Et bredt flertal i Folketinget bakker nu op om at udskyde EU-krav til bæredygtighedsrapportering.
Helt konkret betyder det, at en lang række danske virksomheder allerede nu kan indstille investeringer i at leve op til en række rapporteringskrav. Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
“Jeg er glad for den brede aftale. Det sikrer virksomhederne tryghed og sparer dem for EU’s såkaldte CSRD-krav om bæredygtighedsrapportering, der spænder ben for den grønne omstilling,” siger erhvervsminister Morten Bødskov (S) i pressemeddelelsen.
Tilbage i februar præsenterede EU-Kommissionen et forslag til en såkaldt omnibuspakke, der skal lempe på rapporteringskrav, som tusindvis af virksomheder ellers har været underlagt.
Fremover vil det, ifølge omnibusforslaget, kun være virksomheder, der har over 1000 ansatte og en omsætning på mere end 50 mio. euro eller en balancesum på 25 mio. euro, som er omfattet af lovgivningen.
Siden forslaget blev præsenteret i februar, har virksomheder måttet greje, hvordan de skal positionere sig i forhold til de nye rapporteringskrav. Børsen har blandt andet kunnet beskrive, hvordan esg-specialister opsiges over en bred kam.
På nuværende tidspunkt er omnibusforslaget ikke stemt igennem i EU, men indtil kravene i praksis er blevet forenklet, er medlemslande såvel som Europa-Parlamentet blevet enige om at sætte det videre arbejde med reglerne for rapportering på pause.
“I første omgang trykker vi på pauseknappen, så der ikke træder flere krav i kraft. Det giver tid til at lave enklere regler, der rent faktisk fremmer grøn omstilling og konkurrenceevne i EU,” lyder det videre fra Morten Bødskov i pressemeddelelsen.
Bag flertallet står regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre. Udsættelsen skal i efteråret behandles i Folketinget.
