Flydende vindmøller på havet kan blive et nyt væksteventyr: Danske energikæmper har meldt sig ind i kampen

Snurrende vindmøller i massevis, der flyder på havet langt væk fra kysten.

Selv om det kan være svært at forestille sig, hvordan kæmpestore havvindmøller kan blive holdt oppe og på plads ude på et bølgende hav, så kan flydende havvind i fremtiden blive et nyt væksteventyr for havvindindustrien. Og dermed også for de danske udviklere og mange underleverandører, der allerede er aktive indenfor havvind.

Ifølge Søren Lassen, ansvarlig for havvindresearch hos research- og konsulenthuset Wood Mackenzie, har teknologien et “enormt potentiale”:

“Flydende havvind giver mulighed for at bygge nogle enorme projekter,” siger han.

Danske energikæmper som Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og Ørsted har annonceret, at de også vil satse på den spirende flydende havvindteknologi, der potentielt kan skabe en revolution i den allerede hastigt voksende industri.

“Vi er og har været i fasen, hvor teknologien skulle bevises. Nu går vi ind i en fase, hvor vi ser, at man er i stand til at skalere og kommercialisere det fra særligt anden halvdel af dette årti. Vi ønsker at spille en vigtig rolle i det, og vores ambition er at have et storskalaprojekt i drift i 2030,” siger Martin Neubert, kommerciel direktør og viceadm. direktør for Ørsted.

“

Det kan give grundlaget for et nyt eventyr

Henrik Stiesdal,Stiesdal Offshore Technologies

De traditionelle havvindmøller står på stålfundamenter, der bankes ned i havbunden, men de kan kun bruges på vanddybder op til ca. 60 meter.

Derfor er havvindparkerne og udviklingsprojekterne i dag i høj grad centreret om især Nordsøen, Østersøen, nordøstkysten i USA og i områder i Asien, hvor havet ikke er for dybt, og hvor havbunden egner sig til at opstille vindmøllerne.

Det betyder, at en meget stor del af verdenshavene er lukket land, men netop de flydende af slagsen kan åbne massive nye muligheder for at udbygge grøn energi på havet.

“Det kan blive rigtigt stort. Hvis man ser det fra et COP26-synspunkt om, at vi er nødt til at være kulstofneutrale i 2050, så får vi brug for ufatteligt meget grøn strøm. Der står vind rigtigt stærkt, men det har også nogle udfordringer med hensyn til accept på land og den begrænsede ressource, der hedder egnet havbund, som ikke går længere ned under overfladen end 60 meter,” siger den danske vindmøllepioner Henrik Stiesdal, der er tidligere teknologichef for Siemens Wind Power.

I dag udvikler han bl.a. flydende vindmøllefundamenter i sit selskab Stiesdal Offshore Technologies, og han er også havvindambassadør for Global Wind Energy Council (GWEC).

“At få en form for frigørelse fra den flaskehals (havdybden,red.) betyder, at man sådan set kan lave havvindmøller alle de steder, hvor det er relevant. At slippe for den flaskehals er en fantastisk mulighed for industrien til at tage endnu en ekspansion.”

“Vi har allerede haft en ekspansion fra, at vindmøller kun var noget, der stod på land, til at de pludselig kunne bygges på havet på særligt velegnede pladser. Nu står det til at kunne bygges over det hele, og det kan give grundlaget for et nyt eventyr,” fortsætter han.

Mere konkret estimeres det, at omkring 80 pct. af hele verdens havvindressourcer ligger i områder med havdybder på over 60 meter.

“Industrien er af gode grunde startet med at bygge, hvor man kan nå bunden, men de flydende fundamenter skaber nye muligheder,” siger Michael Hannibal, partner hos CIP.

CIP er en dansk kapitalforvalter, der fokuserer på at udvikle og opføre særligt vedvarende energi. Selskabet har opbygget en stor portefølje af havvindprojekter, og de seneste tre-fire år har det arbejdet på at sætte gang i en satsning på flydende havvind.

