Drømmer du om en skiferie i det uberørte, svenske højfjeld, hvor naturen er storslået, sneen pudderblød og pisterne aldrig overfyldte? Så er Ramundberget dit næste skieventyr. Beliggende i den afsidesliggende Härjedalen-region, mellem de mere kendte svenske skidestinationer Åre, 100 kilometer mod nord, og Idre, 100 km mod syd, er Ramundberget et uspoleret vinterparadis, der byder på en enestående skioplevelse for hele familien, langt fra de travle alpeområder, hvor snemængderne er varierende. Her får du i stedet autentisk, svensk gæstfrihed i et familiedrevet område med pister for alle skiniveauer og en helhedsoplevelse, der kombinerer det bedste af klassisk alpinskisport med spændende vinteraktiviteter, der kan sætte selv den mest garvede skiløber på prøve.
En af de største attraktioner ved Ramundberget er den rå, uspolerede natur. Området er kendt for sine spektakulære fjeldlandskaber, der byder på vidtstrakte udsigter, sneklædte bjergtoppe og tætte, uberørte skove. Her er du langt væk fra masseturismens larm, og naturen er en integreret del af skiferien. Om aftenen kan du endda indimellem være så heldig at opleve nordlyset danse på himlen – en magisk oplevelse, der på alle måder sætter prikken over i’et på ferieoplevelsen, og skaber minder for livet.
Alpinskiløb er Ramundsbergets raison d’être. Allerede da området blev etableret i 1936, stod det klart, at det tilbød noget helt specielt, og havde potentiale til at blive den ultimative svenske pudderdestination. Beliggende 700 meter over havets overfalde, i en lukrativ vejrlomme i Funäsfjällen tæt på den norske grænse, er der mere naturligt snefald her, end de fleste andre steder i Sverige, og Ramundberget har den dag i dag mere naturlig sne end den kunstigt skabte, der bliver mere og mere udbredt både i svenske skiområder og over hele Europa. Det er med andre ord ikke et mysterium, hvorfor så mange freeriders og ski touring entusiaster hvert år sætter kurs mod nord for at karve i den nyfaldne sne.
Med 47 pister og 300 km forbundne cross country spor, har du adgang til et varieret terræn med ét enkelt skipas - og med skipas til Ramundberget får du automatisk adgang til fem andre skiområder i Härjedalen-regionen.og Funäsfjällen, med i alt 147 pister.
Men det er ikke blot inkarnerede adrenalinjunkier, der får kan folde sig ud på Ramundberget. Variationen af pisterne i området gør, at både absolut nybegyndere og de mest erfarne skiløbere kan finde udfordringer til deres niveau. De 10 lifte op i terrænet i 1.000 meters højde giver adgang til alle områdets pister; fra de ganske milde og blide, til dem, der kan sige smæk. To pister, Helags og Prima, har sågar vundet priser for Sveriges bedste pister i svenske skiprisuddelinger flere år i træk. Kendetegnende for pistene, uanset sværhedsgrad, er deres lange, brede karakter, med plads til at nyde sneen i eget tempo, uden at hverken terræn, eller mange øvrige skiløbere presser en hurigere frem end man formår. Faktisk er hele essensen af Ramundberget, at alt forgår på dine vilkår og efter din formåen. Den gode plads på pisterne gør også at området de seneste år er blevet særligt populært blandt børnefamilier, da selv de mindste kan lære at stå på ski uden at blive løbet over ende. Desuden er der særlige skiparker specielt til børn, hvilket kun gør oplevelsen for de små større.
Og er man selv erfaren skiløber, kan man jo oplagt, mens børnene er i skiskole, udforske områdets behørige og udfordrende off-piste ruter, hvor du virkelig kan få pulsen op. Dertil kommer, at områdets store naturvariation lægger op til at krydre ferien med lidt ekstra spænding eller oplevelser, der udfordrer skiniveauet med skitouring, forrest skiing, cross country skiing, langrend, freeride eller med tricks i en af områdets fem skiparker. Disse aktiviteter giver dig mulighed for at udforske området på nye måder, krydre din egen skioplevelse og dine evner, samt at opleve den vilde natur på nært hold.
