Sociolog og klimaaktivist Rasmus Willig skiftede sidste år forskningen ud med jobbet som csr-chef for biotekvirksomheden Gubra. Rykket mod erhvervslivet startede flere år tilbage

Rasmus Willig lå på sofaen. En tur efter to bakeoff-rundstykker i Sønderho Brugs på Fanø endte med åbent benbrud, da forskeren iført gummistøvler trådte forkert på den sorte is, som vinteren havde efterladt. Og nu lå han så på sofaen med vandrende tanker.

Udsigten til tre-fire måneder i de bløde puder krævede en ny indstilling til mad. Samtidig ledte den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foers fortælling om kødindustriens masseproduktion i bogen “Om at spise dyr” til et familiemøde med hans kone Ida Willig og parrets tvillingedøtre. Herefter var kød på familiens tallerkener skåret ned til noget nær ingenting.

En bevægelse var sat i gang hos sociologen og forskeren fra Roskilde Universitet, der frem mod 2015 ikke havde skænket klima synderlige tanker, men beskæftigede sig med begreberne kritik og anerkendelse i en række bøger om det moderne arbejdsliv.

På sofaen tilbage i 2016 handlede overskriften på det første notat dog om alt andet end den offentlige sektor.

“Vil have lov til at betale, hvad det koster,” skrev Rasmus Willig i en erkendelse af prisen for en bæredygtig omstilling og det, der blev begyndelsen på foreningen Andelsgaarde, der i dag har 2000 medlemmer.

Der er en CO2-arv, og vi er kommet ind i en tid nu, hvor den arv på godt og ondt skal betales tilbage. Vi skal binde mere CO2, end vi udleder Rasmus Willig, csr-chef, Gubra

Notatet var samtidig et led i bevægelsen mod at tage aktivt stilling til klimaforandringerne, hvor han siden meldte sig ind i den offentlige debat med research om klimakrisen og flere populære bøger om emnet. Alt imens rykkede Willig sig mere eller mindre ubevidst mod enden på hans bidrag til den teoretiske verden.

Til marts er det et år siden, at den 48-årige sociolog og erklærede klimaaktivist skiftede til det private for at komme tættere på jorden som csr-chef for den lille biotekvirksomhed Gubra, der i 2020 omsatte for 171 mio. kr.

Virksomheden vil bl.a. med opkøb af jord og plantning af træer gøre sit aftryk på klimaet negativt på egne jorde inden for fire til fem år.

“Det var en erkendelse af, hvad det vil sige at være teoretisk skrivebordsforsker, men at det er en praktisk problemstilling. Jeg kunne ikke forlige mig med det, og jeg begyndte at tvivle mere på de akademiske jongleringer,” siger Rasmus Willig om skiftet.

“Det kom meget hurtigt efter ulykken. Jeg kunne skrive tre klimabøger, men bøgerne blev også mindre.”

Den sidste i rækken om den bæredygtige stat er nærmest en pamflet, som han siger. For der er viden nok om årsagerne til de store forandringer, vi oplever i disse år med oversvømmelser, voldsomme brande og ikke mindst tabet af flere tusinder arter, som eksperter anser for en potentielt endnu større krise end udledningen af drivhusgasser. Selvom alt hænger sammen.

“Når vi har meget voldsomme problemer, så stiger abstraktionsniveauet. Det er en måde at gå rundt om den varme grød på. Men det er reelt i konkrete handlinger, at vi opnår de nye erfaringer. Eftersom vi er under et tidspres på otte-ti år, handler det om at løbe forud med de konkrete handlinger.”

Runde glatte stykker pommersk fyrretræ udgør gulvet i gangarealerne hos Gubra i Hørsholm. På kontorerne er der brugt elm fra dengang, elmesygen huserede, og på mange måder er biotekvirksomheden indkapslet i natur med et hovedkontor i træbygninger placeret midt i fire hektar fredet skov.

