Frihed på fire hjul. Nye indtryk, en bekymringsfri tilværelse og intet andet end vejen foran dig. Roadtrips er den oplagte måde at holde ferie på for dig, der gerne vil opleve en masse, og som elsker at møde verden og andre kulturer med et nysgerrigt blik.
I mere end 100 år har rejsebureauet FDM Travel hjulpet rejseglade danskere godt af sted på deres kør-selv-ferie. Men de mange år på bagen betyder bestemt ikke, at rejseselskabet ikke er opdateret på tidens tendenser; over de senere år har det nemlig gennemgået en transformation, som har gjort det til Danmarks førende ekspert i roadtrips verden over.
– Vi har rystet det støvede image af os. Vi er gået fra at være en lidt gammeldags rejseaktør, der primært blev forbundet med bilture sydpå, til i dag at være et nutidigt brand med hele verden som legeplads, siger Frederik Øhrgaard, marketingchef hos FDM Travel.
Og det er altså en legeplads, som FDM-teamet selv leger på. De sælger nemlig kun rejser til steder, de selv har besøgt. Det betyder, at de kan rådgive i detaljen, og de kender både de smarteste genveje og de smukkeste omveje.
Det gør dem også i stand til at give et tip eller to videre. Baseret på egne erfaringer, kundernes input og de nyeste tendenser i verden, sammensætter FDM Travel hvert år en top 10-liste over aktuelle og fantastiske roadtrips.
Her bringer vi de fem øverste destinationer på top 10-listen for 2026. Du kan finde den fulde liste – og læse mere om de nævnte – på fdm-travel.dk/top-10-roadtrips-2026.
1. Lapland
Et roadtrip gennem Lapland er en rejse gennem Nordens rå natur. Turen går gennem Finland, Sverige og Norge, hvor vejene snor sig gennem uendelige skove, søer og fjelde. Om sommeren svæver midnatssolen over horisonten og maler landskabet i et blødt gyldent skær døgnet rundt. Om vinteren dækkes alt af sne, og nattehimlen lyser op af nordlyset.
I 2026 er Lapland mere relevant end nogensinde før. Regionens fokus på autentiske oplevelser og natur i balance trækker flere rejsende til, uden at stedet har mistet sin ro. Nye ruter og oplevelser har gjort området mere tilgængeligt, men det arktiske landskab forbliver ægte og uspoleret – Lapland er det oplagte roadtrip for dig, der søger stilhed, lys og landskaber, som sender tankerne mod verdens ende.
2. Canada
Canada er roadtripland i verdensklasse. Start i Vancouver og følg Sea to Sky Highway op mod Whistler, og tag videre til nationalparkerne Banff og Jasper, hvor smaragdgrønne søer og snedækkede tinder spejler sig i forruden. Det er store afstande – men med belønninger i hver dal og bag hvert sving.
Canada er særligt oplagt at besøge i 2026, hvor Vancouver fejrer 140-års jubilæum, og hvor landet er medvært for VM i fodbold – begivenheder, der sætter hele nationen i bevægelse og giver ekstra energi i byerne. Samtidig har massive investeringer i naturbeskyttelse og infrastruktur gjort det lettere og mere sikkert at rejse gennem de ikoniske landskaber.
3. Namibia
Namibia er som skabt til eventyr bag rattet. Ruten fra Windhoek til Etosha, videre til Swakopmund og Namibørkenen, skifter fra savanne til kyst og ørkenlandskab i en rytme, der aldrig bliver kedelig. Her er dyrene, stilheden og stjernehimlen hovedpersoner – og du kører midt i det hele.
I 2026 står Namibia i rampelyset. Forbedrede veje og nye lodges gør det nemmere end nogensinde at opleve landet som kør-selv-rejsende. Samtidig sætter flere udbydere fokus på en mere ansvarlig form for safari, hvilket gør det nemt at udforske på egen hånd.
Namibia er for dig, der vil rejse langsomt og intenst i Afrikas mest storslåede kulisser.
4. Albanien
Albanien er Europas ukendte roadtripjuvel – men ikke længe endnu. 2026 bliver nemlig med al sandsynlighed et vendepunkt for landet. Albanien bliver officielt kandidatland til EU, og en række nye vejprojekter gør tidligere ufremkommelige egne tilgængelige for kør‑selv‑eventyrere. For dig betyder det kortere køretider, større fleksibilitet og flere sikre ruter – uden at miste det autentiske.
I Albanien snor bjergveje sig gennem uberørte dale, gamle landsbyer og ned til krystalklare strande ved Adriaterhavet. Du kan besøge byer som Gjirokastër og Berat, hvor historien folder sig ud i sten, gader og gæstfrihed.
Albanien er vild, venlig og vidunderligt billig. Jo før, du rejser, jo bedre; når først Europa for alvor får øjnene op for landet her, kan masseturismen hurtigt tage over.
5. Patagonien
Et roadtrip i Patagonien er som at køre ind i en anden virkelighed. Fra Chiles Carretera Austral til Argentinas Ruta 40 kører du gennem landskaber, der skifter mellem blå søer, gletsjere, stepper og bjergtinder. Her er vinden stærk, omgivelserne overvældende og oplevelserne på naturens præmisser.
I 2026 bliver eventyret mere tilgængeligt. Nye flyruter og bedre veje gør det nemmere at komme godt på vej, og samtidig åbner flere miljøorienterede lodges, som kombinerer komfort med naturbevidsthed. For dig, der drømmer om storslået stilhed, er Patagonien rejsen, hvor friheden føles ægte – og hvor horisonten aldrig slutter.
FAKTA
FDM Travel
FDM Travel er Danmarks største kør-selv-rejsebureau, som tilbyder skræddersyede roadtrips, hvor alt fra rute og overnatninger til oplevelser kan tilpasses. Deres filosofi er, at frihed ligger i forberedelsen, og med deres personlige rådgivning og anbefalinger har de i mere end 100 år hjulpet danskerne med at realisere deres rejsedrømme.
Telefonnummer: 70 11 16 11
Hjemmeside: fdm-travel.dk
Læs mere her fdm-travel.dk