ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

De store presser på de små: Alligevel har få den efterspurgte data

Nye lovkrav til giganterne får stor betydning ned igennem værdikæderne, men det er de små og mellemstore virksomheder slet ikke forberedte på, viser en ny undersøgelse fra Erhvervshus Hovedstaden

Julia Emile Münnicke blev sidste år ansat til at stå i spidsen for bæredygtighedsindsatsen hos virksomheden Mørkegaard. Foruden en ny medarbejder har virksomheden også lavet en række andre investeringer for at være klar til at præsentere en bæredygtighedsrapport til efteråret. Foto: Sara Gangsted
Julia Emile Münnicke blev sidste år ansat til at stå i spidsen for bæredygtighedsindsatsen hos virksomheden Mørkegaard. Foruden en ny medarbejder har virksomheden også lavet en række andre investeringer for at være klar til at præsentere en bæredygtighedsrapport til efteråret. Foto: Sara Gangsted

De seneste år er der kommet en øget mængde lovgivning og krav til større virksomheders afrapportering og arbejde med bæredygtighed.

Men mindre virksomheder, der endnu ikke bliver stillet krav til, kan også blive påvirket indirekte – hvis de er leverandører til virksomheder, der er omfattet af de nye regler.

Derfor oplever mange smv’er allerede, at deres kunder efterspørger bæredygtighedsdata. En af dem er virksomheden Mørkegaard, som sælger alt fra påskepynt til håndklæder, primært til Salling Group.

“Salling Group har ikke stillet noget ultimativt krav til os, men det er blevet kommunikeret ret klart fra deres side, at der i fremtiden vil blive stillet krav til at kunne levere på de her bæredygtighedsspørgsmål,” fortæller Julia Emilie Münnecke, der står i spidsen for bæredygtighedsindsatsen hos Mørkegaard, der i regnskabsåret 2022/2023 havde et resultat på 2,2 mio. kr. efter skat.

I sommeren 2023 udpegede Salling Group selskabet som pilotvirksomhed. Det betyder, at Mørkegaard skal arbejde med bæredygtighedsrapportering, herunder at udfylde spørgeskemaer, udpege klimarisici og lave konkrete planer for, hvordan de vil reducere deres CO2-udledning.

Strategisk fordel

Selvom det ikke er et lovkrav, at små og mellemstore virksomheder rapporterer, er det vigtigt at komme i gang, mener Katrine Paaby Joensen, direktør i Erhvervshus Hovedstaden.

“Snart kan de risikere, at kunderne stiller krav til det. Hvis det gøres rigtigt og rettidigt, kan det blive en afgørende strategisk fordel,” siger Katrine Paaby Joensen.

Men den strategiske fordel er der ikke ret mange virksomheder i Region Hovedstaden, der har positioneret sig til. Færre end 10 pct. af hovedstadsregionens smv’er rapporterer på initiativer inden for bæredygtighedsdagsordenen.

Det viser en ny undersøgelse lavet af Erhvervshus Hovedstaden, som har taget pulsen på knap 1000 små og mellemstore virksomheder.

Mørkegaard har i et års tid arbejdet målrettet med rapportering inden for området, men de kan heller ikke fremvise tal for deres udledninger, fordi de, ifølge Julia Emilie Münnecke, fortsat er i gang med at kortlægge data fra deres værdikæde.

“Ca. 90 pct. af vores udledninger ligger i scope 3 ved vores producenter og leverandører i Østen. Derfor er det et kæmpe arbejde for os at kortlægge data fra hele vores værdikæde, men det er nødvendigt, for at vi kan lægge en veldokumenteret strategi,” siger Julia Emilie Münnecke.

Det har krævet en større investering for virksomheden at løfte opgaven, fortæller Julia Emilie Münnecke. Herunder hendes egen ansættelse som spydspids for indsatsen, efteruddannelser af ansatte og klimaregnskabsplatformen Klapper. Hvad indsatserne konkret har kostet, vil selskabet ikke sætte tal på.

Målet er, at virksomheden til efteråret 2024 kan præsentere en bæredygtighedsrapport. For at det kan blive en realitet, har Mørkegaard rettet blikket mod virksomhedens underleverandører i Kina, Indien og Pakistan.

Underleverandørerne skal uddannes i klimarapportering, så Mørkegaard kan indsamle data til sin bæredygtighedsrapport.

20240605-114802-3-2200x1466ma.jpg
Julia Emile Münnecke (t.v.), som står i spidsen for bæredygtighedsindsatsen hos Mørkegaard. Her sammen med Helene Münnecke (t.h.), som er kreativ direktør i virksomheden. Foto: Sara Gangsted

“Vi er først og fremmest nødt til at finde ud af, hvor vores udledninger er allertungest. Vi er en lille virksomhed med ti ansatte, så vi forsøger at finde ud af, hvordan vi effektiviserer vores indsatser og ressourcer,” forklarer Julia Emilie Münnecke og fortsætter:

“Men vi er i gang, og vi er ikke i tvivl om, at hvis vi vil overleve som virksomhed, slipper vi ikke udenom at kunne dokumentere, hvilket aftryk vi sætter på omverdenen.”

Mindre bidder

Børsen har også talt med Jesper Rossen Hansen, der er salgs- og marketingdirektør i virksomheden Turtle, som sælger merchandise til nogle store virksomheder, herunder Novo Nordisk, Microsoft og Universal – virksomheder, der er pålagt at rapportere på alt fra påvirkning af miljø til arbejdsforhold.

Turtle selv er en mindre virksomhed med i alt fire medarbejdere, og selvom Jesper Rossen Hansen ved, at nogle af Turtles kunder formentlig snart vil efterspørge bæredygtighedsdata, er de ikke begyndt at rapportere.

“Det er for svært at gennemskue, hvor vi skal starte. Vi er egentlig så tæt på vores produktioner, at vi sagtens kan levere den data, som der eventuelt skal bruges. Men vi står med dataene og ved ikke, hvad vi skal gøre med det,” forklarer Jesper Rossen Hansen.

8

pct. af hovedstadsregionens smv’er esg-rapporterer

Ifølge Katrine Paaby Joensen fra Erhvervshus Hovedstaden er det vigtige at få taget hul på det:

“Jeg tror, mange kløjes i, at de tror, de skal alting. Ja, det er stort og komplekst, hvis man vil det hele på en gang. I stedet skal virksomhederne starte med at få et indblik i, hvad kunderne efterspørger, og hvad det er for nogle krav, de på sigt vil stille,” siger hun.

I øjeblikket arbejder EU på at lave en frivillig standard målrettet smv’er. Standarden vil tage udgangspunkt i de krav, som det forventes, at store virksomheder vil stille til leverandører. Et endeligt udkast forventes at være klar i løbet af efteråret 2024.

Forsiden lige nu