En ny lufthavn og en direkte flyrute har gjort Sydgrønlands mest historierige egn tilgængelig som aldrig før. Her er vores bedste rejsetips til en sommer i Qaqortoq.
Den 16. april 2026 indviede Greenland Airports en ny lufthavn i Qaqortoq – og selvsamme dag fløj Air Greenland den første direkte rute fra Nuuk. Lufthavnen er en del af en større omlægning af Grønlands infrastruktur, der endelig gør det muligt at flyve direkte til hjertet af Sydgrønland.
Her har vi samlet inspiration til, hvad du kan opleve, når du lander.
En by med farver, kunst og hverdagsliv
Qaqortoq er Sydgrønlands største by og byder på et hav af historiske fortællinger og ikke mindst synet af de smukke, farverige huse på skråningerne ud til havnen. Her kan du opleve alt fra 40 udendørs skulpturer, der er mejslet ind i klipperne af den lokale kunstner Aka Høegh, til et besøg forbi den gamle Vor Frelsers Kirke fra 1832.
Qaqortoq er desuden en af de få byer i Grønland med et egentligt torv. Her venter blandt andet et smukt springvand opført i den karakteristiske Igaliku-sten, som transporteres fra den nærliggende bygd Igaliku. Du kan også med fordel gå på opdagelse blandt charmerende bygninger med butikker, bageri, restaurant og museum – et skønt samlingspunkt for både lokale og rejsende.
Natur, der overrasker
Selvom du befinder dig i Arktis, er landskabet omkring Qaqortoq mere frodigt. Området er en del af Grønlands landbrugsbælte, hvor grønne marker, små bygder og dyrkede haver bryder med forestillingen om et ensartet islandskab.
Fjelde, fjorde og åbne vidder er lige uden for døren og inviterer til både vandre- og sejlture med mulighed for stille øjeblikke og smukke indtryk af det sydgrønlandske landskab. Her er der plads til både ro og eventyr – i dit helt eget tempo.
FAKTA
Oplevelser i og omkring Qaqortoq
På jagt efter flere gode ferieoplevelser i Qaqortoq? Her er tre gode bud på en mindeværdig sommer.
Bad i de varme kilder ved Uunartoq: På en varm sommerdag er der rig mulighed for at bade i søerne ved Qaqortoq. Men foretrækker du, at vandet er varmere, er de varme kilder syd for Qaqortoq et besøg værd. På øen Uunartoq, der på grønlandsk betyder “det varme sted”, strømmer 38 grader varmt vand op fra undergrunden, og gør det muligt at bade og slappe af i et naturligt bassin mens isbjerge driver forbi i fjorden.
Besøg Hvalsey Kirkeruin (UNESCO): For over 600 år siden holdt nordboerne det sidste kendte bryllup i kirken – en begivenhed, der omtales i de islandske sagaer. Ruinerne af den middelalderlige stenkirke ved Hvalsey er de bedst bevarede fra den tid og er i dag en del af UNESCOs verdensarv. Stedet er stille, storslået og giver god grund til eftertanke.
Tag på vandretur i fjeldene omkring byen: Qaqortoq er omgivet af fjelde og fjorde, der byder på vandremuligheder for alle niveauer. Ønsker du længere ture, kan du vælge at vandre til Igaliku på en cirka fem dage lang rute.
FAKTA
Udforsk Grønlands mange facetter
Med Air Greenlands voksende rutenetværk er det lettere end nogensinde at udforske alt fra Grønlands byliv og isfjelde til grønne fjeldlandskaber. Senest har de – i forbindelse med Greenland Airports åbning af lufthavnen i Qaqortoq – tilføjet en direkte rute mellem Nuuk og Qaqortoq, som på Air Greenlands website nemt kan bookes med forbindelse fra både Aalborg, Billund og København. En tilføjelse, der vil øge fleksibiliteten og gøre det endnu nemmere at rejse fra Danmark til alle de storslåede oplevelser i Sydgrønland.