Uanset hvor du vælger at bo, bor du så godt som på pisten. Tjek ind på det klassiske hotel Fjällgården, hvor en naturlig afslappet og familiær atmosfære går hånd i hånd med moderne komfort og en fuldkommen usammenlignelig udsigt over fjeldet, eller i egen lejlighed, hvor hele familen kan bo og spise sammen, og der er mulighed for at blive varmet godt igennem og komme helt ned i gear i egen sauna. Mange indkvarteringsmuligheder i området har ski in ski out, og alle er i gåafstand til liften, hvilket betyder, at du kan stå på ski fra morgen til aften, og slipper for besværet med at skulle gå langt med dine ski på skulderen, eller køre til og parkere ved lifter. Du kan blot stå op og komme ud og i gang uden besvær, og det samme gælder, hvis familien skal have en pause midt på dagen, hvor der ingen ben er i at skulle tilbage til hotel eller lejelighed. Du er der allerede. Og efter en dag på pisten kan du slappe af i din indkvartering med panoramaudsigt over fjeldene, vel vidende at du er omgivet af ro og natur.
Området er desuden naturligt skabt således, at du aldrig kan havne et andet sted, med hvor du kom fra. Alle pister løber naturligt ned til samme dal, som du kom fra, hvilket både er trygt og praktisk.
Ramundberget er, modsat mange andre kendte skiområder i Sverige, et familiedrevet område, og det kan mærkes. Her er ingen lange liftkøer eller overfyldte pister, og den varme svenske gæstfrihed gør, at du føler dig hjemme fra første øjeblik. Særligt udtalt er det på restaurant Mor Britas, som er tilknyttet Hotel Fjällgården, hvor klassiske svenske retter tilberedes med lokale råvarer og masser af hjemlig ‘kärlek'. Selv med skiene på, er der mulighed for at spise godt. Løb direkte ind på den uprætentiøse Grytan, som har ski in, og hvor menuen er lige så rustik og mættende, som man har brug for efter en god morgen på ski. Du kan også få en helt unik frokostoplevelse på Restaurant Tusen, der med sin prisvindende arkitektur og uspolerede udsigt over bjergene er værd at tage en god pause fra dagens skiprogram for. Tusen er beliggende oppe i fjeldet i 1.000 meters højde og blender smukt, men stadig bemærkelsesværdigt ind i sine omgivelser med sin facade bygget af tynde birketræsstammer med inspiration fra de traditionelle samiske byggetraditioner.
Du har ikke brug for bil, når du holder ferie på Ramundberget, da både lifter, hoteller og indkøbsmuligheder er inden for gåafstand. Så hvorfor ikke lade bilen stå derhjemme? Den mest bekvemme måde at komme til Ramundberget på, er med Snälltåget, som kører direkte fra Malmö via Stockholm til Röjan og derfra er der bustransfer til Ramundberget. Snälltåget er et nattog, hvor du kan booke egen sovekupé og dermed lade ferien starte allerede, når du tager afsted. Stå på toget i Malmö om eftermiddagen, og brug rejsen på kvalitetstid med familien, spille spil, besøge spisevognen, der tilbyder alt fra klassisk smørrebrød til spaghetti bolognese, glasnudelsalat og veganske alternativer, og vågn udhvilet op næste morgen til morgenmadsom du henter i togførerens kupé, og gør dig klar til at træde direkte ud i skiparadis. Det gør rejsen til en del af oplevelsen og skaber en rolig start på din ferie, hvor du hverken skal bekymre eller koncentrere dig om trafik- eller vejrforhold, men blot skal læne dig tilbage og nyde rejsen og tiden med familien.
• Ramundberget er beliggende i 700 meters højde, og terrænet ligger i 1.000 meters højde. • Området har 47 pister, 10 lifter, to skiområder til børn og fem skiparker, både naturlige og kunstigt anlagte. • Der er seks restauranter i området og indkvarteringsmuligheder på Hotel Fjällgården, i lejlighed eller i skihytte. Alle med ski in ski out. • Sæsonen 24/25 er fra 21. december - 27. april • Der findes flere måder at komme til Ramundberget på. Du kan blandt andet tage Snälltoget fra Malmö. Nærmeste lufthavn er Östersund (OSD) og det er også muligt at køre. • Find mere information på www.ramundberget.se
Er du træt af usikre sneprognoser, og en sæson, der kontinuerligt indskrænkes med dage, uger og måneder? Så kig mod nord, hvor den ægte sne falder fra november til april.
Overalt i Europa bliver skisæsonen hvert år kortere. Den starter senere og slutter tidligere, og sneen bliver tiltagende mere sparsom. Men på Ramundberget er man stadig sikker på sne. Her starter sæsonen allerede i november og løber til langt ind i april. Områdets beliggenhed og højde betyder, at sneen falder tidligt og bliver liggende længe. Her er snekanoner sjældent i brug, for den naturlige puddersne er en selvfølge, og sneen er så rigelig, at du kan forvente perfekte forhold hele sæsonen. I vintermånederne er sneen let og tør, ideel til alpint skiløb, mens foråret byder på solrige dage med blødere sne og mulighed for at kombinere skiløb med sol på kinderne. Området er desuden så afsides beliggende, at det står dig frit for at slå dig ned midt i naturen, hvis du finder en solplet i sneen, der kalder på en pause. Hvor har du ellers mulighed for det?