Kapitalforvalteren arbejder lige nu på en pipeline af projekter i Europa – herunder et demonstrationsprojekt i Skotland, der senere kan bliver udvidet til 100 megawatt. Derudover holder selskabet øje med mulighederne på den amerikanske vestkyst samt på udvalgte markeder Asien.

“Vi føler os rigtigt godt klædt på,” siger Michael Hannibal.

Ørsted har også længe holdt nøje øje med udviklingen, men først i juni sidste år annoncerede selskabet, at det er klar til at satse på området:

“Fra 2035 forventes markedet for flydende havvind at udgøre op til 20 pct. af nybygningerne på det globale havvindmarked. Det er meget betydeligt, og derfor ser vi også store muligheder indenfor flydende havvind. Det er ikke på kort sigt, men mere på mellemlang til lang sigt,” siger Martin Neubert.

“Med vores track record med at skalere bundfast havvind tror vi, at vi kan bidrage med nogle erfaringer og ingredienser for også at kunne kommercialisere og skalere flydende havvind og gøre det til en succes,” fortsætter han og understreger, at han ikke mener, at teknologien vil konkurrere med de faste fundamenter, men i stedet vil blive en komplementær teknologi.

“

Vi føler os rigtigt godt klædt på

Michael Hannibal, partner, Copenhagen Infrastructure Partners

Mens Ørsted har en plan om at have mindst ét flydende havvindprojekt i drift i 2030, har energikæmpen ikke et mål for, hvor meget flydende havvind skal fylde i porteføljen i det efterfølgende årti, hvor markedet forventes for alvor at tage fart.

“Vi er nødt til at se dynamikken i markedet, og hvad værdiskabelsen er. Det er et andet marked, men vi ønsker helt sikkert fortsat at være markedsleder indenfor havvind fra 2030 og fremad. Og hvis havvind er både bottomfixed og flydende, så er det med en kombination af de to,” siger han.

De to danske udviklere er langtfra de eneste, der har set sig varme på flydende havvind.

Det er et marked, der særligt det seneste år har tiltrukket sig stor opmærksomhed fra både oliegiganter som Equinor, Totalenergies, Shell, og BP, kapitalforvaltere som Macquarie samt en lang række energiselskaber som Vattenfall, Iberdrola og RWE.

Derudover har en lang række andre både nye og mindre spillere også meldt sig på banen. Ifølge Søren Lassen fra Wood Mackenzie er der lagt op til, at markedet – i hvert fald i begyndelsen – vil være præget af flere udviklere, end det lige nu er tilfældet for traditionel havvind.

“Det tyder på, at der er nogle muligheder for flere spillere. Det peger i retning af mere fragmentering, men man skal også huske, at det er meget tidligt for de her projekter. På et senere tidspunkt kan det f.eks. godt være, at der er nogle af de store spillere, der går ind og køber projekter eller hele virksomheder, hvis de vil ind,” siger han.

Den norske oliekæmpe Equinor har længe været aktiv i markedet, og allerede i 2009 installerede selskabet det flydende demonstrationsprojekt Hywind i Norge, der består af en Siemens-vindmølle på 2,3 megawatt.

I 2017 satte Equinor så verdens første flydende havvindpark, Hywind Scotland, i drift, som består af fem Siemens-vindmøller med en samlet kapacitet på 30 megawatt.

I efteråret 2021 blev den hidtil største flydende havvindpark Kincardine sat i drift i Skotland. Parken, som udvikleren Kincardine Offshore Wind står bag, består af fem Vestas-vindmøller med en samlet kapacitet på 50 megawatt.

På globalt plan er kapaciteten dog stadig ret begrænset, og ifølge GWEC var der ved udgangen af 2020 sat bare 73 megawatt flydende havvind i drift. En stor del er demonstrationsprojekter, men det står til at ændre sig markant, selv om det vil tage tid.

GWEC skruede i september op for sin forventning til udbredelsen og forudser nu, at der vil være bygget 16,5 gigawatt flydende havvind i 2030, og at markedet derefter vil tage yderligere fart.

