EU’s energikommissær vil have produktionen af solpaneler trukket tilbage til Europa, men det kan gøre energien alt for dyr

Solklichéer og -metaforer står i kø her. For hvem kan ikke se en strålende fremtid for sig i solindustrien. Når udgangspunktet er, at de 27 EU-lande har bestemt, at stråleenergi fra solen, på 147 mio. kilometers afstand, skal være EU’s primære energikilde om kun syv år.

Mens fossile brændstoffer bliver sunset industries, der snart tilhører fortiden.

Men solambitionen i EU forudsætter en tredobling af den eksisterende kapacitet. Og det er her, skyggerne trækker ind. I kraft af et betydeligt geopolitisk problem på den ellers klimapolitiske meget ræsonnable beslutning om at fremme solenergi mest muligt.

Så blev de vrede i Beijing. Den hidtil største direkte handelsstrid mellem Kina og EU brød ud

For hvem sørger bedst og billigst for at omsætte de gratis solstråler til elektricitet? Det gør virksomheder i Kina, og de er sådan cirka de sidste, EU’s ledende politikere vil være afhængige af. De dyrt købte erfaringer med at binde en alt for stor del af sine energiforsyninger op på en autokrat – der til vesteuropæernes forundring pludselig kan vise sig militært aggressiv – må ikke gentages.

Solmagten skal derfor rives ud af Kinas hænder, før europæerne kan overgive sig helt til at lade elbilernes batterier og megen anden elektricitet mestendels komme fra solceller.

Faktum i magtbalancen er lige nu – og det er med tal fra 2022 – at over for Europa og USA sidder Kina på et næstenmonopol på fire afgørende områder: fremstilling af polysilicium, sicilium wafers (tynde skiver silicium krystal) samt solceller og solmoduler.

Kinas dominans er så stor, at man sidder på næsten 100 pct. af markedet for silicium wafers, langt over 80 pct. af produktionskapaciteten på både polysilicium og solceller og 80 pct. på kapaciteten til at producere solmoduler.

En dominerende situation, der overgår Ruslands andel af naturgasforbruget i EU, indtil at invasionen i Ukraine satte en stopper for det.

Derfor, siger den estiske energikommissær, Kadri Simson, skal produktionen trækkes hjem til Europa.

“Jeg håber, at solalliancen i Europa vil hjælpe med at få diversificeret produktionen, så mest muligt af den kommer tilbage til Europa,” siger hun i et interview med direktør for Solar Power Europe Walburga Hemetsberger.

Hvordan hjembringelsen af produktionen skal ske, fremgår ikke i den yderst venlige samtale mellem de to, der et langt stykke ad vejen har fælles interesser, nemlig at få investeret mest muligt i vedvarende energi. Men en faktor skal ændres: I 2021 kom over tre fjerdedele af EU’s import af solceller fra Kina.

Men målet om mere “Made in Europe” rammer i centrum af et af tidens største geopolitiske emner: opbrud af årtiers globalisering, kortere forsyningskæder og politisk indflydelse på valg af produktionssteder.

Netop solenergi er et lærestykke i, hvordan det kan gå, når markedskræfterne har frie rammer. Så sent som 2007 var Europa verdens førende producent af solpaneler med en andel på over 30 pct. af den globale produktion.

Så besluttede styret i Beijing sig for, at solenergi skulle være en de teknologier, som man ville sætte sig på. Missionen lykkedes i kraft af en stor produktion, intern kinesisk konkurrence mellem mange producenter og derfor hastigt faldende priser. Allerede fem år senere, i 2012, var den europæiske solindustri så presset, at EU-Kommissionen indførte en antidumpingafgift på næsten 50 pct. på kinesiske solpaneler, med henvisning til at de blev solgt i EU under produktionsprisen.

Inden for de næste fire år overhaler solenergi først vandkraft, derefter naturgas og så kul som den største energikilde

Så blev de vrede i Beijing. Den hidtil største direkte handelsstrid mellem Kina og EU brød ud, og EU måtte bøje af, da Kina truede med importafgifter på luksusbiler og vin. Siden har Kina sat sig på størstedelen af verdensmarkedet, og nu skal EU finde en måde at komme tilbage på. Uden at udløse en ny strid.

En konflikt kan måske inddæmmes eller helt undgås, hvis man f.eks. åbner for, at nogle af de højeffektive kinesiske firmaer åbner produktionsanlæg i Europa. Både for at vise politisk velvilje og for at forhindre, at europæiske solpaneler bliver så dyre, at prisfordelen over for fossil energi forsvinder.

I den europæiske branche er man åbenlyst nervøse for, at europæiske produkter bliver for dyre, hvis ikke EU-lovningen simplificeres. Grundlaget er undervejs i form af et helt nyt udspil, Net-Zero Industry Act (NZIA), der skal fremme egenproduktion af vedvarende energi. Målet er, at EU-landene skal producere mindst 40 pct. af den kapacitet, man har brug for, og som vil vokse massivt i de kommende år.

Målet forudsætter et kæmpe løft fra det aktuelle niveau på mindre end en halv procent, og fagfolk er skeptiske over for den endelige udformning af NZIA. Det kan gøre europæisk solenergi så kostbar, at det både bremser den grønne omstilling og gør Kinas billige tilbud endnu mere tillokkende.

Udfordringen er, siger medlem af Europa-Parlamentet Raphaël Glucksmann til Financial Times, at “30 års deregulering og frihandelspolitik i Europa har ironisk nok ført til det kinesiske kommunistpartis triumf. Europa skal producere noget igen. Vi kan ikke være et kontinent af forbrugere”.

Lytter man til Det Internationale Energiagentur (IEA) er det indlysende, hvorfor EU skal have sin egen produktionskapacitet. Inden for de næste fire år overhaler solenergi først vandkraft, derefter naturgas og så kul som den største energikilde. I Kina satte installationen af ny solkraft rekord i 2022. Det samme skete i Europa, og den udvikling vil fortsætte i det meste af verden.

Solenergi vil over de kommende fem år tegne sig for mindst 60 pct. af alle nye kraftinstallationer. Og i EU “vil vi foreslå tvungen installation af solceller på hustage”, siger energikommissær Kadri Simson.