I en elektrisk Polestar 4 forlader chaufføren Peter uhindret Göteborgs hovedbanegård med kurs mod den svenske bilfabrikant Polestars hovedkvarter i Torslanda.
Kabinen lyses op af det minimalistiske lysegrå interiør og den iøjnefaldende store touchskærm, hvor Google Maps genkendelig blå vejviser er slået til.
Selv med udfordrende vejarbejde flere steder ignoreres navigationssystemet. Som tidligere ansat hos bil- og lastbilfabrikanten Volvo sidder ruten på ryggraden.
Chaufførens blikfang veksler til gengæld mellem vejbanen og bilens bakspejl. Her er Polestar gået med et utraditionelt valg og udskiftet bagruden med et digitalt kamera, der følger al bagudrettet trafik.
Den løsning giver passagerne mulighed for at følge med, når affjedringen og styretøjet testes af brosten og sporvognskinner i byens idylliske, men til tider ufremkommelige gamle centrum.
“Göteborg minder om Liverpool i England med tung industri, hvor Stockholm mere er det kulturelle centrum ligesom London,” fortæller Polestar-chaufføren, mens man ud af øjenkrogen kan følge Skandinaviens største industrihavn, der flugter side om side med motorvej 155.
Omringet af blafrende Volvo-flag kører han op til virksomhedens hovedkvarter, der i lokale folkemunde blot omtales kuben pga. facadens futuristiske glasdesign. De to bilmærker deler en lang historik sammen, og ejes begge af den kinesiske koncern Geely Holding.
I hovedindgangen tager bæredygtighedschefen i Polestar, Fredrika Klarén, imod i bygningen, der huser over 2000 Polestar-ansatte.
Bæredygtigt fundament
En klimaneutral bil i 2035 og en klimaneutral virksomhed i 2040.
Det er Polestars målsætning, som skal indfries gennem selskabets Project 0. Det er også den målsætning, Børsen møder Fredrika Klarén til en snak om.
Med en fortid som bæredygtighedschef i tøjvirksomheden Kappahl ved hun, hvor vigtig reduktion af CO2-udledninger er for at nå Polestars målsætning om en grøn bilproduktion.
“Vi ser Project 0 som en mulighed for at skabe klimaneutrale materialer til bilproduktionen,” fortæller hun.
Fredrika Klarén fortæller om virksomhedens bæredygtighedsfundament, mens to Polestar-modeller passeres på vejen mod spindeltrappen, der fører op til kantinen på første sal.
“Vi tilbyder livscyklusvurdering på alle vores biler,” fortæller Fredrika Klarén.
En livscyklusvurdering bruges til at beregne et produkts – i det her tilfælde Polestars biler – samlede miljøpåvirkning.
Hovedparten af CO2-udledningerne fra Polestars biler kommer i dag fra produktionen af de batterier og den stål og aluminium, som bilproducenten bruger i sine biler.
Vi ser Project 0 som en mulighed for at skabe klimaneutrale materialer til bilproduktionen Fredrika Klarén, bæredygtighedschef, Polestar |
Akkurat inden kantinens mangfoldige dufte sætter sig fast i næseborene, drejer bæredygtighedschefen ind i et lille køkken for at få en kop kaffe.
I løbet af de sidste par år har Polestar arbejdet intensivt på at reducere udledningerne fra de netop de tre områder, fortæller Fredrika Klarén, mens hun febrilsk gennemroder tre skuffer uden at finde hverken kaffe eller kopper.
Samlet set er det siden 2020 lykkedes Polestar at reducere udledningerne af drivhusgasser med 31 pct. pr. solgte bil.
FAKTAPolestars bæredygtighedsmål i 2025
Kilde: Polestar Sustainability Report 2025 |
En af årsagerne til CO2-reduktionerne skal findes i et ambitiøst tværindustrielt samarbejde, der sammenkobler Polestar med virksomheder, universiteter og andre partnere for at udvikle bæredygtige løsninger til fremtidens bilproduktion.
Mission 0 House
Efter et oplæg om Polestars bæredygtighedsrapport holder chaufføren Peter igen klar ude foran hovedkvarteret. Denne gang kører han en kortere tur hen til en nærliggende bakketop, der er fuldstændig omgivet af skov.
Ambitionerne på matriklen er næsten på højde med selve bakketoppen.
