Globale klimaretssager vækker opsigt: Bør danske virksomheder være bekymrede?

Den belgiske landmand Hugues Falys har trukket det franske energi- og olieselskab Total Energies i retten.

“The Farmer Case” kaldes sagen også, der forventes afsluttet i foråret 2026.

Målet for Hugues Falys er dels at få Total Energies til at betale en erstatning for selskabets drivhusgasudledninger, der i form af klimaforandringer har ramt ham og hans landbrug.

Men også at tvinge oliekæmpen til at reducere sine udledningerne fremover og bevæge sig væk fra fossile brændstoffer, fremgår det af Falys’ støtteside for retssagen.

Med sagen har belgieren både formået at vække røre, skabe opmærksomhed og indsamle et par hundrede tusinde kroner fra ligesindede, der støtter hans kamp.

Det er dog ikke kun Hugues Falys eller retssagen i Belgien, denne artikel skal handle om.

Total Energies er langtfra det eneste selskab, der er endt i retten grundet drivhusgasudledninger.

Den senere tid er der dukket flere sager op, hvor selskaber bliver forsøgt gjort erstatningsansvarlige for deres klimapåvirkning.

Men hvor sandsynligt er det, at et selskab kan blive tvunget til at kompensere for udledninger – eller til at reducere dem? Og kan det ske for danske virksomheder?

Det har vi spurgt to eksperter om.

Staternes ansvar

Som sagt er “The Farmer Case” hverken første eller eneste gang, et selskab hives i retten for dets CO2-udledninger.

Ifølge databasen Sabin Center for Climate Change Law ved Columbia University er der i øjeblikket 247 aktive klimaretssager mod virksomheder på globalt plan.

Tag den hollandske klimabevægelse Milieudefensies retssag mod Shell som eksempel.

Her forsøgte Milieudefensie at få domstolene til at tvinge Shell til at reducere sine udledninger. I første omgang blev sagen vundet af Milieudefine i byretten, men den blev i foråret sidste år omstødt i en appelsag.

Milieudefensie har i øvrigt også sagsøgt den hollandske bank ING for at have en “utilstrækkelig klimapolitik”, skriver gruppen selv.

Og for kun et par måneder siden behandlede de tyske domstole en sag mellem tyske RWE på den ene side og en landmand fra Peru på den anden.

Landmanden mente, at der grundet klimaforandringer var risiko for, at en gletsjer i nærheden af hans ejendom ville smelte med store skader til følge. Fordi RWE er en af de største udledere i verden, lød påstanden, at selskabet havde del i klimaforandringerne og derfor skulle betale for oversvømmelsesforebyggende tiltag.

De tyske domstole endte dog med at afvise landmandens påstande, skriver bl.a. The Guardian.

Ifølge Christina D. Tvarnø, der er professor i klimaret ved CBS, skyldtes det bl.a. retsgrundlaget.

I både den tyske, belgiske og hollandske sag er enten Paris-aftalen eller menneskerettighedskonventionen nemlig blevet brugt som retsgrundlag.

Der er med andre ord tale om folkeret, som er rettet mod stater. Ikke virksomheder.

Konventionerne rækker ikke til at pålægge nogen et individuelt erstatningsansvar, forklarer Christina D. Tvarnø.

“Paris-aftalen, klimakonventionen, den danske klimalov og den europæiske klimalov retter sig alle mod medlemsstaterne. Det er dem, der skal sikre at nedbringe CO2-udledningen på deres territoriale område. Virksomhedernes ansvar ligger derimod i vores rammeregler – som staten har et ansvar for at sætte op,” siger hun og tilføjer:

“Og som det ser ud lige nu, har jeg svært ved at se, at vi har noget lovgivning, der vil kunne gøre virksomheder erstatningsansvarlige for deres udledninger.”

Svære kår

Christina D. Tvarnø peger på, at sådan en lov først og fremmest er et politisk spørgsmål.

Derudover vil den også være ret vanskelig at håndtere juridisk, siger hun.

I modsætning til miljøområdet, hvor det er muligt at finde ud af hvem, hvor og hvad, forureningen kommer fra – f.eks. et olieudslip fra en boreplatform – er det omvendt svært at kæde specifikke skader forårsaget af drivhusgasemissioner sammen med en specifik virksomhed.

“Så princippet om, at forureneren betaler, bliver svært at bevisføre,” pointerer hun.

Sune Fugleholm, der er advokat og partner ved Poul Schmidt, mener ligeledes, at det bliver svært at få virksomheder dømt til at betale for skader, der stammer fra deres CO2- udledninger.

Hverken i dansk eller international kontekst ser han en mulighed for det.

Vælger man alligevel at gå ned ad den vej, mener han, at man vil kunne støde på “alvorlige juridiske forhindringer”.

“Hvis vi taler om en virksomhed, der har betalt sin CO2-afgift og ikke udledt mere CO2, end den havde lov til, så er det jo en virksomhed, der har ageret fuldstændig lovligt. Det vil være meget usædvanligt at gøre en virksomhed erstatningsansvarlig for lovlig opførsel,” siger han og tilføjer:

“Og selv hvis virksomheden har udledt mere CO2, end den måtte, er det i dag umuligt at bevise, at den udledning har ført til specifikke skader.”

Flere retssager på vej?

Selvom de to eksperter mener, at klimaretssagerne har svære kår, er det ifølge Christina D. Tvarnø ikke ensbetydende med, at de er uden betydning.

Ifølge hende må man ikke underkende den effekt, sagerne kan have uden for retssalenes mure.

“Det kan jo godt være, at de her retssager i sidste ende påvirker både lovgivere, befolkning og virksomheder. Ikke nødvendigvis fordi de bliver vundet, men fordi der bliver synlighed på, at der er noget og nogle, der udleder rigtig meget til skade for fremtidige generationer,” siger hun.

Klimaretssager er da heller ikke et færdigskrevet kapital, lyder det fra Sune Fugleholm.

I forbindelse med EU’s mål om at reducere CO2 med 50 pct. i 2030 og ramme nettonuludledning i 2055 er der nemlig en masse ny lovgivning og kompliceret regulering på vej, der rammer virksomhederne.

“Min erfaring er, at hvis noget er tilstrækkeligt komplekst reguleret, og der er mange penge på spil, så er der også nogle, der gerne vil føre retssager om, hvorvidt de er forpligtede eller ej,” siger han.

“Vi har hos os 60-70 retssager om året, som handler om overholdelse på miljøområdet. Og et bud, som vel ikke er helt skævt, er, at vi på sigt får et tilsvarende antal sager, der handler om overholdelse af klimaregulering,” tilføjer han.