To investeringsfonde, som Bankinvest markedsfører som særligt bæredygtige, har investeret penge i store olierelaterede selskaber. Det viser en gennemgang foretaget af Børsen.
Tilmed fremgik det, indtil Børsens henvendelse, af Bankinvests hjemmeside, at fondene fravælger investeringer i fossile brændstoffer. Ifølge Forbrugerrådet Tænk er det i strid med loven.
“De reklamerer med, at de ikke investerer i fossile brændstoffer, hvilket de helt evident gør. Efter vores bedste overbevisning er det et brud på markedsføringsloven,” siger Jacob Ruben Hansen, økonom i Forbrugerrådet Tænk.
Bankinvest er en af Danmarks største kapitalforvaltere med en formue på 139 mia. kr. under forvaltning og er ejet af blandt andre Jyske Bank, Sydbank og Spar Nord Bank. Fondene fra Bankinvest hedder Danske Aktier Indeks Bæredygtig og Globale Aktier Bæredygtig Udvikling. De har investeret en del af formuen i Maersk Drilling, Halliburton, Schlumberger og Baker Hughes.
“Efter vores bedste overbevisning er det et brud på markedsføringsloven
Jacob Ruben Hansen, økonom, Forbrugerrådet Tænk
Ifølge de uafhængige energispecialister i norske Rystad Energy er selskaberne alle aktive inden foroilfield services. Det vil sige, at de ikke ejer selve oliefelterne, men de har det til fælles, at de blandt andet hjælper med at bore efter olie.
“Schlumberger, Halliburton og Baker Hughes er de tre største selskaber inden for oilfield services,” skriver Binny Bagga, vicepræsident i Rystad Energy, i en e-mail.
Forbrugerrådet Tænk undrer sig over inklusionen.
“Som forbruger må man kunne forvente, at selskaber, der borer efter olie, ikke er med i et produkt, der bliver kaldt bæredygtigt,” siger Jacob Ruben Hansen.
Indtil onsdag fremgik det på Bankinvests hjemmeside, at “Investeringer i våben, tobak, atomkraft og fossile brændstoffer bliver valgt fra” i de bæredygtige fonde. Forbrugerrådet Tænk mener, at det er i strid med både paragraf 4 og 5 i markedsføringsloven. Her står der bl.a., at man ikke må komme med urigtige oplysninger eller vildlede forbrugerne.
Bankinvest
Forbrugerombudsmanden kom i december med en guide til virksomheder om såkaldt miljømarkedsføring. Her skriver ombudsmanden, at hvis man bruger klima- eller miljøudsagn i markedsføringen, skal de være “korrekte og klart formulerede, så forbrugerne umiddelbart forstår dem”.
Bankinvests chef for marketing og kommunikation, Vevika Søberg, skriver i et mailsvar, at detaljerede informationer om fondene fremgår af blandt andet fondenes prospekter, som er detaljerede juridiske dokumenter.
“Vi er uenige i kritikken, men vil selvfølgelig genlæse de konkrete formuleringer og præcisere, hvis det er nødvendigt,” skriver Vevika Søberg til Børsen.
Bankinvest har efterfølgende rettet i teksten flere steder på selskabets hjemmeside. Nu står der, mere specifikt, at selskaber med mere end 5 pct. af omsætningen fra “udvinding, raffinering eller energiproduktion fra fossile brændstoffer” vælges fra.
Kapitalforvalteren kalder fortsat fondene for bæredygtige og peger over for Børsen på, at de omtalte selskaber som Maersk Drilling og Halliburton arbejder på at blive mere bæredygtige.
Bankinvest siger dog samtidig, at de olierelaterede selskaber skal ud af de bæredygtige fonde i løbet af det kommende år. Det sker i forbindelse med, at Svanemærket har skærpet kravene til, hvad en investeringsfond må investere i, hvis den vil kalde sig svanemærket.