I 2050 forudser norske DNV, at der vil være opført flydende havvind med en kapacitet på 264 gigawatt, svarende til 15 pct. af den samlede installerede havvindkapacitet globalt. Til sammenligning er der i dag opført 28 gigawatt traditionel havvind i Europa.

Selv om det er bevist, at vindmøllerne kan holdes oppe og stå stabilt på flydende fundamenter, er udbredelsen langtfra uden udfordringer. Det handler især om, at det lige nu er dyrere at opføre flydende vindprojekter end fastforankrede havvindparker.

“Hvis man tager det enkeltvis komponent for komponent, så er det i vid udstrækning faktisk noget, der er prøvet før. Udfordringen vil være at skalere det og komme ned ad omkostningskurven. Vindmølleindustrien har været verdensmester i at sænke omkostningerne, så der har industrien vist vejen med bottomfixed havvind. Det er også det, der skal ske med flydende havvind,” siger Michael Hannibal.

“

Fra 2035 forventes markedet for flydende havvind at udgøre op til 20 pct. af nybygningerne

Martin Neubert, kommerciel direktør og viceadm. direktør, Ørsted

I dag er flydende havvind en hel del dyrere at opføre end traditionel havvind, men industrialisering og en større udbygning skal få omkostningerne til at falde, ligesom det allerede er sket med bundfaste vindmøller.

“Jeg forventer, at omkostningerne kommer til at falde hurtigt, men de kommer også til at fortsætte med at falde på bottomfixed,” siger Søren Lassen, der forudser, at flydende havvind dog kan få svært ved at hale ind på den traditionelle vind til havs.

“Men størstedelen af potentialet for flydende havvind er jo i markeder, hvor der ikke kan være bottomfixed,” siger han og fortæller, at støtteordninger kan blive nødvendige for den første række af store projekter.

Ét af de afgørende elementer i ligningen vil ifølge flere i markedet være de flydende fundamenter. Ifølge Michael Hannibal har CIP indtil videre kigget på næsten 50 forskellige koncepter og idéer indenfor flydende fundamenter. Det er nu snævret ind til en god håndfuld af mulige koncepter:

“Vi skal kunne bygge kraftværker på havet med flydende fundamenter. Dem, der kommer ind, er dem, der kan lave et fundament, som kan industrialiseres i fremstillingsprocessen og tilgodese en smidig samleproces ved opstilling,” siger partneren.

Selv om der i dag primært er tre-fire overordnede flydende fundamentkoncepter, så er der et hav af forskellige underkoncepter med forskellige bud på, hvordan de kan produceres, installeres og vedligeholdes.

Hos Ørsted mener Martin Neubert også, at én af de store udfordringer bliver at finde frem til det koncept, der bedst kan industrialiseres og skaleres.

“Jeg tror, at en af de største udfordringer er, hvad der kommer til at blive den fremherskende teknologi. Vi kommer til at se på, hvad der økonomisk er mest levedygtigt. Det er stadig noget, der diskuteres,” siger han.

Netop fundamentudfordringen arbejder Henrik Stiesdal med gennem virksomheden Stiesdal Offshore Technologies, der er i gang med at udvikle forskellige fundamenter til industrien.

Planen er at teste tre af hovedkoncepterne, og ifølge Henrik Stiesdal er ambitionen at kunne producere dem markant billigere, end det er tilfældet i markedet i dag, ved at designe dem, så komponenterne kan fremstilles i industriel masseproduktion. Indtil videre har selskabet fået det første fundament søsat i et demonstrationsprojekt i Norge, og flere er på vej.

“Vi fokuserer rigtigt meget på, hvordan man fremstiller fundamenterne. Vores særlige “claim to fame” er, at uanset hvilken type fundament, vi vælger, er det vigtigste, at det bliver industrialiseret på samme måde, som f.eks. vindmøllerne er blevet det,” siger han.

