Danmarks mastodonter slår sig ned i Indien: Har over 200.000 ansatte i milliardlandet

Den rød-hvide bom svinger op. Det samme gør den handskebeklædte hånd på vagten i lyseblå skjorte med et ekstra lag hvide ærmer, der får uniformen til at ligne en omvendt vest. Rank som en tinsoldat og med den røde kvast fra baretten hængende ned mod mundbindet giver han honnør med militær præcision.

Virksomheder

Se listen: Her er Danmarks 1000 største virksomheder

Imens triller bussen fyldt med danske virksomhedsrepræsentanter ind på den bagende varme parkeringsplads i den sydindiske by Chennai, hvor den bliver modtaget af flere uniformerede vagter.

Ud af venstre fordør strømmer kvinder og mænd i blå, sorte og grå jakkesæt. Direktører og kontorchefer fra danske virksomheder, brancheforeninger og interesseorganisationer. Alle er de fløjet tværs over kloden for at blive klogere på det asiatiske land, der i stigende grad trækker Danmarks største virksomheder til sig.

Over 120 danske selskaber har allerede fundet vej til Indien og beskæftiger her mere end 200.000 ansatte. Selv for den danske regering er landet blevet et kernefokus – de to lande har indgået et strategisk, grønt partnerskab om at udbygge vindsektoren. Den seneste måned har både klimaminister Dan Jørgensen (S) og statsminister Mette Frederiksen (S) uafhængigt af hinanden besøgt landet med henblik på at pleje det samarbejde og skabe vækst for de danske virksomheder.

Store selskaber som Grundfos, Danfoss og FLSmidth udvider løbende deres aktiviteter i landet, mens særligt vindsektorens storaktører som Siemens Gamesa og Vestas har cementeret deres position.

“

Det giver
et ekstra ben
at stå på
i markedet

Mikkel Brogaard
Andersen,driftsdirektør,Vestas
Asien

“Indien har helt klart rykket sig fra et land, der havde en funktion som backoffice og support, til at være en del af rygraden i hele vindindustrien, ikke bare for Vestas.”

Sådan opsummerer Vestas’ driftsdirektør i Asien, Mikkel Brogaard Andersen. Han har haft medarbejdere i Indien siden 2014 og flyttede selv til Chennai for fire år siden. I dag har han det overordnede ansvar for selskabets forsyningskæde i Asien og Stillehavsområdet.

En forsyningskæde Vestas’ forskellige anlæg og afdelinger i Chennai er stærkt afhængige af. Med 3700 ansatte er Indien vindmøllekæmpens tredje største land målt på ansatte efter Danmark og USA. Vestas opgør ikke omsætningen for den enkeltstående region, men den bidrager markant til selskabets toplinje på mere end 110 mia. kr.

Senest i 2019 annoncerede vindmølleselskabet opførelsen af en ny fabrik, der fremstiller naceller – selve skallen til vindmøllers styrehuse, som indkapsler både generator og gearkasse.

Det er ved fabrikken, bussen med den danske erhvervsdelegation er nået frem.

Inden for sikkerhedshegnet bliver vagter og militant sikkerhed erstattet af værtinder i mørkeblå kjoler og mundbind. De byder erhvervsfolkene velkommen med lyserøde blomsterkranse og den traditionelle indiske hilsen “namaste”, der udføres med samlede håndflader foran brystet og et let buk.

“Corona har gjort det tydeligt, at det er meget vigtigt, vi er til stede i Indien. Når de globale forsyningskæder risikerer at blive svækket, er det kritisk, at vi kan have en stabil produktion andre steder,” fortæller Mikkel Brogaard Andersen om vigtigheden af at have konsolideret produktionen.

Chennai har længe været et indisk centrum for bilindustrien. BMW, Daimler og Suzuki har alle fabrikker i området, og der er mange led i bilproduktionens værdikæde, Vestas kan få gavn af.

Det gælder råvarer, metaller, mindre komponenter og infrastruktur.

“Desuden har vi kvalitetsmæssigt god arbejdskraft herude og kan hyre ingeniører ind til den rette pris,” tilføjer Mikkel Brogaard Andersen.

Samme oplevelse har cement- og minegiganten FLSmidth, der driver et stort støberi og en samlefabrik i Chennai og samlet beskæftiger omkring 2700 medarbejdere i landet.

Asger Lauritsen er indkøbsdirektør med ansvar for den globale koncerns forsyningskæde. Han fortæller, at Indien, både hvad gælder minedrift og cementproduktion, er blevet en nøglespiller for selskabet.

“Vi er efterhånden på et niveau, hvor kunden ikke kan se forskel på, hvor tingene kommer fra. Tidligere har der været problemer med, at metallerne og samling i Asien havde en lavere kvalitet, men den udfordring er nærmest ikke eksisterende i dag,” fortæller Asger Lauritsen og understreger, hvor hurtigt væksten går i det asiatiske milliardland.

