Når vindmøllerne langs Danmarks kyster svinger deres hvide vinger, ved vi, at de skaber grøn energi. Men at bygge selve vindmøllerne kræver op til 50grundstoffer, bl.a. sjældne jordarter, som er belastende for klimaet at udvinde.
Det er et paradoks, som verdens største kapitalforvalter, Blackrock, har baseret sin nye investeringsfond på. Fonden BGF Brown to Green Materials investerer både i minedrift og metaller, som ellers er berygtede for deres høje CO2-belastninger, i den grønne omstillings tjeneste.
“Vi kan ikke bygge bæredygtige løsninger som vindturbiner, solceller eller elbiler, hvis vi ikke har metallerne og materialerne til at producere dem,” forklarerOlivia Markham, managing director hos Blackrock.
“Vi kan ikke bygge bæredygtige løsninger som vindturbiner, solceller eller elbiler, hvis vi ikke har metallerne og materialerne til at producere dem
Olivia Markham, managing director hos Blackrock
Ifølge Markham er metaller og minedrift investeringsområder, som i vid udstrækning er blevet overset, selvom der vil komme en markant stigning i efterspørgslen inden for de næste år i takt med den grønne omstilling. Hun peger på Det Internationale Energiagentur (IEA), som vurderer, at selve omstillingen til grøn energi vil koste mellem 360 og 450 mia. dollar i kritiske råstoffer som eksempelvis kobber, litium og kobolt inden 2050.
“Så når vi ser på den langsigtede efterspørgsel efter metaller som kobber, er der en virkelig spændende vækstmulighed for virksomhederne,” siger hun.
En øget investering i stål og minedrift vil også understøtte virksomhederne i deres arbejde med at skære i udledningerne af drivhusgasser, fortæller Markham.
“I stålsektoren ser vi en række virksomheder, som vil nedbringe deres CO2-udslip med mindst 30 pct. inden for dette årti ved at bruge jernmalm af høj kvalitet og producere stål af genbrugsstål,” nævner hun som eksempel.
Ifølge Markham kan man også reducere klimabelastningen fra stålet i måden, det bliver produceret på. Lige nu bruger man kul til at varme stålet op, men ifølge Blackrock-direktøren kan CO2-udslippet nedbringes markant ved at skifte kullet ud med brint.
“Så kommer man tæt på klimaneutralt stål. Udviklingen er stadig i et tidligt stadie, men der er bl.a. virksomheder i Sverige, som arbejder intenst på brintmetoden,” siger hun.
Kilder: Blackrock, Euroinvestor
Den svenske fabrikant af stål SSAB arbejder bl.a. aktivt for at sænke sit klimaaftryk. Og interessen for det grønne stål blandt kunderne er stor.
Det viser i hvert fald en ny undersøgelse fra investeringsbanken Morgan Stanley, som har interviewet 120 virksomheder, der arbejder med stål. Heraf vil 100 pct. af de adspurgte virksomheder baseret i Europa begynde at købe grønt stål inden 2030, og i snit forventer virksomhederne, at det vil udgøre 38 pct. af deres samlede stålindkøb ved udgangen af årtiet.
At mere stål og minedrift er en nødvendighed for at nå i mål med den grønne omstilling, er rigtigt nok, menerJakob Kløve Keiding, som erleder af Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer på forsknings- og konsulentinstitutionen Geus.
“Vi bliver nødt til at forøge vores minedrift betragteligt for mange af de her kritiske mineraler, som skal bruges i grøn teknologi til at lave vindmøller, elbiler og så videre. Der skal bruges fem-seks gange så mange af de kritiske mineraler, som man har skullet bruge til konventionelle teknologier,” siger han.
“Minedriften har jo haft et dårligt ry af en grund
Jakob Kløve Keiding, leder af Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer på Geus
Jakob Kløve Keiding kan dog ikke forholde sig til virksomhedssammensætningen i Blackrocks investeringsfond, da han ikke ved, hvilke virksomheder der indgår i porteføljen.
Men Olivia Markham fortæller, at sammensætningen af fondens investeringer går på tre ben: Det ene ben er virksomheder inden for materialeindustrien, som arbejder for at nedbringe deres CO2-udslip. Det andet kalder hun for “enablers”, som er virksomheder, der producerer og udvinder metaller og råstoffer. Det tredje ben har Blackrock givet kælenavnet “green leaders”, og det består af de virksomheder, der allerede har et lavere CO2-aftryk end deres konkurrenter.
For Olivia Markham at se er en af de store udfordringer i forbindelse med overgangen dog, at den tager lang tid. Det vil også spille en central rolle, hvorvidt der kommer nye teknologiske fremskridt undervejs, der kan bringe klimaaftrykket ned. På verdensplan er det også en udfordring, at flere lande endnu ikke har adgang til vedvarende energi.
Men viljen til at gøre overgangen fra sort til grøn mere bæredygtig er til at tage og føle på i erhvervslivet, mener Markham.
“Mange virksomheder har viljen til og har forpligtet sig til at nedbringe deres CO2-udslip. Samtidigt er der politisk opbakning til det, og forbrugerne kræver det. Så der er et stærkt momentum lige nu,” siger hun.
Jakob Kløve Keiding ser også, at sektorerne over en bred kam bevæger sig i den rigtige retning, men det er bestemt ikke alle virksomheder, han finder værd at rose for deres præstationer. Der findes nemlig flere eksempler påmineprojekter, som har ført til store skandaler i forhold til miljøbelastning, siger han.
“Minedriften har jo haft et dårligt ry af en grund.Forholdene for minedrift er betydeligt forbedret mange steder og lever op til høje standarder i f.eks. Europa, men der er selvfølgelig også noget greenwashing i det her. Alle selskaber er klar over, at de bør markere sig som bæredygtige, og derfor skal man også tage, hvad de siger, med et gran salt og holde øje med, hvad der reelt sker med minedriften,” siger Keiding.
Som en positiv faktor nævner han til gengæld, at der lader til at være ressourcer nok til omstillingen, for der findes rigeligt med litium, kobolt og xenonmetaller i undergrunden. Men ligesom Blackrock peger han på tiden som en stor udfordring.
“Spørgsmålet er, om vi kan nå at få åbnet nok miner og udvinde nok ressourcer til al den teknologi, der skal implementeres. Det tager typisk 10-15 år at åbne en mine. Så der er jeg bekymret,” siger han.
