ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Indpakning eller ej? Fly eller skib? Lenovo overlader grønne dilemmaer til kunden

Lenovo tilbyder i dag kunderne selv at ændre på varernes miljøprofil. Stefan Brechling Larsen har opfundet tiltaget, som han står i spidsen for

Hjemmearbejde – gerne om natten – gør det muligt for Stefan Brechling Larsen at være alenefar, alt imens han opdyrker miljøtjenester som et nyt forretningsområde hos Lenovo. Foto: Simon Fals
Hjemmearbejde – gerne om natten – gør det muligt for Stefan Brechling Larsen at være alenefar, alt imens han opdyrker miljøtjenester som et nyt forretningsområde hos Lenovo. Foto: Simon Fals Simon Fals

Skal computere flyves eller sejles? Og er kunden hellere fri for overflødigt pap og plast rundt om teknologien? Den slags spørgsmål er Stefan Brechling Larsen begyndt at stille kunderne hos Lenovo.

Det har i ekspresfart gjort ham til global chef for området, som han selv opfandt til virksomheden. Det alt imens han mistede sin kone til kræft og blev alene med sine to børn. Ovenpå et år med omvæltninger er det klimasagen, der motiverer ham, mens natlige videomøder får logistikken til at gå op.

”Med rigtig mange kunder gennem tiden har jeg hørt om, hvor vigtig bæredygtighed er for dem, men jeg har også hørt dem udvikle sig til, at det bliver noget meget håndgribeligt. Det centrale i min opgave er i virkeligheden at forstå det behov og finde ud af, hvordan vi løser det som virksomhed,” siger Stefan Brechling Larsen om den nye opgave, han har skabt sig i virksomheden.

Skræddersyning

Både succeshistorien og de tungere, personlige erfaringer kan han fortælle om med en rolig stemmeføring. Han arbejder han sammen med erhvervskunder om, hvordan deres individuelle miljømæssige behov ser ud. For eksempel kan nogle have brug for individuel indpakning af pc’er, mens andre kan bruge pakker med mange enheder i. Nogle kunder har travlt og skal have varer leveret med fly, mens andre kan vente på en skibslevering. På den måde indgår miljøperspektiver i forhandlingen med hver enkelt kunde på samme måde, som pris og ydeevne altid har gjort det for it-udstyr.

Den nyopfundne toppost kom i stand, efter Stefan Brechling Larsen havde startet et CO2-kompensationsprogram i Lenovo. Det bredte sig hurtigt ud over landets grænser, og pludselig lagde den globale ledelse også mærke til ham og hans hastigt voksende indsats.

”Det er fantastisk som dansker at få lov til at stå i spidsen for det i en global it-virksomhed. Når vi laver en ændring her, så har det stor impact, fordi vi er så stor en producent. Det er superinteressant at være med til,” siger han med henvisning til Lenovos fremtrædende plads på verdensmarkedet, hvor virksomheden typisk altid er blandt de tre største pc-leverandører.

Initiativet og hans stilling er for nye til, at Stefan Brechling Larsen kan fremvise de konkrete resultater i forretningsområdet, men han peger på, at flere store virksomheder, såsom Siemens, allerede er begyndt at deltage, ligesom der generelt er bred interesse for at optimere bæredygtighedsprofilen, når alle kunder kommer igennem det punkt på et møde med Lenovo.

Når Stefan Brechling Larsen beskriver sit arbejde, er det ikke CO2-udledningen i forskellige scopes eller de finere detaljer om definitioner på bæredygtighed, der løber over tungen på ham. Det er snarere tilbuddet til kunden end bæredygtigheden i sig selv, der får den 45-årige cand.merc. til at læne sig frem i stolen.

Det var da heller ikke givet, at det var bæredygtighedsarbejde, der skulle gøre Stefan Brechling Larsen til global chef for et område i en af verdens helt store it-virksomheder. Han har været i branchen i 16 år, men er først gennem de seneste par år begyndt at arbejde med bæredygtighed. Tidligere har det været salg, forretningsudvikling og marketing, der har optaget ham. Det er derfor de redskaber, han bruger i bestræbelserne på at fremme den grønne omstilling hos kunderne.

Forbedret miljøprofil

”For mig har det altid handlet om at lytte til kunderne og finde ud af, hvad der er vigtigt for dem. Jeg synes, det viser noget om Lenovo som virksomhed, at man vil tage mig ind på denne centrale position, selv om jeg for eksempel ikke har en baggrund i bæredygtighed. Det centrale i min opgave er i virkeligheden at forstå behovet og finde ud af, hvordan vi løser det som virksomhed,” siger han og fortsætter:

”Noget af det vigtigste for kunderne er at kunne vise i deres grønne regnskab, hvad de gør proaktivt for at forbedre deres miljøprofil. Det er givet, at de skal vise noget frem i et grønt regnskab, der gør en forskel, men der skal også mere end det, alle forventer af dem. Derfor vil de gerne kunne vise, at de udvikler løsninger med os.”

