Sif Jakobs har haft så stor succes med sit smykkebrand, at hun nu har forhandlere i 39 lande. Senest er USA kommet med på vognen, og Sif glæder sig til at komme til Los Angeles i juni og promovere brandet.
Historien om Sif Jakobs Jewellery er på mange måder et iværksættereventyr. I 2008 satsede islandsk-fødte og guldsmedeuddannede Sif Jakobs alt, hvad hun havde for at forfølge sine drømme. Hun sagde sit gode job i smykkebranchen op startede smykkevirksomhed i eget navn. Det hele foregik i hendes private lejlighed, og hun arbejdede døgnet rundt med alt fra design og markedsføring, til pakning og afsending af varer.
“Jeg drømte lige fra starten af om at skabe et world wide smykkebrand. Jeg troede fuldt og fast på det og udnyttede min erfaring fra branchen til også at sørge for alt det, der er ud over smykkerne – displays, bokse og meget mere, så jeg kunne præsentere forhandlerne for en komplet pakke
erindrer Sif Jakobs.
Siden den første kollektion i 2009 er det gået stærkt for Sif Jakobs. I dag er firmaet for længst vokset ud af lejligheden og har til huse i Gentofte, mens en flagship store i hjertet af København kan fremvise den komplette kollektion.
Også internationalt klarer smykkerne sig godt og kan nu købes i bl.a. Australien, Canada og over stort set hele Europa.
“Vi er oppe på at have forhandlere i 39 lande og derudover en række krydstogtskibe og lufthavne. I januar i år gik vi ind i USA, og det venter jeg mig meget af. Til juni skal jeg til Los Angeles og præsentere smykkerne for presse, influencere og forhandlere, og vi er allerede ved at indgå samarbejder med en række kendisser.
siger Sif Jakobs, der lige fra starten af har drevet smykkefirmaet sammen med sin mand, Søren Dahl.
De amerikanske modemagasiner og trendsættere har dog allerede fået øjnene op for smykkerne, og det er især blandingen af nordisk minimalisme og italiensk temperament, der vækker opsigt, mener Sif: “Det er forskelligt, hvad de lægger vægt på, men mange er vilde med det nordiske præg. Og så ligger vi i et rigtig godt prisleje, hvor de fleste kan være med.”
De rå, men feminine smykker fremstilles i sterlingsølv og forgyldt sterlingsølv, og så er der ofte en masse glimtende zirkonia (cz), der pryder alt fra armbånd og øreringe, til cocktailringe og vedhæng. De fleste af smykkerne ligger prismæssigt mellem 500 og 4.000 kr., så de henvender sig bredt.
En del af smykkerne kan i øvrigt personliggøres ved at få indgraveret et tegn eller et budskab. Det kan du gøre enten via webshoppen eller i flagship-butikken i Ny Østergade. Og dét er blevet populært, forklarer Sif Jakobs:
“Hele ideen er, at vores kunder kan få indgraveret en besked, et navn, et symbol eller hvad hjertet nu begærer. Smykker er jo meget personlige, især når de kan fortælle historier og bære på minder.
Smykkeuniverset blev sidste år suppleret af en kollektion af ure i samme stilunivers og prislag, og det var en helt naturlig vej at gå, mener Sif:
“Urene er en helt naturlig forlængelse af smykkebrandet. Jeg elsker ure og har altid gjort det. Jeg forlader næsten ikke mit hjem uden et. For mig er ure ikke bare en bekvem måde at være opmærksom på tiden, det er smykker, et statement, der fortæller, at du er pålidelig og værdsætter tid.
Inden hun om kort tid rejser til USA for at præsentere sine smykker, skal Sif lægge sidste hånd på designet af smykkerne i efterårs- og vinterkollektionen. Og her kan vi forvente mere glamour:
“Jeg synes, efteråret kalder på glamour og flere farver. Og nu hvor vi er ude i så mange lande kan jeg også eksperimentere lidt mere med designet, så jeg tør lave nogle ting, som jeg ikke kunne i starten – bl.a. med flere store sten.
Se mere påwww.sifjakobs.dk