Det indeværende aktieår har været et svært et af slagsen for mange af de grønne aktier, som bragede i vejret i 2020.
Men efterårsmånederne kan meget vel stå i klimaomstillingens tegn, og derfor er der nu blevet serveret en gylden mulighed for investorer, som ønsker at skabe sig en aktieeksponering mod den grønne omstilling.
Det mener i hvert fald Danske Banks investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen.
pct. er Ishares’Global Clean Energy-etf dykket i løbet af 2021
“Skal jeg pege på én ting, som jeg tror bliver efterårets store fokusområde, så bliver det netop bæredygtighed og den grønne omstilling. Derfor mener jeg, at investorer skal begynde at investere i den retning nu, hvis de ikke allerede har gjort det,” siger han.
Danske grønne aktier som Vestas og Ørsted er i 2021 dykket hhv. 11 pct. og 15 pct., mens også grønne fonde som Ishares Global Clean Energy, der følger 83 grønne selskaber og har Vestas, Ørsted og Enphase Energy som sine største positioner, er dykket 17 pct.
I samme periode er det globale MSCI World-indeks steget 14 pct.
Men med udsigt til en periode hvor bæredygtighed ventes at blive et tema under det tyske valg til forbundskanslerposten om fem uger, mens FN’s klimakonference COP26 løber af stablen i november, så forventer Lars Skovgaard Andersen, at der vil blive mere rift om de grønne aktier:
“Jeg tror, det tyske valg bliver startskuddet, som får det til at rulle. Men du skal ikke købe op på grund af disse begivenheder. Det er vigtigt, at du går ind i de grønne aktier med en langsigtet horisont. Lige nu er de grønne aktier blandt dem, der ikke er steget meget i år, og det er ikke så normalt at se på et aktiemarked, som befinder sig på rekordniveauer flere steder rundt om i verden,” siger han.
Også Michael Friis Jørgensen, aktiechef i HC Andersen Capital, forventer et efterår, hvor de grønne aktier vil tiltrække sig øget opmærksomhed.
Men investorerne skal ikke gøre sig forhåbninger om kursridt, som man så i efteråret 2020, hvor både Joe Bidens valgsejr samt klimatiltag fra Kina og EU skabte enorme kurshop til de grønne aktier, hvor Ishares’ Global Clean Energy-etf steg 75 pct. fra oktober og frem til begyndelsen af januar i år, hvorefter kurven knækkede.
“Man snakker om, at det tyske valg bliver et klimavalg, og det vil øge investorernes interesse, og det samme gælder COP26. Det bliver dog slet ikke med den kraft, vi så i efteråret 2020, men jeg tror, vi kommer til at tale mere om både teknologi og de grønne aktier i efteråret. Det er mit kald,” siger han.
Hos Bankinvest har Nils Lodberg, chefporteføljeforvalter for Bankinvests globale fond for bæredygtige aktier, større fokus på den grundlæggende trend for bæredygtige investeringer end på efterårets politiske begivenheder.
“Man har tidligere set eksempler på, at der en gang imellem opstår hype omkring bæredygtighed i mediebilledet, politisk og i det finansielle miljø. Så har folk det med at investere mere, og så opstår der bølger. Men på den lange bane trender det hele heldigvis opad, så selvom der kan komme flere store bølger, så er den lange konjunktur opadgående for mange af disse virksomheder,” siger Nils Lodberg, der har en langsigtet investeringshorisont, når han laver opkøb.
“Vi handler generelt aktier med en lang tidshorisont, og der er bestemt ikke noget dumt i at positionere sig langsigtet i bæredygtige aktier i øjeblikket. Set med den lange tidshorisont bevæger mange penge sig den vej, hvor både store pensionskasser og kapitalforvaltere understøtter udviklingen. Men om det påvirkes af COP26 og det tyske valg, det er ikke til at sige,” lyder det fra chefporteføljeforvalteren.
