ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

150 nye ansatte skal integreres under nedlukningen: Han opfordrer sine medarbejdere til hver dag at gå en tur på en halv times tid i arbejdstiden

Direktør i Energistyrelsen Kristoffer Böttzauw venter spændt på politikernes beslutning om energiøer. Han er klar til eksekveringen og har det seneste år ansat 150 nye medarbejdere, der skal integreres under nedlukningen

Direktør i Energistyrelsen Kristoffer Böttzauw har to store udfordringer. En faglig, idet han ansvarlig for at eksekvere politikernes klimabeslutninger. En ledelsesudfordring i en coronatid, hvor han skal integrere 150 nye medarbejdere, der arbejder hjemmefra. Foto: Jeppe Bøje Nielsen.
Direktør i Energistyrelsen Kristoffer Böttzauw har to store udfordringer. En faglig, idet han ansvarlig for at eksekvere politikernes klimabeslutninger. En ledelsesudfordring i en coronatid, hvor han skal integrere 150 nye medarbejdere, der arbejder hjemmefra. Foto: Jeppe Bøje Nielsen.

Årets glansnummer ved Energistyrelsens virtuelle julefrokost var den omvendte Chris & Chokoladefabrikken.

En medarbejder ringer hver morgen med de mere og mere bizarre undskyldninger for at komme ind på kontoret. Men direktør Kristoffer Böttzauw er hård i filten og får hver dag Chris til at arbejde hjemmefra.

“Ja, jeg har været hård på det område. Og det er især gået ud over de unge og de ældre enlige medarbejdere, som gerne vil være sociale sammen med deres kolleger,” siger direktøren, der indvilgede i selv at lægge stemme til chefrollen i revyen.

Kristoffer Böttzauw er manden, der med kapaciteten i Energistyrelsen har det største ansvar for, at regeringen og Folketinget når deres mål om at begrænse udledningen af CO2 med 70 pct. i 2030 i forhold til 1990.

Vi kan sagtens rekruttere fra det private erhvervsliv, hvor lønningerne er højere end det, vi kan tilbyde på en offentlig overenskomst

Kristoffer Böttzauw, direktør, Energistyrelsen

Opgaven indeholder også bygningen af to energiøer, som ikke før er set i verden, og som skal levere strøm til ti mio. husstande. Så altså også en eksportartikel. Ergo skal der trædes nye stier for at nå målene.

150 nye medarbejdere

Trods coronarestriktioner har Kristoffer Böttzauw det sidste år rekrutteret ca. 150 nye medarbejdere, bl.a. eksperter, der skal arbejde med energiøerne, og som nu har bidraget til at komme med analyser af og forslag for eller imod en fast ø bygget af sand og beton, eller om det skal være platforme, som vi kender fra olieindustrien.

Nu skal politikerne bare beslutte sig, og så skal den nye stab i Energistyrelsen på i alt 650 medarbejdere sørge for, at politikernes beslutning bliver omsat til praksis ved at udarbejde udbud, sørge for lovgrundlaget etc.

De nye medarbejdere er også med til at implementere den klimahandlingsplan, som politikerne besluttede i sommer, hvor der er millionstore puljer, der skal kanaliseres ud til virksomheder og husholdninger, hvor pengene giver bedst mening.

Men Energistyrelsen har ikke problemer med at tiltrække de kloge hoveder.

“Medarbejderne synes vores opgaver er meningsfulde. Det at arbejde med den grønne omstilling siger rigtig mange mennesker noget. Og vi kan sagtens rekruttere fra det private erhvervsliv, hvor lønningerne er højere end det, vi kan tilbyde på en offentlig overenskomst. Vi er de første i verden, der bygger en energiø.”

“Det er spændende for de fleste mennesker. Det er en størrelse, hvor vi rykker bygningen af havmøller ved at gange kapaciteten med ti i forhold til det, vi bygger i dag.”

Nysgerrighed som værdi

Opgaven med at motivere medarbejderne er derfor nem. Det bruger han ikke meget tid på.

“Men jeg bruger masser af tid på at tale om værdier med vores medarbejdere: Hvad skal vi være for en arbejdsplads? Hvordan skal vi sikre, at vi faktisk kan levere på kerneopgaverne? Det handler om faglighed, men i høj grad også om nysgerrighed. Vi er nødt til at være enormt nysgerrige, for vi skal opfinde nogle ting, der ikke findes i dag. Vi er nødt til at have antennerne ude, så vi kan se, hvad de gør i andre lande.”

Han henviser til Tyskland, der for nylig har præsenteret en brintstrategi, fordi de tror på brint i deres grønne omstilling af især deres tunge industri. De har også kloge hoveder i Tyskland, som tænker spændende tanker, som vi danskere også skal være opmærksomme på.

JBN_KRISTOFFER_BOTTZAUW_00195.jpg
Kristoffer Böttzauw holder hver dag en times frokostpause, hvor der også er tid til at være sammen med hans seksårige søn. Han råder sine medarbejder til at gå ud en halv time hver dag og få frisk luft for at komme igennem tiden med hjemmearbejde. Foto: Jeppe Bøje Nielsen.

“Det at tage nysgerrigheden med i bagagen hele tiden prøver jeg at italesætte over for medarbejderne så tit, jeg kan. Det er også en måde at få en organisation til at fungere på. For hvis vi både er nysgerrige på egen faglighed, men også på kolleger og det fællesskab, vi har her, tror jeg, vi står meget stærkere.”

