ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Flere svin og mindre CO2-fangst trækker klimaregnskab ned

Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Danmark skønnes fortsat at nå klimamålet i 2030 om 70 procents reduktion i udledningen af drivhusgasser i forhold til basisåret 1990.

Det viser den årlige klimafremskrivning fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Men marginen er blevet mindre i forhold til seneste fremskrivning fra embedsmændene i 2025.

Her stod Danmark til at reducere med 72 procent i 2030. Nu skønnes Danmark lige nøjagtig at nå målet om 70 procents reduktion.

I 2025-fremskrivningen stod Danmark til at have et plus på 1,5 millioner ton CO2. Nu er plusset nede på 0,4 millioner ton CO2.

Ifølge fremskrivningen skyldes det særligt, at fangst og lagring af CO2 - den såkaldte CCS-teknologi - nu forventes at bidrage med færre reduktioner end tidligere antaget.

Det bidrager også negativt til klimaregnskabet, at der kommer flere svin i Danmark. Udledningerne fra svin øges i den nye fremskrivning med 0,1 million ton CO2.

Efter den seneste fremskrivning i 2025 påpegede regeringens uafhængige ekspertorgan Klimarådet, at der var usikkerhed forbundet med regeringens klimapolitik.

Det var derfor ikke sikkert, at klimamålet for 2030 ville blive indfriet.

Klimarådet påpegede blandt andet en "stor risiko for", at forventningen til reduktionerne fra CO2-fangst og lagring var overvurderet. Og de forventninger har Klimaministeriet altså nu også nedskrevet.

Klimaministeriet udgiver klimafremskrivningen hvert forår.

Sidste år var første gang, at ministeriet vurderede, at Danmark skønnes at opfylde klimamålet om 70 procents reduktion, som blev politisk vedtaget med klimaloven i 2020.

I december blev klimamålet for 2035 vedtaget af SVM-regeringen. Ingen andre partier i Folketinget ønskede at være med i aftalen.

Regeringen har fastsat klimamålet i 2035 til 82 procents reduktion i forhold til 1990.

I den nye fremskrivning skønnes det, at Danmarks udledninger vil blive reduceret med 80 procent i 2035. Der mangler cirka 1,9 millioner ton CO2 for at målet indfries.

/ritzau/

Forsiden lige nu