I første halvår af 2024 stammede 66 % af den nye ARR (Annual Recurring Revenue) fra internationale markeder, hvoraf Belgien udgjorde den største andel. Over 60% af nye udenlandske kunder er fra Belgien, mere end en fordobling af sidste års tal. Penneo lancerede først kun ét af deres to softwareprodukter (Penneo Sign) i landet, og har netop lanceret sit andet produkt (Penneo KYC) i efteråret 2024.
"Væksten i Belgien er primært drevet af revisionsvirksomheder, der anerkender fordelene ved digitale løsninger. Desuden oplever vi en bredere interesse fra andre sektorer end revisionsbranchen og en markant stigning i indgående salg," udtaler Christian Stendevad.
Hvad har været udslagsgivende for Penneos succes i Belgien? Penneo CEO, Christian Stendevad, ser tydeligt hvilke tiltag, der har givet pote: "Kombinationen af et godt produkt der bidrager med at automatiserer og forenkle arbejdsgange, stærkt lokalt team og strategiske integrationer med lokale softwareleverandører har åbnet nye døre for vækst." Dette er en opskrift, Penneo nu planlægger også at tage i brug i Tyskland.
En væsentlig del af Penneos succes i Belgien kan dermed tilskrives virksomhedens strategi med at tilpasse sig de lokale markedsforhold. Penneo har blandt andet opnået en stærk position gennem samarbejdet med itsme®, Belgiens mest udbredte eID-løsning. Mere end 80% af befolkningen mellem 16 og 74 år bruger Itsme til at logge ind, oprette konti og bekræfte transaktioner digitalt.
Salgsdirektør i Belgien, Werner Temmerman, der leder Penneos daglige aktiviteter i landet, udtaler om samarbejdet: "Integrationen af Itsme samt regnskabsprogrammerne AdminPulse og Silverfin har været afgørende for vores succes i Belgien, da vi har tilpasset vores produkt til den særlige måde, revisorer og bogholdere arbejder på i landet."
"Tyskland byder på en spændende mulighed for os på grund af markedets størrelse og den nuværende grad af digitalisering," forklarer Christian Stendevad. Tyskland er stadig i en tidlig fase af sin digitale transformation, hvilket giver Penneo en fordel for at være en tidlig aktør på markedet og få skabt en tilstedeværelse.
Penneo tog det første skridt ind på det tyske marked i juli 2024, hvor de underskrev en KYC-aftale (Know Your Customer eller på dansk kundekendskabsprocedurer) med en stor tysk virksomhed inden for revision, skat og selskabsret. Denne aftale markerer en vigtig milepæl, som Penneo vil bygge videre på. "Efter denne milepæl i Penneos ekspansion i Tyskland, vil vi fokusere på at få flere kunder, inden vi åbner et kontor og etablerer et lokalt salgsteam, ligesom vi gjorde i Belgien," siger Stendevad.
En af de store muligheder, Penneo ser i Tyskland og Belgien, er de stigende krav til KYC-tjenester, især inden for revisions og finanssektoren. Strammere reguleringer og øget fokus på hvidvaskbekæmpelse har skabt behov for digitale løsninger, der kan hjælpe virksomheder med at overholde disse lovkrav. Penneo er godt positioneret til at tilbyde deres automatiserede KYC-løsninger i begge lande.
"Efterspørgslen på KYC-tjenester i Belgien er stigende, og med få konkurrenter i dette område står vi godt rustet til at opnå en betydelig markedsandel," forklarer Stendevad. Penneo er netop ved at lancere deres KYC-produkt i Belgien i efteråret 2024, hvilket vil understøtte yderligere vækst i anden halvdel af 2024.
Ligeledes er Tyskland også underlagt stadig stadig strengere krav til kundekendskabsprocedurer for at bekæmpe hvidvask både fra EU og lokal lovgivning, hvilket giver Penneo en unik mulighed for at indtage markedsandele tidligt.
Med afsæt i den belgiske succeshistorie har Penneo nu udviklet en skalerbar strategi for international vækst. Den belgiske succes skal nu tilpasses andre, større markeder.
Og Christian Stendevad er optimistisk.
"Vi ser allerede de første resultater af vores ekspansionsstrategi i Belgien og forbereder os nu på at gøre det samme i Tyskland. Med den rette kombination af markedsindsigt, partnerskaber og innovative løsninger er vi overbeviste om, at vi kan opnå en betydelig markedsandel også her," afslutter han.