Jeg forstår, I har travlt, men når man læser avisernes ledere, bliver der skældt ud over, at der sker for lidt med den grønne omstilling?

“Ja, jeg kan jo læse mig til, at folk opfatter det sådan. På den ene side har vi rigtigt travlt, fordi ni år til at omstille et helt samfund er utrolig kort tid. På den anden side har vi tid til at tænke os om, så vi ikke skal gøre alt på en gang. Som Dan Jørgensen (klimaminister, S) og flere ministre før ham har sagt, så er der også en teknologiudvikling til at hjælpe og støtte os.”

“Selvom vi har travlt, skal vi sørge for ikke at træffe dumme beslutninger nu. Bygger vi et kraftværk, står det der i 30-40 år. Bygger vi en vindmølle, regner vi med, at den står der i 25-30 år. Så det gælder om at bygge de rigtige ting i dag. Derfor har vi travlt med at træffe de rigtige beslutninger. Men vi skal ikke tro, at vi i dag har svaret på alt, der bringer os frem til 2030. For så vil vi overse nogle kloge løsninger undervejs.”

Skal trampe nye stier

For 11 år siden lavede Energistyrelsen udbuddet til en havmøllepark ved Anholt, hvor resultatet var tilskud på mere end 1 krone i støtte pr. kilowatt-time. I dag regner styrelsen med at bygge havmøller uden at give én krone i støtte. Det viser noget om udviklingen i teknologierne, forklarer han.

I skal altså trampe nye stier. Kan man så have en nulfejlskultur, som det er gængs i det ministerielle miljø?

“Nej. Ledelsesmæssigt vil det også ligge meget fjernt for mig at have sådan en kultur. Du kan ikke både være nysgerrig og samtidig have en nulfejlskultur. Vi er nødt til at være risikovillige i en vis udstrækning. Vi har ikke alle de data, der giver os de kloge svar, så nogle gange skal vi træffe et valg. Men det har vi regering og folketing til.”

Mangler du politiske beslutninger i forhold til at køre efter den drejebog, du helst vil?

“Nej, når jeg kigger på Energistyrelsens dosmerseddel for de kommende år, så er den fyldt godt op. Men tempoet i den grønne omstilling er først og fremmest politisk sat, men vi skal være med til at rådgive politikerne om, hvad vi skal satse på.”

Hans store faglige udfordringer lige nu er at have den rigtige dømmekraft i rådgivningen af politikerne. Her bruger han sin direktion med tre vicedirektører som sparringspartnere.

Opskrift på coronaledelse

Den ledelsesmæssige udfordring er at lede under den totale coronanedlukning, der betyder, at han kun har to-tre personer på kontoret til it-support og beredskab. Til de hjemmearbejdende hører 150 nye medarbejdere, hvor en del af dem kun har været på Energistyrelsens kontor den første dag for at hente deres pc. Ellers har de arbejdet hjemmefra.

650

er de nu i Energistyrelsen, hvoraf de 150 er ansatte inden for det sidste år

“Jeg har skruet gevaldigt op for kommunikationen de senere måneder. Jeg kommunikerer med mine folk ca. hver tiende dag, enten med mails, videohilsner eller virtuelle husmøder, hvor alle er med. Så der er nok nogen, der synes, at jeg er blevet tydeligere nu end før corona. Jeg prøver at gøre min kommunikation mere personlig, for jeg sidder også hjemme. Jeg prøver at fortælle lidt om mit liv. Sidste gang havde jeg min seksårige søn til at filme mig med de fordele og ulemper, der nu er i det. Men vi har jo næsten alle børn, der er sendt hjem fra skole. Det gør arbejdsbetingelserne lidt anderledes.”

Gå en tur i arbejdstiden

Han opfordrer sine medarbejdere til hver dag at gå en tur på en halv times tid i arbejdstiden for at få lidt frisk luft i hovedet og som erstatning for de pauser, mange holder ved kaffemaskinen.

“Vi har brug for nogle distraktioner i hverdagen. Det er også en del af at gå på arbejde i øjeblikket.”

Han har selv kalendersat en times frokostpause, hvor han får talt med sine børn og sørger for, at de får mad. Og så bliver der også tid til at komme lidt ud. Det har han også fortalt sine medarbejdere for at give inspiration.

“Hvis jeg skal sætte et billede på det at lede lige nu, så er det, at jeg har været vant til at være kaptajn på et stort skib. Jeg har stået på broen med min styrmand og sat en kurs. Og fra broen kunne jeg kigge alle medarbejderne i øjnene.”

“Nu er der udbrudt pest på skibet, og hele besætningen sidder i små robåde med et reb ind til skibet og roer alt det, de kan. Faktisk flytter skibet sig næsten lige så meget som før. Produktiviteten er ikke faldet. Men vi kan kun råbe til hinanden og vinke med vores signalflag. Og vi savner sømandssangene, fællesskabet og alle røverhistorierne. Når vi så kommer tilbage til skibet med nye mennesker, der aldrig har været ombord – hvad er det så for en forfatning, vi er i? Og vi har en stor opgave i få alle de nye mennesker godt og trygt ombord.”

Dogme-ledelse

Kristoffer Böttzauws bekymring går også på, at når han gerne vil lede efter værdier. De kan godt kan forklares, men de skal også udleves, og det sker bedst i fællesskab, forklarer han.

“Derfor bliver det en mere dogmeagtig måde at lede på. Det er svært, men jeg gør det så godt, som jeg kan.”

Forsiden lige nu