ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Dansk atomkraftselskab kommer på private hænder: Anders Holch Povlsens investeringsselskab betaler tocifret millionbeløb for statsandele i Seaborg

Investeringsselskabet Heartland køber nu op i det danske atomkraftselskab Seaborg. Atomkraft er nødvendigt at se på i lyset af klimakrisen, vurderer klimaordfører Tommy Ahlers (V)

Seaborg har hovedkontor i København og kontor i Sydkorea, hvor der også er indgået flere partnerskabsaftaler med firmaer fra både atomindustri og skibsværfter. Foto: Thomas Nielsen
Seaborg har hovedkontor i København og kontor i Sydkorea, hvor der også er indgået flere partnerskabsaftaler med firmaer fra både atomindustri og skibsværfter. Foto: Thomas Nielsen

Det er over 35 år siden, atomkraft blev taget ud af den danske energiplanlægning, og det er sjældent, ordene dansk og kernekraft indgår i samme sætning.

Men på Nørrebro i København har selskabet Seaborg Technologies siden 2014 arbejdet med at udvikle en ny type atomkraftreaktor, og det vil Bestseller-ejer Anders Holch Povlsens investeringsselskab Heartland gerne være en større del af.

For et tocifret millionbeløb køber Heartland nu en hidtil statsejet andel af Seaborg, som blev finansieret gennem Preseed Ventures i 2018. Heartland var også en del af Seaborgs finansieringsrunde i efteråret 2020, hvor selskabet fik investeringer for et trecifret millionbeløb.

I bund og grund kunne du ligeså godt bruge en bunke granit til at lave atomvåben, som vores reaktor

Troels Schönfeldt, adm. direktør, Seaborg

“Vi har stor tiltro til Seaborg, både teknologisk og kommercielt, og vores investering kan naturligvis ses som væsentligt cadeau til de ambitioner, selskabet har,” siger adm. direktør i Heartland, Lise Kaae, om investeringen.

Også Vækstfonden ser potentialet i den danske startup, hvor senior manager Peter Bo ad to omgange været med til at yde millionlån til Seaborg.

“Det er en meget atypisk case teknologisk, hvor potentialet er enormt. Der er selvfølgelig en høj grad af risiko, men en virksomhed som Seaborg bliver også vendt og drejet af private investorer og eksperter for at vurdere hvor god og sikker, teknologien er.”

Teknologien skal modnes

Der er stadig lang vej til, at en dansk kernereaktor forsyner husstande med energi, men målet er, at den første skal være kørende i Sydøstasien i løbet af 2025.

Det fortæller stifter og adm. direktør i Seaborg, Troels Schönfeldt.

“Vi står med en svær teknologi og nogle regulatoriske barrierer. Men kan vi bryde igennem dem, er potentialet gigantisk for både klimaet og forretningen,” tilføjer han.

Essensen af Seaborgs teknologi er en ny type atomreaktor, der ifølge Troels Schönfeldt ikke kan eksplodere eller nedsmelte, fordi det radioaktive brændsel fastbindes i et salt, i stedet for en gas.

“Hvis en reaktor f.eks. bliver bombet i en krigstid, slipper der ikke store mængder gas ud, som vi kender fra f.eks. Tjernobyl. Al den radioaktive masse vil stadig være bundet i det salt, som er i vores reaktor,” fortæller Troels Schönfeldt og tilføjer, at Seaborgs teknologi heller ikke selv kan bruges til at producere våben.

“Vores reaktorer arbejder på relativt lavt tryk, og kvaliteten af de radioaktive stoffer, vi bruger, er slet ikke kraftfulde nok til våbenproduktion. I bund og grund kunne du ligeså godt bruge en bunke granit til at lave atomvåben, som vores reaktor,” siger Seaborg-direktøren.

Politikere er med

Det tyder på, at atomkraft i stigende grad får politisk medvind i kampen for at redde klimaet.

Flere peger på, at atomkraft er fuldstændig nødvendigt,
hvis vi vil løse klodens klimaudfordringer

Tommy Ahlers, klimaordfører, Venstre

Det fortæller blandt andre Venstres klimaordfører Tommy Ahlers.

“Jeg kan mærke, at debatten ændrer sig. Det sjove er, når klimakrisen optager alle i samfundet, optager den også nogle meget rationelle mennesker i erhvervslivet. De analyserer, hvad muligheder og udfordringer er ved teknologierne, og flere peger på, at atomkraft er fuldstændig nødvendigt, hvis vi vil løse klodens klimaudfordringer,” siger Tommy Ahlers.

Man skal dog se det i et globalt synspunkt, da der ikke for nuværende er grund til at have atomkraft i det danske energibillede, mener Tommy Ahlers.

Han bliver bakket op af regeringen, hvor klimaordfører Bjørn Brandenborg (S) siger:

“Der er nok ikke nogen tvivl om, at atomkraft bliver en del af den globale grønne omstilling. Men i Danmark isoleret har vi valgt at fokusere på vind, og det har givet os en førerposition, som vi også eksporterer i stor stil.”

Forsiden lige nu