ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Sommeris med et snert af salmiaklakrids

Morten Kornbech Larsen med det fantastiske lakridsfesthold 2023. Lærke Tang (nr. 2 nederst fra højre) læser til produktionsingeniør på DTU og er medudvikler på den nye lakridscreme.
Morten Kornbech Larsen med det fantastiske lakridsfesthold 2023. Lærke Tang (nr. 2 nederst fra højre) læser til produktionsingeniør på DTU og er medudvikler på den nye lakridscreme.

Bagsværd Lakrids har udviklet en lakridscreme, der med fordel kan røres op med vaniljeis og dermed skabe en intens lakridsis. Flere danske restauranter har allerede taget den til sig og kommer til at anvende den i desserter hen over sommeren.

Sommeren nærmer sig med hastige skridt, og det betyder også, at sæsonen for is og isdesserter er over os. Og i år kommer der et nyt bud på en lakridsis, som nok vil vække opsigt. Det er Bagsværd Lakrids, der har udviklet en tyktflydende lakridscreme baseret på deres populære salmiaklakrids, og cremen er designet til at mikses med vaniljeis, så man får den lækreste lakridsis.

“Når man trækker cremen gennem isen, får man en smuk, zebrastribet is der smager meget intenst og har den ideelle kombination af friskhed, sødme og velsmag,” siger Morten Kornbech Larsen, der er medgrundlægger af og direktør for Bagsværd Lakrids.

To restauranter med lakridsis på menuen

Lakridscremen er faktisk ikke en helt ny opfindelse, for den blev udviklet sommeren 2015, hvor man leverede den til Paradis Is i Charlottenlund og Hellerup, som så selv blandede cremen med deres egen is og solgte den lakridsis til sommergæsterne. Den hastigt voksende efterspørgsel på Bagsværd Lakrids’ mange andre produkter gjorde dog, at der ikke var tid til at videreudvikle lakridscremen.

“Men nu er det lykkedes at udvikle den igen, fordi vi har indgået aftaler med to restauranter, der hen over sommeren vil have lakridsisen på menuen,” fortæller Morten Kornbech Larsen.

Den zebrastribede lakridsis vil således kunne købes og nydes på bl.a. Restaurant Darling i København og hos Strandmøllekroen i Klampenborg, hvor Nicolas Benjamin Dahl blot skulle have en enkelt smagsprøve for at blive overbevist om at sætte den på menuen: “Lakridscremen fra Bagsværd Lakrids har en autentisk lakridssmag, og øjeblikket efter at jeg havde smagt lakridsisen, var jeg ikke i tvivl om, at den skulle jeg have ind i mit sortiment.” Han anbefalede derefter lakridscremen til Christian Reimann fra Darling, og begge restauratører glæder sig meget til at lege med den nye is, som de kommer til at have på menuen fra midt maj til ultimo august, hvor lakridsisen vil kunne opleves med forskellige udtryk.

2.jpg
Den allerførste lakridsis, som den så ud i 2015.

Håndlavet delikatesse

Ligesom alle de andre lakridsprodukter fra Bagsværd Lakrids fremstilles cremen ud fra få, gode råvarer og en traditionel kogning i store gryder, hvor den varme lakridsmasse konstant kontrolleres for at opnå det bedste resultat. Det kræver løbende omrøring og en nøjagtighed på 0,1 grad, hvis man skal have den bedste smag frem. Der tilsættes hverken mel eller majsstivelse (som ved industriel fremstilling), fordi det ødelægger smagen, der er alfa og omega for Morten Kornbech Larsen: “Den karakteristiske smag skyldes Maillard-reaktionen, hvor mælkeprotein og sukker reagerer med hinanden under kogningen og skaber en karamellisering. Efter kogning hælder vi lakridsen i forme, hvor den hærder natten over, inden den håndskæres med kærlighed og pakkes i en engelsk papirkuvert, der bevarer lakridsens fine smag bedst muligt.”

3.jpg
Bagsværd Lakrids blev født som et køkkenprojekt for vennerne Søren Beier og Morten Kornbech Larsen i de sene nattetimer i december 2014. Hvad der startede som en hobby, blev dog hurtigt en stor kommerciel succes, og i dag har virksomheden mere end 600 forhandlere landet over.

Oplev en ægte lakridsfest i Bagsværd

Hvis du aldrig har smagt varm, friskkogt lakridsmasse, skal du overveje at deltage i en af Bagsværd Lakrids’ lakridsfester, der er blevet lidt af et tilløbsstykke de senere år. Konceptet er enkelt: En gruppe på op til 30 personer mødes og får historien om lakridskogeriet og får lov til at se kogningen i praksis og smage den varme lakridsmasse direkte fra gryden. Efterfølgende er der typisk flere smagsprøver samt middag og koncert. Konceptet har været et hit i både personaleforeninger og vennegrupper, der har lyst til en anderledes oplevelse på omkring tre timer på en hverdagsaften.

I kraft af den store succes har Bagsværd Lakrids løbende udvidet og fylder nu hele den karakteristiske bygning på Bagsværd Hovedgade, der tidligere husede bl.a. Jyske Bank og en række specialforretninger. I løbet af det sidste år har Bagsværd Lakrids renoveret de nye lokaler, så der bliver endnu bedre plads til produktion, lager og ikke mindst lakridsfesterne.

Se mere påBagsvaerdlakrids.dk

Forsiden lige nu