Rasmus Willig har ikke haft bil, siden den sidste gik i stykker. Derfor cykler han som udgangspunkt til Gubra i Hørsholm fra hjemmet i Hellerup. Foto: Simon Fals

Rasmus Willig har en blå skjorte på, runde briller og krøllet hår med grå stænk. Han peger på billedet på væggen med optegnede arealer og symboler for forskellige træsorter. Eg, bøg og poppel. Det nyeste kort over Gubras jordopkøb på Langeland med tre gårde og 150 hektar jord, hvor 200.00 træer er plantet og 150.000 købt til i år.

“Dagen efter, vi lavede vandhullerne, kom pipperne,” siger Rasmus Willig og peger på en blå markering, hvor Gubra har fået lavet vibelavninger for at sikre endnu mere natur.

Det handlede også om jorden, da Rasmus Willig for over et år siden blev kontaktet af Gubras grundlæggere Niels Vrang og Jacob Jelsing. De ville gerne støtte Andelsgaarde, som Willig i 2018 stiftede med sin hustru, og som siden har tiltrukket blandt andre klimaforkæmper Anders Morgenthaler, stifter af Københavns Fødevarefællesskab Morten Dall og dokumentarist Phie Ambo.

Faktaboks Det gør Gubra Har opkøbt 150 hektar jord på Langeland for at anlægge skov, mens hovedgårde renoveres. En investering på over 20 mio. kr. i alt, som på sigt skal sikre en CO2-negativ virksomhed. Donerer 10 pct. af overskuddet før skat til grønne projekter.
I 2020 blev 2,25 mio. kr. overført til puljen. Ansatte kører sammen via appen Commute.
Det sparede i 2020 2073 kg CO2.

Foreningen vil bringe jorden tilbage til almindelige mennesker med et månedligt medlemskab på 150 kr. En pris, der i dag giver 300.000 kr. om måneden til at købe mere jord og ikke mindst udvikle den og råvarerne på markerne efter bæredygtige principper.

Da parret i 2019 overtog den første andelsgård i den lille nordsjællandske landsby Melby, blev de noget forbløffede over en af de første opdagelser. Da de gravede ned i den konventionelt dyrkede jord, var der næsten ingen orme. Jorden var død. Året efter væltede det imidlertid op med regnorme, da forvalteren af gården havde regenereret jorden. Det efterlod Rasmus Willig med en fornemmelse af kontrol. Og det har overrasket ham, hvor hurtigt naturen kan komme sig.

“Naturen og livet kan vende tilbage. Når man hjælper naturen lidt på vej, tager den selv over. Jeg føler en glæde, når vi har rejst skov. Men når man ser, hvor sjældne landskaber med nyplantet skov er, går det op for en, hvor lang vej, der er igen,” siger Willig, der selv er vokset op på et nedlagt landbrug mellem Viborg og Silkeborg omgivet af højindustrialiseret landbrug.

Hos Gubra er jord og træer en del af fire strategiske ambitioner, som Willig som csr-chef skal forløse. 10 pct. før skat doneres til grønne projekter, mens debatindlæg fra hans hånd fortsat rammer debatten. Og så skal der være orden i eget hus. Det største aftryk stammer fra transport, hvorfor ansatte opfordres til at cykle, tage offentlig transport eller samkøre.

Hvis flere virksomheder ville købe alt fra en meget lille gård til nogle større og omlægge, ville det ikke kun betyde en mærkbar reduktion, men også en reel binding Rasmus Willig, csr-chef, Gubra

Klimaambitionen tager ikke kun livtag med den nuværende udledning, men for Gubras fulde levetid og mere til. 13 års eksistens har ikke har sat det største aftryk, og præklinisk forskning belaster langt fra på linje med en produktionsvirksomhed. Alligevel har Gubra købt klimakompensation for langt mere end det reelle CO2-aftryk via projekter med bl.a. regnskov i Ecuador. I 2020 udledte Gubra 545 ton CO2 og købte kompensation for 3000 ton.

Reelt er der tale om donationsprojekter, mens jordopkøbet i Danmark er en investering, hvor værdien bliver i selskabet, mener Willig. I alt har Gubra investeret over 20 mio. kr. plus renovering af hovedgårdene, som bruges til seminarer og åndehuller for ansatte.