En anden udfordring for den flydende vindindustri er ifølge Henrik Stiesdal også politiske rammebetingelser og myndighedernes planlægning på globalt plan.

“Selv i de lande, hvor man har velfungerende systemer for havvind som i Danmark og Storbritannien, kan man nogle gange undre sig over, hvorfor det behøver at tage så lang tid at få en tilladelse. Myndighedstilladelserne er på europæisk og globalt plan den største hæmsko for, at det her udvikler sig hurtigt,” siger han.

Noget er dog allerede begyndt for alvor at rykke på sig flere steder i verden, hvor både myndigheder og udviklere nu begynder at planlægge store flydende havvindprojekter. I Skotland afgjorde myndighederne i januar et stort udbud af havarealer, og heraf er arealer, der kan rumme i alt ca. 15 gigawatt, øremærket flydende vind.

I den runde sikrede både CIP, Ørsted og en række af konkurrenterne sig arealer:

“Vi er meget glade for at have fået det første udviklingsprojekt inden for flydende havvind ind i vores portefølje,” siger Martin Neubert fra Ørsted, der også sidste år annoncerede, at det vil deltage i et lignende udbud for flydende havvind i Norge sammen med partnere.

Derudover har markeder som Frankrig, Sydkorea og Japan også lanceret kommende udbud af flydende havvindprojekter, og det forventes, at bl.a. de amerikanske myndigheder senere på året vil sætte gang i et udbud af havvindlicenser ud for Californiens kyst, der ligeledes er tiltænkt flydende vind.

Selv om flere lande begynder at gøre alvor af ambitionerne om flydende havvind, så tager både udviklingen og planlægningen af projekterne tid. Det betyder også, at den brede forventning er, at det først er i anden halvdel af dette årti og i løbet af det næste, at de helt store og kommercielle flydende vindparker vil begynde at skyde op.

“Vi forventer, at der kommer større leverancer fra 2026/27 og frem. Der kommer nogle småting inden da, men markedet forventes at tage fart der,” siger Henrik Stiesdal.

“

Hvis der først sker et ryk ét sted, så har det også indvirkning på andre steder

Søren Lassen, ansvarlig for havvindresearch,
Wood Mackenzie

Dansk Ingeniørservice (DIS), der er en rådgivende ingeniørvirksomhed, har også rettet blikket mod flydende havvind.

I dag arbejder ca. 40 ansatte med området hos virksomheden, der samarbejder med netop Stiesdal Offshore Technologies og amerikanske Sense Wind, der også udvikler flydende fundamentløsninger.

“Vi er med til at vise, at man ikke bare kan lave en prototype, men at man også kan få sat det her på formel og få drevet omkostningerne ned på et markant lavere niveau end med de eksisterende løsninger, så det kan blive en toneangivende anvendelsesform. Der er ingen tvivl om, at det har interesse. Det kan vi fornemme, og det har vi også en dialog med kunder om,” siger Kenneth Schmidt, adm. direktør hos DIS.

“Lige nu er det det, vi betegner som en mulighed, som vi er meget opmærksomme på,” fortsætter han.

“

Der er ingen tvivl om, at det har interesse. Det kan vi fornemme, og det har vi også en dialog med kunder om

Kenneth Schmidt, adm. direktør, DIS.

Hos GWEC er forudsigelsen også, at majoriteten af de 16,5 gigawatt, organisationen forventer vil blive bygget i løbet af dette årti, først vil blive sat i drift fra 2026 og de efterfølgende år.

Ifølge Søren Lassen kræver det tid at få industrien op at køre på højtryk, da det - udover udsigten til omkostningsreduktioner - også kræver klare rammevilkår, og at myndighederne frigør flere udbud af havarealer og projekter:

“Det er tid, der er udfordringen, og det er den, der mangler. Det er svært at springe over. Det er et globalt marked, og det er de samme koncepter, der bliver brugt alle steder. Hvis der først sker et ryk ét sted, så har det også indvirkning på andre steder,” siger han og fortæller, at han forventer en ketchupeffekt, når markedet først begynder at rulle.