ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Først sagde Roskilde Festival nej, men så fik Flying Tiger endnu en chance

I 2019 satte Flying Tiger Copenhagen retningen mod mindre plastik og mere genanvendelse af den globale butikskædes produkter. Selskabet skal væk fra opfattelsen om brug-og-smid-væk, siger adm. direktør

Martin Jermiin, adm. direktør for Zebra A/S, der ejer Flying Tiger Copenhagen, påpeger, at alt i boden på Roskilde Festival kan tages med hjem og bruges igen. Foto: Nina Pilgaard
Martin Jermiin, adm. direktør for Zebra A/S, der ejer Flying Tiger Copenhagen, påpeger, at alt i boden på Roskilde Festival kan tages med hjem og bruges igen. Foto: Nina Pilgaard

I al stilfærdighed har den internationale detailkæden Flying Tiger Copenhagen de seneste år sat gang i en omstilling af de tusindvis af produkter, der hvert år produceres.

Plastik skal reduceres, materialer skal kunne genanvendes, og der skal være langt færre engangsvarer på hylderne i de 858 butikker verden over. Indtil nu har butikskæden, der er ejet af Zebra A/S, ikke talt for højt om de forskellige ambitioner. Først skulle en plan og ikke mindst fakta være på plads, fortæller Martin Jermiin, adm. direktør for Zebra A/S.

“Vi tager det lige så seriøst som alle andre forretningselementer,” siger han.

Ligesom nogen stadig ser Roskilde som en brug-og-smid-væk-festival, så er der nogen, der ser Flying Tiger Copenhagen som en brug-og-smid-væk-forretning

Martin Jermiin, adm. direktør, Zebra A/S

Strategien skal bl.a. sikre en halvering af plastik i både produkter og emballage i 2025 sammenlignet med 2019, hvor ca. 28 pct. af det totale forbrug af emballage var plastik. Sidste år fyldte plastik 19 pct. af alle materialer i kædens 5000 produkter, og en beslutning om at fjerne et plastindlæg i en dåse med mintpastiller har f.eks. skåret 4 ton plastik væk om året. Det svarer til ca. 12 ton CO2.

Nogle vil mene, at jeres butikker opfordrer til et merforbrug i en tid, hvor vi netop bør skrue ned for forbruget?

“Ja. Men det er produkter, der lever længere, en del af, og det er også derfor, at vores engangsprodukter bliver minimeret. Det er absolut en del af retningen. Men der skal være en god forklaring på, hvor udledningen kommer fra,” siger Martin Jermiin og peger på, at aftrykket fra fødevarer som kød er langt højere.

“Jeg mener overhovedet ikke, at det er købet i Flying Tiger Copenhagen, der gør forskellen. Selv hvis det er en dimsedut, du bruger i kort tid, er vi meget komfortable med, at forretningen er en del af en bæredygtig fremtid.”

Et stort analysearbejde

Martin Jermiin tog over som adm. direktør for Zebra A/S i begyndelsen af 2019 og nogle tumultariske år, der kulminerede i et underskud på 1,5 mia. kr. i 2020. Sidste år lykkedes det at vende selskabet til overskud på 108 mio. kr.

Alt imens har arbejdet med at omstille produkterne og forretningen været i gang, og sidste år fik virksomheden godkendt sine klimamål af det anerkendte klimainitiativ Science Based Targets (SBTI).

20220628-110753-5-1920x1280we.jpg
Flying Tiger støtter Roskilde Refund, der skaber bedre vilkår for pantsamlerne, der ofte er hjemløse. Selskabet har doneret bl.a. håndsprit, shampoo, solbriller og snacks. Desuden vil Flying Tiger levere usolgte varer fra festivalen til Wefood, der sælger mad, som andre supermarkeder kasserer. Foto: Nina Pilgaard

Omstillingen var ifølge Martin Jermiin allerede påbegyndt, men krævede struktur og en strategi baseret på fakta. Derfor startede et stort analysearbejde med at finde data for produkternes klimabelastning. Selskabet designer selv produkterne og har derfor kontrol over, hvor materialer stammer fra. Omvendt er det et enormt arbejde med et bredt sortiment med 5000 produkter, som alle bliver gennemgået for at finde mulige reduktioner.

Martin Jermiin ville med sin tiltrædelse gerne understrege betydningen af indsatsen.

“Som adm. direktør skulle jeg vise, at vi var villige til at opgive omsætning på den korte bane for at gøre det rigtige. Derfor opgav vi bl.a. nogle plastikprodukter med solceller i,” siger han.

Må ikke blive for kedeligt

Da selskabet søgte om at bygge en butik på årets Roskilde Festival, var svaret først nej. Festivalen tvivlede på, hvorvidt boden bidrog til ambitionen om de kommende år at få flere kvalitetsprodukter, der kan genanvendes.

“Ligesom nogen stadig ser Roskilde som en brug-og-smid-væk-festival, så er der nogen, der ser Flying Tiger Copenhagen som en brug-og-smid-væk-forretning,” siger Martin Jermiin og peger på festivalens højere ambitioner på bæredygtighed.

“Jeg tror ikke, at de vidste, at vi havde gjort det samme.”

Lene-Maria Toksværd kalder Flying Tiger for en “svær case med argumenter for og imod”. Men med 80.000 mennesker på camping skal festivalen også afspejle det behov og udvikle sig, så omverdenen også kan følge med, skriver hun i en mail.

“Vi har netop en platform, hvor vi kan teste nye samarbejder og produkter,” skriver hun.

“Der er plads til FT (Flying Tiger, red.) i 22, men vi og de skal flytte os meget hurtigt fremover, hvis vi også skal have en fremtid sammen.”

Ifølge Martin Jermiin er der ingen produkter i boden på Roskilde, som bare skal smides ud efter brug. Men festivalfolket har brug et regnslag eller en ølbong, som desuden kan genanvendes, noterer han.

“Bæredygtighed skal ikke betyde, at alt er kedeligt. Oplevelser er stadig vigtige. Og det er også en stor del af Flying Tiger Copenhagen.”

Forsiden lige nu