“Det her er et marked, der vokser så kraftigt, at det svarer til et nyt Tyskland hvert eneste år. Det er en helt enorm udvikling. Det sætter pres på forsyningskæderne, men vi har også oplevet, at det er blevet lettere at finde de rigtige samarbejdspartnere hernede,” siger indkøbsdirektøren, der selv har været med til at skære FLSmidths leverandørkæde ned til 1500 partnere fra 15.000.

Tilbage hos Vestas arbejder koncernen stadig på at få danske leverandører til landet. De indiske virksomheder kan endnu ikke levere alt til produktionen af de komplekse vindmøller, lyder det.

“Vi vil have de lokale indiske leverandører til at levere på de områder, hvor det er muligt. Men samtidig vil vi arbejde sammen med vores velkendte partnere, hvor vi ikke har mulighed for at finde den rette pris eller kvalitet fra lokale spillere,” lyder det fra Mikkel Brogaard Andersen.

Men produktionens hovedelementer fungerer i dag nærmest som i Europa, slår han fast med henvisning til den store nacellefabrik i Chennai.

“

De små og mellemstore virksomheder er svære at få med

Ravi Purushothaman, direktør, Danfoss Indien

Iført blå sikkerhedshjelme og grønne refleksveste over habitterne bliver de danske erhvervsrepræsentanter her guidet rundt mellem de enorme produktionslinjer. En indisk medarbejder i stribet polotrøje følger gruppen med øjnene fra sin placering i et halvfærdigt rotorhus, der er mere end dobbelt mandens højde.

Tykke gule streger på det blanke cementgulv markerer præcis inden for hvilke felter, produktionsarbejdet må foregå. Størstedelen varetages manuelt af de indiske medarbejdere, der på højtryk producerer ca. 22 naceller pr. uge. Et forsøg på at opbygge ekstra lagerbeholdning, hvis endnu en coronanedlukning ligger forude – hvis ikke, kan nacellerne forhåbentlig gøre gavn i den indiske vindsektor.

“Den mest spændende udvikling for os i øjeblikket, er at følge selve det indiske marked for vindmøller. Vi forventer, det kommer til at være dobbelt så stort i 2030,” siger Mikkel Brogaard Andersen.

I dag bliver størstedelen af den indiske produktion dog eksporteret.

En af årsagerne er handelskrigen mellem USA og Kina, der bl.a. har gjort det muligt for vindmølleindustrien i Indien at eksportere store mængder til Nordamerika, efter de kinesiske alternativer er blevet pålagt høje toldsatser.

“Det giver et ekstra ben at stå på i markedet,” tilføjer Vestas-chefen.

Mens eksportmulighederne fra Indien er vokset, peger meget på, at landet selv går et langsigtet økonomisk vokseværk i møde.

Bnp-væksten bliver spået til at være mellem 7-9 pct. de kommende tre år. I Danmark forventes til sammenligning en bnp-stigning på 2-4 pct. årligt i samme periode.

Fattigdom og ulighed er dog stadig dominerende over hele Indien. I storbyerne kan man, når smoggen ikke ligger for tykt i luften, se funklende paladser og højhuse stå side om side med blikskure og bjerge af affald. I forstads- og landområderne kører oksekærrer stadig sammen med knallerter og gamle sedaner, mens flere hundrede millioner husstande ikke har adgang til rent vand.

Både Indien og omverden forventer dog, at yderligere ca. 200 mio. indbyggere i landet vil blive en del af middelklassen i 2030.

“De vil leve som i Vesten, og der skal mere strøm til. Der er tale om et land, der skal løftes ud af årtiers fattigdom. Det giver sig selv, at den grønne omstilling skal ske hurtigt i takt med den udvikling. Og så giver det jo rigtig god mening, at danske virksomheder rykker til landet, når vi profilerer os på den type løsninger.”

Sådan fortæller Freddy Svane, der er Danmarks ambassadør i Indien. Han lægger især vægt på, at Indiens premierminister, Narendra Modi, har sat ambitiøse mål for at udbygge den vedvarende energisektor i landet.

Indien har en mission om at udbygge 450 GW vedvarende energi i landet frem mod 2030, hvilket svarer til hele EU’s målsætning for samme år.

Derved skal 40 pct. af Indiens elektricitetsbehov dækkes af ikkefossile kilder.

Det svarer til flere hundrede gange den danske produktion, og en indfrielse af målsætningen forventes at skabe op mod 1,3 mio. job, viser beregninger fra den indiske tænketank CEEW.

Tilbage ved forsamlingen af de danske forretningsfolk, der turnerer storlandet, har et af medlemmerne et særligt øje for erhvervslivets udvikling. Jørgen Østergaard Bollesen er chef for EKF Danmarks Eksportkreditfonds (EKF) aktiviteter i Asien og har fulgt Indien i mere end et årti.

