egernsund Wienerbergers showroom på Frederiksberg
Mix-stenen er en videreudvikling af virksomhedens første tiltag mod en mere bæredygtig produktion, “less”-stenen, der hedder, som den gør, da der er huller i den. Derfor kræver less-stenen 15 pct. mindre råmateriale at producere. På billedet ses mix-stenen med hullerne som kendt fra less-stenen. Foto: Rebecca Krogh

Ambitiøse kunder

Problemet med de gode, grønne intentioner er bare, at jomfrueligt sand ifølge bæredygtighedschefen er “vildt billigt”. Så billigt, at det er svært at konkurrere med på prisen.

Kristians Knorr Svanes bedste bud på, hvorfor det er sådan, er, at man ikke er kommet til et punkt, hvor man værdisætter knapheden i form af for eksempel gebyrer.

Derfor er kunderne til mix-stenen ifølge Kristian Knorr Svane “ekstra ambitiøse bygherrer” – folk, der har en ambition for deres byggeri, som de også er klar til at betale lidt ekstra for, siger han.

Derfor tror han heller ikke, at salget af mix-stenen vil øges lige så hurtigt, som virksomheden har set med salget af less-stenen. I dag er over 50 pct. af de sten, som Egernsund Wienerberger producerer, lavet som less-sten – altså stenen med huller, som virksomheden fik på markedet i 2020.

Foto hos virksomheden Egernsund Wienerbergers showroom på Frederiksberg
Bæredygtighedschef i Egernsund Wienerberger Kristian Knorr Svane i virksomhedens showroom på Frederiksberg. Foto: Rebecca Krogh

Han mener, at det er et spørgsmål om, at der ud over ambitiøse bygherrer også i fremtiden kan indføres nogle minimumskrav for cirkularitet i byggeriet, som vi allerede ser i EU-taksonomien.

“I så fald tror jeg, at der om ti år vil være en betydelig del af vores sten, der er solgt som mix,” siger Kristian Knorr Svane.

I kan vel godt selv vælge at omstille jer, selvom politikerne ikke siger, at I skal?

“Det kan vi godt, men vi kæmper jo også på pris, og mix er en dyrere mursten at producere. Hvis vi omlagde hele vores produktion til mix i morgen, så ville vi jo ikke kunne sælge en stor del af vores mursten, fordi størstedelen af markedet ville overgå til vores konkurrenter,” siger han.

Ifølge Kristian Knorr Svane vejleder Egernsund Wienerberger kunder til at købe den mest cirkulære løsning.

Forsiden lige nu