Selvom vinterhalvåret naturligvis er der, hvor det sner på Ramundberget, vil du, uanset hvilket tidspunkt på året du besøger området, opleve at der er en lang række sæsonbegivenheder, der tiltrækker skiløbere og tilhængere af aktive naturferier. Ud oversærlige markeringer af jul og nytår er der hvert år i februar en to-dages freeride festival, hvor udstyr, teknik og talent får fri udfoldelse i de magiske vinterlige omgivelser, og i april er der ekstra meget kærlighed i det høje luftlag, når Ramundberget afholder den eneste vinter Pride-festival i fjeldlandskab, komplet med Pride-optog på ski, karaoke og ski in-bryllup.
Ramundberget er ikke blot en skidestination; det er en helårsoplevelse, der byder på noget for enhver smag. Om du er til action og adrenalinkick, eller du søger ro og naturoplevelser, så finder du det her. Og med områdets titel som Sveriges bedste skiområde i 2023 ifølge skientusiastfællesskabet Freeride.se, er der ingen tvivl om, at Ramundberget er en destination, der leverer på alle fronter.
Ud over klassisk alpinskisport byder Ramundberget på en bred vifte af aktiviteter, der gør ferien både varieret og spændende. Om sommeren er området et paradis for cyklister, kajakroere, SUP-entusiaster og vandrere, som alle kan nyde godt af de velafmærkede ruter og den rene natur.
• Sæsonåbning 21. december 2024 • Freeride Days 30. januar - 2. februar 2025 • Ramundberget Winter Pride 3. - 6. april 2025 • Sæsonafslutning Wrap Up 25. - 27. april 2025
Er du klar til at tage dit skiløb til det næste niveau og sætte din fysik og teknik på prøve? Så skal du prøve skitouring. Her giver fjeldleder og lavineteknikker, Albin Lärnefjord sine bedste tips.
Er du til mere krævende skiløb krydret med ekstra fysisk aktivitet og urørt pudder? Så er skitouring, også kaldet randonnée, måske noget, du bør udforske nærmere. Skitouring er off piste skiløb, men det handler om meget mere, end blot at løbe uden for de afmærkede pister. På skitouring bevæger man sig rundt i terrænet helt eller delvist uden lifter. Man går op ad bjerget på sine ski med skind under, og når man når en top, vender man om og kører ned af bjerget i urørt puddersne.
Men skitouring er ikke noget, man bare gør. Det kræver både en grundlæggende fysik, udstyr, viden og en sikker guide. Ramundbergets fjeldleder og lavinetekniker, Albin Lärnefjord, giver her sine bedste tips og tricks til at forberede dig på en skitouring ekspedition.
• Tjek vejr- og lavineudsigterne og begiv dig ikke ud, hvis du er usikker på forholdene. Bjergene står det samme sted i morgen. (Din guide vil også være opmærksom på dette).
• Klæd dig i lag. Uldundertøj, uld- eller fleecetrøje og vind- og vandafvisende yderlag. Så er det nemt at justere temperatur og uldbunden holder dig varm, også selvom du bliver våd af sved.
• Lær at bruge lavineudstyr (som er obligatorisk, hvis du står på ski uden for de afmærkede pister). Tag et aftenkursus for at lære teknikkerne.
• Skind til dine ski. De følger selvfølgelig med, hvis du lejer udstyret specifikt til skitouring, men uden dem, er det svært at stå på ski op ad bakke.
• Et stykke chokolade i rygsækken. Den er god at have som gulerod, når det begynder at gå lidt trægt på vejen op. Pak i det hele taget snacks, mad og vand. Det er hårdt fysisk arbejde.
• Solbriller. Når du er på toppen, er detr altid solskin. Og hvis solen alligevel ikke skinner, vil sneen være meget lys for øjnene.
• Helags: Prædikestolen ligger på en tredjeplads på listen over verdens smukkeste opture i følge National Geographic. Det siger alt.
• Hamrafjället: Her er der gode højdemeter, men området er lavineudsat, så man skal altid tage stilling til om det er sikkert at gå eller ej på dagen.
• Ösjöklappen: Ligger nært og tilgængeligt med perfekt hældning til ski touring og omgivelserne er enestående.