Er løsningerne bedre for kunderne, fordi de er blevet til i samarbejde, end hvis de havde været standard?

”Maske er de ikke bedre, men det er værdifuldt for kunden at vise, at de gør noget proaktivt sammen med os. Det giver en anden fornemmelse af tiltaget ude hos dem,” påpeger han.

Udadtil kan indpakning og transport måske virke som små miljøproblemer i kontekst af en levering af computere, men Stefan Larsen peger på, at kunderne bedst kender produktets brug og derfor kan indrette miljø- og klimatiltag bedre efter deres behov.

"Jo tættere samarbejde vi kan lave med kunderne, des mere fleksible kan vi også blive. Hvis kunden for eksempel skal have leveret med det samme, bruger vi et fly, men ellers kan skibet være en grønnere løsning for dem. Vi skal erkende, at nogle løsninger er grønnere end andre, men det er ikke altid, at de grønneste løsninger passer ind i kundens setup," påpeger han.

Hertil kommer, at Lenovo ligesom andre virksomheder strammer op på den generelle miljøprofil løbende. Hvornår et tiltag bliver standarden i Lenovos tilbud frem for et tilvalg hos kunden, handler i høj grad om pris, påpeger Stefan Brechling Larsen

"Kunderne er meget interesserede i grønne løsninger, men når man kommer videre i processen med dem, skal de stadig sikre sig, hvad det gør ved prisen," konstaterer han.

Det er imidlertid ikke i alle tilfælde, at det er prisen, der er afgørende. En fleksibel leveringstid kan eksempelvis også være væsentlig for en kunde.

"Mange tror, at den grønne løsning altid er den dyreste. Det er den langtfra. Nogle gange handler det mere om at være åben og fleksibel og at have nye idéer. Bare fordi man har gjort noget på én måde i 25 år, behøver man måske ikke gøre noget tilsvarende fremover," påpeger han med henvisning til eksempelvis hurtig levering og typen af indpakning.

Klima kan motivere

At gøre en forskel for klimaet er imidlertid blevet en stærk motivation for ham, understreger Stefan Brechling Larsen.

”Jeg har to små børn på fire og ni, og der er ingen tvivl om, at de også er med til at drive dette her for mig. Jeg er ikke frelst på nogen måde, men der er ingen tvivl om, at det betyder noget at kigge på dem i kontekst med bæredygtighedsarbejdet,” siger han og fortsætter:

”Vores børn er afhængige af den indsats, og det samme er alle mulige andre. Og helt ærligt: hvad er alternativet? Vi kunne godt sætte os ned i et hjørne og synes, at det er forfærdeligt, men det løser ikke noget. Vi har brug for den optimistiske tilgang.”

Da Stefan Brechling Larsen for et år siden mistede sin kone til kræft, var han allerede sporet ind på bæredygtighedsarbejdet, men det meningsfulde i jobbet blev mere vigtigt, da han blev aleneforælder til sine to børn.

”Det, jeg har været igennem, har gjort mig endnu mere fokuseret på, at de skal have det godt. Det skal de have fysisk og psykisk, men de skal også have et godt miljø at vokse op i,” siger han.

I praksis viser det internationale islæt i Stefan Brechling Larsens stilling sig at gå godt op med livet som aleneforælder. Hans team i Lenovo spænder over kolleger på tre kontinenter.

”Jeg sagde ja, fordi jeg brænder for dette her. Jeg synes, det er superinteressant. Og så kan jeg kombinere det med min familie. Det nytter ikke noget at have været igennem sådan noget og så bare fortsætte med 300 km/t, hvis det ikke kan kombineres på en god måde. Jeg bruger slet ikke mindre tid med mine børn, men jeg arbejder på nogle andre tidspunkter. Jeg henter dem for eksempel tidligt og er sammen med dem, men arbejder, når de er gået i seng,” siger han.

Han peger på, at kollegernes placering i andre tidszoner kan være en fordel for familielivet, fordi ingen forventer, at han sidder på sit kontor fra 8-16 dansk tid.

”Dette her er muligt for mig, fordi der er åbenhed, fleksibilitet og forståelse i virksomheden. Selvfølgelig er det hårdt at stå op til et kald med Japan klokken 2 om natten, men så ved jeg, at den fleksibilitet går begge veje,” siger han.

Stefan Brechling Larsen trådte til som international chef for miljøtjenester hos Lenovo i oktober.

Forsiden lige nu