Den bastante mand med skægstubbe og rektangulære briller betegner i middagsheden markedet for løsninger til den grønne omstilling som særligt interessant.

Men den komplekse lovgivning i landet med over 1,3 mia. indbyggere har til tider også været en hindring for at udbygge den grønne energisektor. Det kan have holdt danske virksomheder fra landet, bemærker han.

“Jeg synes, vi har oplevet, at nogle regulatoriske forhold ikke har været helt så hensigtsmæssige. Ser vi på energisektoren, har der f.eks. været problemer med den måde, jorden blev administreret på i Indien, der gjorde, at man ikke kunne opstille de vindmølleparker, man havde planlagt,” lyder det fra Jørgen Østergaard Bollesen.

EKF har for nuværende ikke udestående lån til danske virksomheder i Indien. Men meget tyder på, at det kan blive tilfældet, når underleverandørerne til de største koncerner begynder at se mod landet.

“Jeg tror, den stigende aktivitet kommer i Indien. De største virksomheder har placeret sig hernede, og nu kommer hele det næste hold af underleverandører. Det er måske en slags risikoafdækning,” siger EKF-chefen, der på den lange bane er positiv over for et dansk vindmølleeventyr i Indien.

Langt mere end vindmøller er på spil i Indiens grønne omstilling.

Det står klart, da de danske erhvervsfolk besøger en anden af Danmarks største virksomheder et kvarters kørsel fra Vestas’ fabrik: Danfoss. Rummet er stort, lyst og kølet af lydløs aircondition. Foran borde og stole, alle dækket af hvide duge og stolene ombundet med røde sløjfer, står Ravi Purushothaman. Høj og mørk, næsten skaldet og iklædt mørkt jakkesæt med rødt slips.

Han er opvokset i Chennai, uddannet ingeniør fra Anna University i byen og kom til Danfoss efter 17 år hos Siemens.

Taktfast fortæller han om selskabet, der i dag er repræsenteret i 47 indiske byer og omsætter for, hvad der svarer til 1,86 mia. kr. på det indiske marked.

Da Ravi Purushothaman kom til Danfoss, var Indien omtrent det 23. største marked. I dag er Indien på top-10 for koncernen, og først når Indien er et af de tre største markeder for Danfoss, går han på pension, ler den 52-årige Danfoss-direktør.

Danfoss leverer en lang række løsninger, der bidrager til energieffektivisering og dermed lavere klimabelastning. Et område der vinder stor interesse fra landets største selskaber, fortæller Ravi Purushothaman.

“Når vi ser fremad, har den indiske klimabelastning stadig ikke nået sit højdepunkt. Det regner vi først med, at den gør i omkring 2035. Det er en konsekvens af, at vi ser økonomisk vækst i landet og stigende velstand. Men det gør også, at vi har en enorm opgave og mulighed i at tilbyde løsningerne.”

Har indiske virksomheder overskud til at fokusere på klimaet, når landet bevæger sig ud af fattigdom?

“De store virksomheder er rigtig gode til at investere i de her klimavenlige teknologier, fordi de har muligheden for at finansiere dem. Men de små og mellemstore virksomheder er svære at få med, især fordi den her type investeringer har relativt lang tilbagebetalingstid,” fortæller Danfoss-direktøren.

Ifølge ham peger de fleste analyser på, at Indien fra offentlig side stadig mangler at finde omkring 100 mia. dollar, svarende til ca. 641,85 mia. kr., om året til at finansiere den grønne omstilling frem mod 2030.

I hvert fald hvis landet nogenlunde skal flugte med Paris-aftalens målsætning.

Det er et langt og sejt træk, landet skal igennem, men Danfoss er så småt begyndt at levere klimavenlige løsninger til landområderne.

Et konkret eksempel er landsbyer med mælkebønder, der ikke kan holde mælken frisk i den indiske hede. Her er Danfoss begyndt at opbygge samlede løsninger til afkølede lagre, hvor overskudsvarmen fra kuldegeneratoren bliver brugt til at opvarme vand, mens en konverter gør det muligt at drive hele køleanlægget via solpaneler, der kan opstilles på lagerets tage.

Selvom det er små enkeltløsninger til landsbyer, er der tale om et stort milliardmarked, hvis det kan udbredes i kæmpelandet.

Danfoss har de seneste tre år alene i Chennai ansat 300 ingeniører til at udvikle digitale løsninger, der skal energieffektivisere erhvervslivet. Samlet har koncernen ansat 500 i landet det seneste år.

Både arbejdskraften, væksten og efterspørgslen er altså til stede for at gennemføre missionen om at gøre Indien til et af selskabets absolut største markeder, mener Ravi Purushothaman.

En af de vigtigste opgaver bliver for ham at få virksomhedskulturen i Danfoss-gruppen til at spille sammen med den indiske tilgang til arbejdet. Hvor dansk arbejdskultur er relativt flad, er Indien ofte præget af en top-down-kultur.