BØRSEN BÆREDYGTIG
Bæredygtig
Banker satser på lånefinansieret klimakamp
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

Nulrente-lån til køb af en el-bil og det samme til klimarenovering af din bolig, er lånetyper, der fandt vej til hylderne hos Danske Bank, og Nykredit i sidste halvdel af 2020.

Dermed har de største danske udlånere fulgt i hælene på idealistiske banker som Merkur og Folkesparekassen, og meldt sig ind i klimakampen efter flere år, hvor deres traditionelle bankudlån er skrumpet, mens danskerne i stedet har finansieret store købsbeslutninger, som boligrenorveringer og bilkøb, med friværdi og realkreditlån.

”For os har formålet været klart. Vi vil gøre det nemmere og billigere at træffe grønne valg. For vores kunder må det ikke være finansieringsomkostningerne, der står i vejen,” siger Tonny Thierry Andersen, der er bankdirektør i Nykredit Bank, som i september lancerede elbillån til nulrente og boligrenoveringslån til 1 pct.

Indtil videre har efterspørgslen ikke været stor nok til, at nogle af bankerne har villet sætte kroner og øre på, hvor populære de er, men meldingen fra både Nykredit og Danske Bank er, at man ikke forventede en hurtig vækst i de nye lån, men at efterspørgslen alligevel er stigende.

Ifølge Danske Bank skyldes det blandt andet, at danskerne har været mere hjemme under coronakrisen. og har fået en bedre ide om, hvad de kan gøre med deres bolig på grund af nedlukning og hjemmearbejde, og hos Nykredit forventer at mange boligejere er klar til at energirenovere deres hjem efter den interesse, man har oplevet for de nye lån.

Egne behov kommer først

”Det er meget tydeligt, at der er en sammenhæng med kundens eget behov, hvor man så meget gerne må få tilgodeset det grønne samtidigt, selv om det ikke er det, der udløser boligforbedringerne,” siger siger kommerciel direktør i Danske Bank Claus Harder, der er ansvarlig for produktudvikling til privatkunder.

”Det er ikke filantropi. Man gør det, så man får en bedre bolig, der så er mere miljøvenlig, og som også gerne må være blevet mere værdifuld, fordi man sænker udgifterne til varme og strøm,” fortsætter direktøren, der også peger på, at energirenovering af en bolig er et projekt med lang tilløbstid.

Ifølge bankportalen Mybanker.dk kommer klima og bæredygtighed til at betyde endnu mere for bankkunder i fremtiden, men indtil videre er f.eks. energiforbrug ikke det, der afgør hvor attraktiv en bolig er, og beliggenhed trumfer fortsat klimabelastning i forhold til, hvad et hus skal koste.

Men forventningen i den finansielle sektor er, at klima og bæredygtighed vil fylde mere og til trods for, at coronapandemien kortvarigt har gjort danskerne mere optagede af mundbind, håndsprit og sommerhuse, nåede regeringen og Folketinget nået at klemme flere politiske klimaaftaler, der blandt andet skal sikre 750.000 elbiler i 2030, ind i det halve år Danmark holdt åbent før jule-nedlukningen.

Ude af øje, ude af sind

Ifølge Nykredit har efterspørgsel på koncernens nye billån til køb af el- og hybridbiler været god, og hvert tredje af koncernens billån siden lanceringen i september er blevet givet til køb af den type biler..

Danmarks mindste storbank, Spar Nord, lancerede selv et klimavenligt billån allerede sidste år, men det har ikke været tilsvarende populært, og kun hvert sjette af bankens billån er blevet givet på den konto, til trods for, at Spar Nords lån kan bruges til alle biltyper, da man ikke giver rabatter, men i stedet støtter initativer, der neutraliserer CO2-udslip..

Spar Nord har skruet sit lån sammen, så banken kompenserer kundens CO2-aftryk, uanset hvilken bil der bliver køb, mens Nykredit bruger en mere populær model, med lav rente og intet oprettelsesgebyr for dem, der vil købe el- eller hybridbiler.

Hos Spar Nord peger afdelingsdirektør Leif Lind Simnonsen selv på, at Spar Nords grønne løsning faktisk været relativ beskeden, da kun et ud af seks nye billån har været grønne, oplyser afdelingsdirektør Leif Lind Simonsen, der peger på, at kompensationsordningen kan være svær at forstå.

”Selv om vi mere end kompenserer for kundens udledning ved at bygge en vindmølle i Indien, så kommer der jo stadig røg ud af udstødningsrøret. I den forstand opfattes det nok mere intuitivt grønt med for eksempel en elbil, hvor udledningen af røg flyttes væk fra bilen og brugeren. Ude af øje, ude af sind, som man siger,” siger Leif Lind Simonsen.

Forsiden af Børsen Bæredygtig