Det er ikke nogen stor og dyb hemmelighed, at digitalisering er smart og letter vores liv, når vi overfører penge på netbank eller chatter med det offentlige. Lige så selvfølgeligt er det, at virksomheder, der ønsker at være “langtidsholdbare”, må tage deres grønne profil alvorligt.
Men sammentænkningen af disse to store og komplekse megatrends bliver endnu ikke udnyttet optimalt. Et nyt begreb – digitainability (en sammentrækning af digitalisering og sustainability,red.) – forsøger at indkapsle, hvordan digitalisering kan være den løftestang, der gør virksomheder mere bæredygtige.
Trine Plambech, leder af området Digital Bæredygtig Omstilling ved Alexandra Instituttet, fremhæver tre konkrete eksempler, hvor digitale løsninger fremmer den grønne omstilling.
Men inden vi når så langt, skal vi lige opholde os ved to ting. Det første handler om menneskers adfærd, og det andet er en basal introduktion til de forskellige teknologier, der gør digitainability muligt. Vi starter med menneskers adfærd.
For adfærd, bæredygtighed og digitalisering skal stå i balance med hinanden, når virksomheder skruer nye digitale løsninger sammen, påpeger Trine Plambech. Mennesker bliver påvirket på mange planer, og derfor er “antropologen” ligeså vigtig som it-eksperten, fagpersoner og dem, der har ansvaret for en virksomheds bæredygtige profil, når nye løsninger skal udvikles.
“Tit kan vi være blinde for, hvor meget menneskelig adfærd spiller ind, når det eksempelvis handler om at spare på energi. Følelser, tidligere erfaringer, og hvad naboen gør, er alt sammen med til at forme vores beslutninger på mere eller mindre bevidst plan. Derfor giver det ofte god mening at tænke adfærd ind, når man laver digitale løsninger,” siger Trine Plambech.
Syv essentielle teknologier, der udgør den digitale infrastruktur, er vigtige at forstå, når vi taler digitainability. Her er en hurtig overflyvning:
- Digital adgang: Forbindelser fra mennesker til mennesker og fra mennesker til internettet.
- Hurtigt internet: Næste generation internetadgang (5G) som sikrer hurtighed og kapacitet på et fundamentalt nyt niveau.
- Cloud-service: Avancerede skalerbare it-løsninger og tredjepartsservicer placeret i ‘skyen’.
- IoT (Internet of Things): Fysiske enheder kobles til Internettet og kan kommunikere indbyrdes – og med mennesker.
- Kognitive systemer: Behandler store mængder data på kort tid og bruger blandt andet kunstig intelligens til at udvikle nye indsigter.
- Digital reality: En digitalt simuleret verden (Virtual Reality) eller et digitalt lag på den fysiske verden (Augmented Reality).
- Blockchain: Et system til deling af information, der muliggør udveksling, som ikke kan kopieres eller manipuleres.
