Økonomer har siden 1970’erne udarbejdet modeller, som kan vise, hvilke problemer vores samfund og klima vil støde på, hvis vi fortsætter med at vækste, producere og forbruge i et væk.
Den seneste tid er de tanker begyndt at blusse op igen, hvor særligt forskere og professorer har taget del i diskussionerne og peget på tiltag, der skal ændre hele måden, vores samfund er bygget op.
Men én ting er at trække de store linjer op og konkludere, at noget må laves om – noget andet er helt praktisk at gøre det.
Om det er geopolitiske spændinger, ressourceknaphed eller forsyningssikkerhed, så kommer det til at ramme virksomheden
Oscar Haumann
Netop den opgave har Oscar Haumann og Marcus Feldthus sat sig for.
I 2022 startede de læringsplatformen Post Growth Guide, hvor de klæder virksomheder på til at bygge en sund forretning op, der kan trives uden at skulle styre mod endeløs vækst, som Oscar Haumann kalder det.
“Overraskende nok, er det ikke så svært at forene postvækst feltet og virksomhedsdrift, som man først skulle tro. I det danske samfund, og det meste af den vestlige verden, lider vi af et vækstens tunnelsyn. Det eneste, vi ser, er, at større altid er bedre,” siger Oscar Haumann, der ud over arbejdet med Post Growth Guide er konsulent ved Sustain X, hvor han arbejder med industri- og produktionsvirksomheder.
Han tilføjer:
“Men når vi tager skyklapperne af og ser ud i verden, findes der et hav af teorier og velafprøvede praksisser, som viser, at det er muligt at sætte grænser for vækst og drive en succesfuld virksomhed.”
Smådriftsfordele
Måden man så gør det på – kombinerer grænser for vækst med succes – har han og Marcus Feldthus samlet under én fælles betegnelse, de kalder “smådriftsfordele”.
Det går ud på at have et så lille ressourceaftryk som muligt – dermed sætte begrænsninger for virksomhedens produktion – og så samtidig få gavn af en række fordele, peger han på.
Oscar Hauman fremhæver den engelske virksomhed Huit Denim, der producerer jeans, og som har besluttet sig for, at de højst vil producere 10.000 jeans om året.
“Ved at de kender deres produktionsoutput, så kender de også deres struktur. Det betyder f.eks., at de ved, hvor meget materiale de skal købe, og dermed kan minimere deres affald.”
Derudover peger han på generelle fordele ved ikke at vækste og være en mindre virksomhed i form af øget håndgribelighed, fleksibilitet, ansvarlighed og resiliens.
Som eksempel nævner han den klassiske supertanker-analogi og peger på, at en lille båd vil have nemmere ved at reagere på chok og sejle om, mens en stor virksomhed har svært ved at omlægge hele forretningen i løbet af et splitsekund.
Han pointerer nemlig, at smådriftsfordelene ikke nødvendigvis går ud på at gøre en stor virksomhed lille, men om at kunne omlægge forretningen – uanset størrelse – til nye produktkategorier, der flugter med postvækst samfundet.
“Lige såvel som man har en 2050-plan for at være net zero, så handler det om at lave en 2050-plan for, hvordan man omlægger forretning til den verden, vi kigger ind i – for om det er geopolitiske spændinger, ressourceknaphed eller forsyningssikkerhed, så kommer det til at ramme virksomheden,” siger han og tilføjer:
“Hvis jeg for eksempel laver træstole og ikke kan få det træ, som stolen er lavet af, og derfor ikke kan blive ved med at producere flere og flere stole, så kunne det være, at jeg skulle omlægge forretningen til i stedet at reparere og vedligeholde stole – og altså gå ind i en helt ny produktkategori, hvor jeg ikke er afhængig af at producere nyt.”
