BØRSEN BÆREDYGTIG
Bæredygtig
De kæmper for at bevise, at deres hygiejnebind er grønne
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

Startup-duo fra Odense har opfundet et bind lavet af plantefibre, men som mange andre startups er dokumentation af bæredygtighed en udfordring. FSR foreslår digital opgradering af klimakompas

Frederikke Dahl og Simone Westergaard er grønne iværksættere på flere parametre. De stiftede virksomheden Mewalii for under et år siden, og så fokuserer de benhårdt på at lave engangsbind, der sætter et langt mindre negativt aftryk på klimaet end konventionelle hygiejnebind.

“I dag er bind enten lavet af plastik eller bomuld. Plastik er ikke så fedt, for det er svært at komme af med. Bomuld kræver mange ressourcer, både ift. vandforbrug og fordi det skal transporteres fra de subtropiske klimaer, hvor det dyrkes,” forklarer Frederikke Dahl, der er uddannet diplomingeniør og skrev sit afgangsprojekt om netop bæredygtige engangsbind.

26 år er de to iværksættere bag Mewalii

I stedet for at bruge plastik og bomuld producerer Mewalii sine bind ud af plantefibre, som dyrkes i bl.a. Danmark, og som kræver langt mindre vand end alternativerne, og ingen pesticider. Men hvordan beviser man over for sine kunder og investorer, at man er så grøn, som man siger?

“Der er så mange virksomheder, der bliver beskyldt for greenwashing,” siger Frederikke Dahl.

Hun sætter dermed ord på en udfordring, som talrige smv’er og startups oplever: at kvantificere og rapportere om bæredygtighed. Udfordringen er højaktuel, bl.a. fordi EU er på vej med nye standarder for, hvordan større firmaer skal rapportere om deres miljømæssige og sociale påvirkning, hvilket formentlig vil sætte aftryk hos firmaernes underleverandører.

Konkurrenceparameter

FSR, revisorernes brancheforening, fremlagde i efteråret en række forslag til at styrke klimarapporteringen hos smv’erne. Bl.a. foreslog de et skattefradrag for udgifter til at komme i gang med bæredygtighedsrapportering.

“Forslaget handler om at nudge (anspore,

red.

) de mindre virksomheder til at få gang i denne her klimarapportering,” siger Charlotte Jepsen, adm. direktør i FSR.

Klima bliver jo et konkurrenceparameter, og derfor er det også vigtigt, at man kan benchmarke sig mod andre virksomheder Charlotte Jepsen, adm. direktør, FSR

Et andet forslag er at opgradere Klimakompasset, Erhvervsstyrelsens redskab til beregning af CO2-aftryk, til en digital platform, hvor virksomheder kan logge ind med NemID og automatisk synkronisere deres klimaregnskab med data fra offentlige databaser, f.eks. for strøm- og varmeforbrug, ligesom virksomheder skal kunne bruge det til at sammenligne sig med andre.

“Klima bliver jo et konkurrenceparameter, og derfor er det også vigtigt, at man kan benchmarke sig mod andre virksomheder i samme branche,” siger Charlotte Jepsen.

Klimakompas 2.0

Vicedirektør i Erhvervsstyrelsen Torsten A. Andersen ser også dokumentation af klimaaftryk som et stadigt større konkurrenceparameter.

“Der er brug for løsninger tilpasset smv’ernes behov og situation,” skriver han i et skriftligt svar.

Erhvervsstyrelsen lancerer til efteråret et nyt, webbaseret og mere brugervenligt klimakompas. Torsten A. Andersen peger også på muligheden for at lave frivillige, digitale løsninger, hvor smv’er let og ensartet kan dokumentere deres arbejde med bæredygtighed.

“Samtidig kigger vi på digitalisering af produktoplysninger for at gøre det lettere for virksomheder at dokumentere og dele information om deres produkters miljø- og klimapåvirkning,” skriver han.

Hos Mewalii forsøger stifterne at gøre deres grønne islæt så håndgribeligt som muligt, bl.a. ved på deres hjemmeside at fortælle, hvor mange liter vand man sparer ved at skifte til plantefiberbind. Målet er også at opnå en svanemærkning og en ISO 14.001-standard, der kræver en bæredygtig værdikæde. Mewalii har også med to studerende udarbejdet en livscyklusanalyse, som viser, hvordan produktet belaster miljøet. Men analysen må ikke bruges offentligt, når den er lavet af studerende, og en officiel

life cycle assessment

er p.t. for dyr at få lavet.

Forsiden af Børsen Bæredygtig