BØRSEN BÆREDYGTIG
Bæredygtig
Apple smider milliard i skovene
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

Tech-giganten vil gøre sig grønnere ved at kompensere for CO2-udledninger hos leverandører gennem en milliardinvestering i skovdrift, der også skal give økonomisk afkast. Flere virksomheder kommer til at gå den vej, vurderer WWF, men der er faldgruber

Tech-virksomheden Apple vil ligesom mange af verdens mest toneangivende virksomheder nedsætte sit CO2-aftryk i verden og arbejder mod at blive CO2-neutral i 2030.

Seneste skud i den proces er at sætte 200 mio. dollar svarende til 1,2 mia. kr. i et skovprojekt. Sammen med ngo’en Conservation International og investeringsbanken Goldman Sachs skal pengene ud at arbejde i skovene. Både ved at fjerne CO2 fra atmosfæren og på en måde, som ifølge Apple også skal give finansielt afkast.

Den model ser Apple selv som nyskabende i forhold til andre skovprojekter, der udelukkende drives for at fjerne CO2 fra atmosfæren, eller projekter, der planter træer og skaber ny skov. Det er nyt, at man begynder at kombinere CO2-neutralitet med en skov, der også skal give finansielt afkast. Jeg kan være bekymret for, om det ikke vil give bedre mening at have det adskilt Thorkil Casse, lektor ved RUC

“Ved at skabe en fond, som både genererer et finansielt afkast såvel som reelle, målbare CO2-effekter, går vi efter at drive en større forandring i fremtiden ved at opmuntre til investeringer i fjernelse af CO2 i hele verden. Vores håb er, at andre også vil dele vores mål og bidrage med deres ressourcer for at understøtte og bevare vigtige økosystemer,” udtaler Lisa Jackson med titlen vice president of environment, policy and social initiatives i Apple.

Flere vil gå Apples vej

Det nye skovprojekt skal fjerne minimum 1 mio. ton CO2 fra atmosfæren årligt. Den samlede mængde skal udligne de 25 pct. CO2-udslip, som Apple ifølge egne vurderinger ikke kan nedbringe ad anden vej.

Metoden med at købe eller investere i kompensation for at udligne den sidste rest CO2 er meget omdiskuteret, men også meget benyttet. Apple vil sammen med investeringsfonden Goldman Sachs og ngoen Conservation International investere 200 mio. dollar svarende til 1,2 mia. kr. i skovprojekter, der også skal være finansielt bæredygtige. Skovprojekterne skal hjælpe Apple med at fjerne den sidste del af de CO2-emissioner, de ikke kan udligne ved at gøre ting anderledes.

Generalsekretær for WWF Bo Øksnebjerg, der etablerer partnerskaber med en række danske og udenlandske virksomheder om klima- og naturforbedrende initiativer, vurderer, at man i fremtiden vil se en stribe initiativer spire frem i tråd med Apples.

“Det minder mere om en investeringsfond end en klassisk kompensation. Forventningen er, at priserne på karbonkreditter vil stige, og derfor er det smart af Apple at spekulere i at sætte noget i gang nu,” siger han og fortsætter:

“Ud fra de samtaler, vi har med virksomhederne nu, forventer vi at se endnu større projekter end Apples i de kommende år. Også hos de danske virksomheder – det er ikke kun de globale giganter.”

Massiv risiko

Han vil ikke kommentere Apples konkrete samarbejdspartnere, men fremhæver, at skovprojekter altid indeholder en stor indbygget risiko, når virksomhederne går i gang med dem.

“Det er bedre at bevare skov, der er truet, end at plante ny skov, og det er bedre at restaurere eksisterende skov end at begynde på ny skov. Det er vigtigt, at man har helt styr på f.eks. indfødte folks rettigheder og forstår, at det ikke bare er et stykke arbejde, der skal gøres, det er ekspertarbejde. Man risikerer som virksomhed at ende i en virkelig dårlig situation, hvis man ikke sikrer kvaliteten af projekterne,” siger generalsekretæren.

Lektor ved RUC Thorkil Casse er ekspert i skovprojekter og ser faldgruber i Apples model for at bygge et skovprojekt op som en investeringsfond.

“Det er nyt, at man begynder at kombinere CO2-neutralitet med en skov, der også skal give finansielt afkast. Jeg kan være bekymret for, om det ikke vil give bedre mening at have det adskilt,” siger han og peger ligesom WWF på det afgørende ved skovprojekternes kvalitet.

“Derfor er det afgørende, at Apple, der ikke har skovdrift som kerneopgave, går ind og sørger for ikke bare at holde Conservation International oppe på aftalen, men også sørger for, at der er eksterne, uafhængige eksperter til at vurdere indsatsen,” siger Thorkil Casse.

Apple har samarbejdet med Conservation International siden 2018 om projekter i Colombia, Kenya og Tanzania.

Forsiden af Børsen Bæredygtig