“Det er en værdiforøgelse, som kan tilskrives virksomheden. Hvis flere virksomheder ville købe alt fra en meget lille gård til nogle større og omlægge, ville det ikke kun betyde en mærkbar reduktion, men også en reel binding, som er konkret. Vi ville i princippet være i gang med den reelle omstilling,” siger han og mener, at det samme gælder for Andelsgaarde.

“Tænk, hvis vi havde 20.000 eller 200.000 medlemmer. Eller bare 1000 virksomheder. Urealistisk? Nej. Ca. 800.000 danskere er medlem af et fitnesscenter. Det er den største folkevandring, siden kvinderne kom på arbejdsmarkedet. Nu har vi behov for en folkevandring ud på landet.”

Skov og træers betydning i klimakampen er omdiskuteret, mens brugen af skovprojekter stiger hos store virksomheder som Arla, DSV og Velux. Det gælder især projekter i udlandet, hvor den faktiske klimaeffekt er vanskelig at bevise, og hvor skovbrande, storme og ophugning øger usikkerheden.

Men hvad betyder lokale skovprojekter som den danske klimaskovfond vedtaget af Folketinget, hvor selskaber og borgere kan købe CO2-enheder og kompensere for deres aftryk. Bidrager projekterne til rekreative områder, renere grundvand og øget biodiversitet er bidraget positivt og samtidig en billig løsning, noterer eksperter. Det kan forsinke klimaforandringerne, men har en indbygget stopklods, fordi jord er en begrænset ressource.

Blå Bog Rasmus Willig Karriere: csr-chef i Gubra. En af stifterne bag Andelsgaarde og tidligere formand for Dansk Sociologiforening. Har bl.a. skrevet klimabøgerne "Vi ved det jo godt", "Den Bæredygtige Stat" og "Hvad skal vi svare?". Uddannelse: Cand.scient.soc fra Aalborg Universitet, Ph.d. og senere adjunkt ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi, RUC, hvor han senere blev lektor ved Institut for Samfund og Globalisering. Privat: 48 år, gift med Ida Willig, som han har tvillingedøtre med.

Bliver projekterne brugt til at kompensere for f.eks. flyrejser, er det problematisk, fordi den udledning foregår udenfor de danske grænser.

Hvordan forholder I jer til kritikken af, at træplantning ikke nødvendigvis giver det lovede?

“Indtil videre er strategien at plante flere træer. Det ser ikke ud som om, vi taber nogle træer, fordi jorden er så god. Men man kan være uheldig,” siger Rasmus Willig.

“Alle har svært ved, hvordan vi måler og vejer en virksomheds CO2-udledning. Ikke bare på CO2-kreditter, men også på egne jorde skal man være meget konservativ. Vi er meget forsigtige. Vi fortsætter vores køb af CO2-kreditter, selvom skoven allerede nu optager CO2. Så snart man tager jorden ud, stopper udledningen, så der er allerede en vinding.”

Omstillingen er en balanceakt for alle, understreger han og er især bekymret for, at de stigende krav til rapportering ender i den gale grøft.

“Jeg kan være meget nervøs for, at de bliver handlingen i sig selv. De er et middel til at nå et mål, nemlig handling. Men hvis det bliver et mål i sig selv at afrapportere fuldstændig perfekt, opbygger vi ret hurtigt en form for greenwashing “in red tape”. Mens vi undersøger, hvor meget, skal vi finde ud af, hvordan vi binder mere og mere CO2. Så længe vi ikke har det teknologiske fiks, bliver vi nødt til at tage de mest anvendelige teknologier som f.eks. at plante træer.”

Den seneste tid har to af hans entreprenante oldeforældre rumsteret. Den ene var møbelfabrikant. Startede ud med træ fra Danmark, men endte med træ fra regnskoven. Den anden udvandt olie i Baku-området før den russiske revolution i 1917.

“Der er en CO2-arv, og vi er kommet ind i en tid nu, hvor den arv på godt og ondt skal betales tilbage. Vi skal binde mere CO2, end vi udleder,” siger han.

“Der er et stykke mod at blive CO2-negativ på egne jorde, og det vil nok tage fire-fem år endnu pga. den tid, det tager, før skoven for alvor binder CO2. Man skal i gang tidligt, fordi det tager tid.”