Danske pensionsselskaber er havnet i en speget sag med udspring i en amerikansk lobbyaktivitet for den fossile brændstofindustri i USA. De er nemlig koblet indirekte til at støtte en klimafornægtende dagsorden via den amerikanske investeringsforvalter Federated Hermes.
Det viser sig, at Federated Hermes som “guldsponsor” er blandt de største sponsorer af netværket og lobbyvirksomheden State Financial Officers Foundation, SFOF. SFOF er en drivende kraft bag politiske angreb på klimadagsordenen, hvor flere republikanske stater enten har vedtaget eller arbejder på lovgivning, der gør det umuligt for staterne at benytte banker og kapitalforvaltere, der har fokus på den bæredygtige omstilling.
Akademikerpension, P+, Pensiondanmark, LD Fonde og mange, mange flere gør enten brug af Federated Hermes eller dets datterselskab EOS, når de skal have forvaltet deres investeringer. Federated Hermes kalder sig for “aktiv” og “ansvarlig”, mens EOS anses som en af de helt store spillere inden for esg-ydelser for at forstå risici og muligheder inden for miljø-, sociale- og ledelsesmæssige forhold.
Hos pensionsselskabet P+ er man i løbet af sommeren blevet opmærksom på problemet, fortæller Kirstine Lund Christiansen, chef for ansvarlige investeringer.
“Vi har en relation til EOS, og vi har bedt dem om at få en konkret redegørelse fra Federated Hermes om, hvad selskabet egentlig mener om klimaomstillingen,” siger Kirstine Lund Christiansen, der ikke ønsker at uddybe yderligere, men tilføjer, at P+ følger sagen tæt og er i dialog med EOS.
I brancheorganisationen Forsikring & Pension er underdirektør Tom Vile Jensen bekymret for den klimaskeptiske udvikling i USA. F & P støtter netop EU-reguleringen til en bæredygtig omstilling og det fælles sprog om, hvad der er bæredygtigt. Og som branche har F & P en ambition om i 2030 at investere ca. 500 mia. kr. i grønne investeringer.
“Der bør være en rød tråd i det, man gør, og den er svær at se her
Anders Schelde, investeringschef, Akademikerpension
“Med den store modstand mod esg fra toprepublikanere og stater i USA bliver det endnu mere vigtigt med et fælles EU-sprog. Vi bliver bekymrede, for skal vi investere pensionskroner, kommer vi ikke uden om at investere i andre lande end Danmark og Europa. USA er verdens største økonomi og afgørende for at flytte klima- og bæredygtighedsfronten,” siger Tom Vile Jensen og opfordrer sine medlemmer til at afkræve konkrete svar fra Federated Hermes.
Det har man gjort i Akademikerpension, hvor investeringschef Anders Schelde er utilfreds med det første svar fra Federated Hermes, hvor Federated Hermes forklarer, at man deltager i forskellige fora for at “lytte, lære og udveksle idéer om, hvordan man ansvarligt skaber og optimerer velstand for selskaber, regeringer, kunder og ansatte.”
“Der bør være en rød tråd i det, man gør, og den er svær at se her. Federated Hermes er vores forlængede arm, der på vores vegne udøver aktivt ejerskab for en stor del af vores investeringer for at gøre dem mere ansvarlige og bæredygtige. Når de samtidigt optræder som guldsponsor i SFOF, harmonerer det ikke,” siger Anders Schelde, der endnu ikke har tænkt i konsekvenser, men fortsætter dialogen for at få et konkret svar på, om sponsoratet bliver droppet.
I Nordea Asset Management oplyser Eric Pedersen, chef for bæredygtige investeringer, at man før har samarbejdet med EOS, da det hed Hermes, og inden det blev købt af Federated.
“Før vi fik bygget vores eget aktivt ejerskabsteam tilstrækkeligt op, brugte vi Hermes til en del af vores virksomhedsdialoger. Hermes var en af de stærkeste spillere inden for det område,” siger han og pointerer, at sagen understreger nødvendigheden i at have styr på sine samarbejdspartnere.
“Der vil nok være nogle kunder, der vil spørge, hvordan dette stemmer med den profil, de har købt ind i. Det er lidt som, hvis vi investerer i et olieselskab, der taler om den grønne agenda, men samtidigt lobbyer mod klimalovgivning. Det bliver sværere og sværere at snakke ud af begge sider af munden. I virkeligheden gør de republikanske politikere os en tjeneste. De sætter folk stolen for døren. I USA må kapitalforvalterne nu vælge, om de skal have Californien og New York som kunder eller Texas og West Virginia,” siger Eric Pedersen og optegner konturerne til et fremtidigt parallelsamfund med “demokratiske” og “republikanske” banker.
