Forfatter: Vi har tabt første runde til Kina

Europa skal stoppe med at kopiere Kina.

For slaget er allerede tabt. I hvert fald den første runde. 

Det mener Christina Boutrup, der er forfatter og tidligere Kina-korrespondent. 

“Hvis vi kan erkende, at vi allerede har tabt, så har vi måske en chance for at komme foran i det næste kapløb,” siger hun. 

“Vi er hele tiden nogle skridt bagefter. Nu har Europa endelig fundet ud af, at vi skal have en aktiv industripolitik. Det er så bare lige 30 år for sent i forhold til Kina.” 

Christina Boutrup har boet i Kina ad flere omgang siden 2004, hvor hun har arbejdet som korrespondent for Berlingske og TV2 og fulgt landets udvikling tæt. 

I sin nye bog “Den grønne supermagt – Sådan farver Kina vores fremtid” kaster hun lys over, hvordan Kina gennem en aggressiv industripolitik har sat sig på de globale værdikæder og tilkæmpet sig førertrøjen i den grønne omstilling, og hvordan det påvirker hele verdens virksomheder, så der ingen vej er uden om Kina i den grønne omstilling i dag.

“Kina er den eneste grønne supermagt, der findes,” siger Christina Boutrup.

Industrien fra de grønne teknologier i Kina sviner jo en hel del, og Kina er også stadig det land, der har den højeste udledning i hele verden. Er det ikke lidt kontroversielt at kalde landet for en grøn supermagt?

“Det er ikke, fordi Kina er en klimahelt. Men Kina er en grøn supermagt, fordi det ikke kun handler om, hvem der har den største militære magt eller den største økonomi i den ikkefossile æra, som vi bevæger os ind i. Det handler også om, hvem der har flest vedvarende energikilder. Og det har Kina. Og så er de jo også en grøn supermagt i den forstand, at de kontrollerer forsyningskæderne i forhold til, hvilke råstoffer, teknologier og produkter vi kan få i vores del af verden.”

Et omstyrtet regime 

I Kina begyndte det blandt andet som en frygt for et revolutionært oprør mod regimet. 

For 30 år siden gik væksten i Kina amok, og landet indtog pladsen som verdens største udleder af CO2, men da befolkningen begyndte at dø af luftforurening, skete der et skifte.

“Der begyndte at komme de her sociale oprør. Så det var faktisk sikkerhedspolitik og en frygt for, at det kunne omstyrte regimet, der var med til at starte investeringerne i de grønne teknologier,” fortæller Christina Boutrup. 

“Der var selvfølgelig også et eksternt pres. De voldsomme vækstrater gjorde, at man havde brug for at købe store mængder olie, og det gjorde Kina afhængig af flere mere eller mindre ustabile regimer. Derfor gav det bedre mening at satse på vedvarende energi og mindske afhængigheden af andre,” fortsætter hun. 

Nu står Kina til at nå sine klimamål før tid. Landet har udviklet sig til et højteknologisk samfund, som sidder på forsyningskæderne inden for både batterier, solceller og vindmøller. Altså afgørende elementer i den grønne omstilling, som virksomheder i hele verden har gjort sig afhængige af. 

Der skulle bare en pandemi og en krig til, før det gik op for Europa, hvor stor afhængigheden egentlig er. Og at vi selv er ansvarlige for, at det er endt sådan. 

“Det virkede som en god idé, fordi det har været så nemt og billigt, men vi ligger, som vi har redt, fordi vi har outsourcet så længe. Nu vil vi gerne have produktionen tilbage, men det må ikke svine, det må ikke være farligt, og det må ikke bruge så meget energi, som det gør,” siger Christina Boutrup. 

Trods den teknologiske udvikling er Kina imidlertid stadig verdens største udleder af drivhusgasser. Sidste år overhalede landet tilmed EU i samlede udledninger gennem tid, kun overgået af USA. 

Kina i alt

EU forsøger nu at mindske afhængigheden af Kina. Det sker blandt andet gennem den såkaldte Critical Raw Materials Act, som skal øge unionens selvforsyning af kritiske råstoffer og ved at lægge straftold på kinesiske elbiler. 

Men ifølge Christina Boutrup nytter det ikke noget i sidste ende, og derfor skal EU kigge mod et sted, hvor der er en chance: 

“Og det må jo være genanvendelse. Vi kommer ikke til at vinde over kineserne i forhold til adgang til kritisk vigtige råstoffer. Men hvis vi f.eks. kan genanvende batterierne i alle de elbiler, der er her, så behøver vi ikke få dem fra Kinas fabrikker. Så kan vi lave vores egne batterier,” siger hun. 

Til slut i Christina Boustrups bog står: “Det dummeste, vi kan gøre, er at vende Kina ryggen”. 

For der er ingen vej uden om Kina, hvis vi gerne vil have en grøn omstilling, vurderer Kina-eksperten. 

“Du kan købe dine solceller i Tyskland, men det gør dem ikke særlig meget mindre kinesiske. Det gør dem bare dyrere, og så bliver det sværere at få det hele til at hænge sammen,” siger Christina Boutrup. 

Og med den forskydning, der sker i verdensordenen lige nu, hvor USA trækker sig fra flere internationale aftaler, bliver Kina ikke mindre relevant. 

Særligt ikke med de massive investeringer, som landet allerede har lavet i det globale syd – Asien, Afrika og Latinamerika. 

“Jeg tror, at Europa snart vil vågne op til den erkendelse, at vi er nødt til at have noget med Kina at gøre,” siger Christina Boustrup.

“Det betyder ikke, at vi ikke skal prøve at mindske afhængigheden af Kina, fordi det er meget risikabelt at være så afhængige, hvis noget går galt. Men vi må erkende, at vi ikke kan tage Kina ud af ligningen.”