Trods anbefalinger fra blandt andre Det Økonomiske Råd, Cepos, Kraka SMV Danmark og Klimarådet og ønsker fra mindre medlemmer anbefaler Dansk Industri ikke en høj, ensartet CO2-afgift. I stedet vil organisationen lade afgiften følge CO2-kvoteprisen, som nogle sektorer er underlagt.
”EU’s kvotepris stiger nu, og den skal vi lægge os op ad. I vores klimaplan har vi regnet med en kvotepris på 400 kr., fordi det er det, den er lige nu, men den er jo blevet fordoblet siden nytår, og de fleste mener, at den vil ligge på omkring 600 kr. pr. ton i 2030,” siger Anne Højer Simonsen.
Hun er vicedirektør i Dansk industri med ansvar for blandt andet organisationens klimapolitik. Hun understreger, at DI’s forslag samtidig adskiller sig ved, at afgiften skal gøre det ud for kvoteprisen på de kvotebelagte sektorer og dermed ikke skal omfatte dem.
I dag ligger CO2-kvoteprisen omkring 400 kr. pr. ton CO2, mens den nuværende CO2-afgift er på 180 kr. pr. ton, og De Økonomiske Råd anbefaler 1200 kr. Til sammenligning ligger den svenske afgift på 800 kr., mens den norske regerings klimaplan foreskriver en gradvis stigning til 2000 kr. pr. ton.
”Det elegante ved at benytte EU-kvotesystemet er, at det inden for EU tager højde for lækage og konkurrence internt mellem EU-lande. Og samtidig får du en CO2-pris, der er ensartet med de omgivende lande,” siger Anne Højer Simonsen.
Med en pris på 400 eller måske på sigt 600 kr. er der jo stadig en del nabolande med en væsentligt højere CO2-afgift?
”Ja, det er der. Og de har forskellige mekanismer for at kompensere kvotevirksomhederne og for at udligne mellem virksomhederne. Der peger vi på, at det er enklere at have en ensartet pris. Og lad os se, hvad de gør fremadrettet, for deres løsninger har jo været i mangel af bedre,” vurderer hun.
I Dansk Industris øjne er der ikke modstrid mellem at følge taktstokken fra EU’s kvotesystem og at betragte sig som foregangsland på klimaområdet.
”Nej, tværtimod. Andre lande betragter os som foregangsland, når vores løsninger er noget, man kunne forestille sig andre steder, herunder at konkurrenceevne, vækst, beskæftigelse og udvikling og eksport af nye løsninger går hånd i hånd med klimasagen. Dette her er også en diskussion af, hvad det vil sige at være foregangsland.”
Hun understreger – ligesom organisationens klimaplan – at en CO2-afgift ikke i sig selv er tilstrækkelig til at nå 70pct.-målet, som også DI bakker op om. Her peger planen blandt andet på investeringer i demonstrationsanlæg til kulstoffangst og -lagring (CCS) samt til power-to-x. Desuden opfordrer DI til en klimafond til omstilling af luftfarten og en særskilt indsats til den tunge transport.
”Det er lidt ensidigt kun at tale om CO2-afgiften. Den er et væsentligt redskab, men den løser ikke det hele. Den marginale afgift, som klimarådet peger på, er den, der skal til for at gennemføre de dyreste af de tiltag, der er nødvendige. Der er besluttet flere forskellige tiltag gennem klimaaftaler sidenhen, så min forventning er, at marginalprisen vil blive lavere,« vurderer hun.
Når det kommer til de mindre virksomheder, der har udtalt kritik over for Børsen, genkender hun ikke, at der er en væsentlig intern uenighed i DI.
”Erhvervslivet er meget enige om nogle ting, for eksempel, at der er brug for en afklaring af CO2-afgiften. Det kan du næppe finde nogen, der ikke efterspørger. Alle vil også være enige om, at vi ikke kan "afvækste" os ud af dette her, men skal blive ved med at sikre vækst. Så de fleste denominatorer er vi enige om. Vi er ikke helt enige om, hvordan vi udtrykker os og fremstår, men jeg synes ikke, vi putter os, hvis jeg skal være helt ærlig. Det er en diskussion om værktøjskassen, som jeg ser det,” siger hun.
Hun påpeger, at der i forbindelse med udarbejdning af klimaplanen fra DI har været ”gode og konstruktive interne debatter.”
"Vi taler hjertens gerne direkte med de konkrete virksomheder om deres politiske ønsker. Den grønne omstilling er ikke pyntegrønt - det er hovedvejen fremad for DI og vores medlemmer," siger Anne Højer Simonsen.
