Stefan Bernstein bruger de fleste af sine vågne timer på at skaffe kapital, så han kan genåbne en grafitmine på Grønlands sydligste spids nær byen Nanortalik.
Han er geolog og adm. direktør i mineselskabet Greenroc Strategic Minerals, der har base i London.
Grafit bruges i f.eks. batterier til elbiler. Det er blot et ud af 34 kritiske råstoffer, som EU gerne vil have fingre i, fordi de bruges i alt fra vindmøller, solceller og elbiler og derfor anses som afgørende for den grønne omstilling.
“Der er ikke ret mange mennesker, der gør sig begreber om, hvor stort behovet bliver,” siger Stefan Bernstein.
Efterspørgslen på grafit ventes at stige drastisk de næste år. Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) var den totale efterspørgsel efter grafit i 2023 på 4,6 mio. ton, men i 2040 forventes den at kravle op på mere end 16 mio. ton. Det er planen, at Stefan Bernsteins mine skal bryde 400.000 ton malm om året, hvilket er det materiale, grafit udvindes fra.
“Kineserne er en ultimativ mulighed, men det vil være den sidste udvej
Stefan Bernstein, adm. direktør, Greenroc Strategic Minerals
Men den voksende efterspørgsel til trods, er det ikke nemt for Stefan Bernstein at rejse de mellem 60 og 100 mio. kr., det koster ham at få gang i sit mineprojekt.
“Man skulle tro, at det ville være lige ud af landevejen. Men vi oplever, at der er en meget lav investeringslyst,” fortæller han.
Og ifølge Tænketanken Europa er der også et vigtigt redskab, der er gået tabt i EU’s strategi om at sikre sig kritiske råstoffer.
Det kommer vi tilbage til.
Først er det vigtigt at forstå, hvorfor EU er så interesseret i den grafit, som Stefan Bernstein gerne vil udvinde i Grønland.
I dag sidder Kina tungt på markedet for de kritiske råstoffer. F.eks. råder landet over 82 pct. af alt grafitudbyttet i verden. Kina står også for 54 pct. af den globale minedrift af sjældne jordarter og råder over 77 pct. af kapaciteten til forarbejdning ifølge IEA.
Sådan fortsætter listen, men sådan bør det ikke være i fremtiden, mener EU. Det kan være kritisk for forsyningssikkerheden, som i forvejen er under pres for flere virksomheder i Europa.
I maj 2024 vedtog EU en forordning under navnet “Critical Raw Materials Act”.
Forordningen Critical Raw Materials Act trådte i kraft i maj i år og har målet, at EU i 2030 skal: Udvinde mindst 10 pct. af unionens årlige forbrug af strategiske råstoffer. Forarbejde mindst 40 pct. af det årlige forbrug af strategiske råstoffer. Genanvende mindst 25 pct. af de strategiske råstoffer. Reducere importen af strategiske råstoffer fra et enkelt ikkeeuropæisk tredje land til under 65 pct. af det samlede årlige forbrug.
Her udpegede unionen 34 råstoffer, der anses som kritiske, og hvor behovet ventes at stige på grund af den grønne omstilling.
EU vil aldrig blive selvforsynende med råstofferne, slår EU-rådet fast. Men målet er at gøre op med de monopollignede tilstande, der i dag er på området. Derfor har EU indgået et strategisk partnerskab med 13 lande, der skal sikre, at vi i 2030 ikke kun får råstoffer fra én verdensdel sådan som i dag, hvor Kina sidder på størstedelen af værdikæden.
Et af de lande er Grønland. Ifølge EU findes 25 ud af de 34 kritiske råstoffer her.
En analyse fra Tænketanken Europa peger på udfordringerne ved de strategiske partnerskaber, som EU har indgået.
Her er særligt én værd at fremhæve, påpeger Ditte Maria Brasso Sørensen, der er senioranalytiker i tænketanken. Investeringsbeskyttelse er ikke en del af partnerskabsaftalerne.
“Du har fået en hurtighed ved at indføre de her strategiske partnerskaber frem for frihandelsaftaler, som tager meget længere tid. Men du mister beskyttelsen af investeringerne, hvilket er ret væsentligt,” siger hun.
“Flere har sagt, at det er lige præcis sådan noget her, de gerne vil finansiere
Stefan Bernstein, adm. direktør, Greenroc Strategic Minerals
Det sikrer en virksomhed, der laver investeringer i et givent land særlige rettigheder, som gør investeringerne mere sikre. Hvis investeringerne, som Greenroc Strategic Minerals vil lave i den grønlandske mine, ikke er beskyttede, er det altså også sværere at tiltrække investorer.
“Det er vigtigt, at der er nogen, der beskytter dig, hvis magten i et land f.eks. skifter og lovgivningen omkring minedrift ændrer sig,” siger Ditte Maria Brasso Sørensen.
Derfor skal EU tænke kreativt, hvis man vil gøre det attraktivt for europæiske investeringer at finde vej til eksempelvis Grønland, påpeger hun.
EU kunne f.eks. sig ja til at aftage en bestemt mængde til en aftalt pris i en årrække for at skubbe på investorernes lyst.
Indtil videre har kun småaktionærer skudt penge i mineprojektet, fortæller Stefan Bernstein.
“Det er vanskeligt at skaffe kapital ad den vej, fordi den slags investorer flytter meget rundt mellem forskellige projekter. Vi har brug for at få en hovedinvestor med ombord. Der er flere finansielle institutioner, der har udtrykt at de gerne vil låne os penge, men som det ser ud lige nu, er der ikke rigtig noget sikkerhed,” siger han.
Og de 60-100 mio. kr., som Stefan Bernstein i øjeblikket forsøger at rejse, rækker kun til det benarbejde, der skal foretages, inden konstruktionsarbejdet med minen går i gang.
Der er behov for en lille milliard for at kunne få minen i Grønland i produktion. Derudover 2,3 mia. kr. til et produktionsanlæg, der skal omdanne grafitten til et såkaldt anodemateriale, fordi grafit ikke kan bruges direkte i elbilernes batterier. I dag foregår den proces udelukkende i Kina.
er året, hvor Stefan Bernstein forventer, at grafitminen kan være i produktion
I de studier, som Greenroc Strategic Minerals har fået lavet hidtil, er det estimeret, at minen på Grønland vil have en værdi på 180 mio. dollar, svarende til knap 1,2 mia. kr., mens produktionsanlægget vil have en værdi på 620 mio. dollar, svarende til ca. 4,1 mia. kr.
Er det her overhovedet et realistisk projekt?
“Det bliver ikke et problem at rejse penge, når vi kommer til konstruktionen af minen. Vi har allerede haft samtaler med forskellige finansielle institutioner som den europæiske investeringsbank og nordisk investeringsbank. De er bare for tidligt for dem nu.”
De har vel ikke skrevet under på noget?
“De har udtrykt interesse. Flere har sagt, at det er lige præcis sådan noget her, de gerne vil finansiere.”
Hvor længe vil du vente på europæiske investeringer?
“På et tidspunkt bliver vi nødt til at sige, at dem, som kommer med pengene, får gennemført projektet. Så hvis det er amerikanerne, så er det den vej, vi går. Kineserne er en ultimativ mulighed, men det vil være den sidste udvej.”
Lykkes det Stefan Bernstein at hente de nødvendige penge snart, kan minen være i produktion i 2028 ifølge ham.