For i Volvos gamle barakker er 11 partnere gået sammen om projektet Mission 0 House. Her udvikles materialer til en bæredygtig bilproduktion.
31 pct. har Polestar reduceret udledningen af drivhusgasser pr. solgt bil siden 2020 |
Polestar-bilen kører helt op til indgangen, hvor direktøren for Mission 0 house, Hans Pehrson, iført en ternet grå skjorte tager imod.
“Vi har startet Mission 0 House, fordi der fortsat er langt vej til klimaneutralitet i verden,” fortæller han.
I bygningens entré står der et kæmpe bord med en miniatureudgave over samtlige bygninger i nærområdet.
Hans Pehrson bevæger sig ned på underetagen, hvor ca. 15 mennesker venter inde i et mødelokale. De er hver især tilknyttet projektet.
En af de tilstedeværende er Jonas Adolfsson. Han er chef for forretningsudvikling inden for bilindustrien hos den svenske stålproducent SSAB, der leverer stål til Polestar.
“7 pct. af verdens CO2-udledning kommer fra stålindustrien,” siger Jonas Adolfsson.
Han fortæller uddybende, at stål står for en fjerdedel af den samlede CO2-udledning i en bil.
“Tidligere har meget af vores fokus været på stålets egenskaber såsom styrke og vægt. Men fokus er nu i højere grad på stålets livscyklus, hvor emissionerne skal reduceres gennem hele materialets levetid,” fortæller han.
Hvis kvalitet var den grundlæggende faktor i fortiden, vil bæredygtighed være den grundlæggende faktor i fremtiden, pointerer Jonas Adolfsson.
Vi er et bevis på, at seriøse klimamål virker, og jeg er sikker på, vi kommer til at opleve et net-zero samfund i fremtiden Fredrika Klarén, bæredygtighedschef, Polestar |
Ud af bukselommen hiver han en teske frem. Umiddelbart ligner det en ganske almindelig ske, men det er det ikke. For Jonas Adolfsson og SSAB har ved hjælp af folk fra Mission 0 House udviklet en fuldstændig CO2-neutral ske.
Rent lavpraktisk er skeen skabt ved at udskifte det traditionelle kulstof i fremstillingen. Processen kaldes non-carbon reduction, hvor to materialer i stedet kæmper om oxygen i atmosfæren. Det skaber enormt meget energi, men uden at der udledes CO2 under smeltningen.
“I Mission 0 House får vi tit at vide, at vores forsøg vil mislykkes. Men gang på gang modbeviser vi skeptikerne,” fortæller Jonas Adolfsson.
FAKTAHvem er en del af Mission 0 House?
Kilde: Mission0house.org |
Tror på klimaneutralt samfund
Det er ikke kun bæredygtigt stål, som Polestar arbejder med. På det ene bord i lokalet ligger der hamp, hør og uld. Fredrika Klarén hiver en stol frem, som viser, hvordan materialerne kan bruges til produktionen af sæder og andet stof i Polestars biler.
“Det handler om at bruge naturlige fibre, der ikke udleder CO2,” fortæller hun.
Hun fremhæver, at sæderne i Polestar 4-bilerne er lavet af skræddersyet strik, som består af 89 pct. genanvendt plast. Det er et eksempel på, hvordan Fredrika Klarén bruger sin fortid til at implementere bæredygtighed i Polestar.
“Vi tog inspiration fra skoindustrien, og hvordan de bruger genanvendeligt stof i deres produktion,” siger hun.
I Fredrika Klaréns optik er udviklingen af klimaneutrale materialer ikke en hæmsko for vækst. Hun mener tværtimod, at interessen for Polestars biler beviser, at bæredygtighed og vækst langt fra er hinandens modsætninger.
“Det er fantastisk, at vi kan vokse samtidig med at vi nedbringer CO2-udledningen,” fortæller hun.
Tallene fra virksomhedens bæredygtighedsrapport bakker hende op. Fra 2024 til 2025 er Polestars bilsalg voksede med 34 pct., mens klimaaftrykket pr. solgt bil i samme periode faldt med 7,3 pct.
Polestar er bevidst åbne omkring klimamålsætningerne, fordi de håber andre i bilindustrien kan finde inspiration i virksomhedens rejse, tilføjer bæredygtighedschefen.
“Vi er et bevis på, at seriøse klimamål virker, og jeg er sikker på, vi kommer til at opleve et net-zero samfund i fremtiden.”
