Patientskader kan opstå som følge af en behandling eller fejldiagnose i det danske sundhedssystem. Her kan patienten kræve erstatning, hvis vedkommende i forløbet er påført en personskade. Det gælder også, hvis der ikke er fejlbehandlet, men hvis der tilstøder komplikationer som er tilstrækkelig sjældne og ligger ud over, hvad man som patient med rimelighed skal tåle.
Der er mulighed for at søge erstatning, hvis en behandler for eksempel har givet den forkerte medicin eller den forkerte dosis medicin eller behandlingsforløbet, herunder genoptræning, har været under erfaren specialiststandard og det har efterladt skadelidte i en situation, som er værre end det kunne forventes ved korrekt behandling.
Et andet type tilfælde er, hvis en person har fået nogle alvorlige og sjældne bivirkninger fra et lægemiddel. Her erstattes der ikke for milde bivirkninger, som forsvinder efter en kortere periode. Hvis personen er meget syg, kræves der oftest en større behandling, hvorfor der accepteres større bivirkninger. Det vil sige, at der laves en forholdsmæssig vurdering af formålet med det medicinske indgreb sammenlignet med bivirkningerne. Skaderne kan både optræde som fysiske og psykiske skader, hvorfor det kan være en god ide at kontakte enadvokat med speciale i patientskadeerstatning, hvis man er i tvivl, om man er berettiget til erstatning.
Det er erstatningsansvarsloven, der bruges til at udmåle din erstatning. Det vil sige, at du kan få erstatning, hvis du har mistet dit arbejde eller fået udbetalt mindre løn under sagen, og det skyldes din behandlingsskade. Du kan få erstatning for de gener, du har fået i forbindelse med skaden. Det kaldes varigt mén. Der kan ligeledes udmåles erstatning for svie og smerte samt varigt indtægtstab, kaldet tab af erhvervsevne.
Der er også mulighed for at få nogle økonomiske tab erstattet, for eksempel udgifter til transport og genoptræning, som du ellers ikke ville have haft, hvis skaden ikke indtrådte. Endelig kan en efterladt have mulighed for erstatning, hvis en patient dør som følge af skaden. Det kaldes forsørgertabserstatning.
Retten til erstatning kan forældes, hvis der går mere end 3 år fra skaden opdages eller burde være opdaget til det tidspunkt, der søges om erstatning.
Du kan søge om erstatning på Patienterstatningens hjemmeside. Her kan du udfylde et ansøgningsskema, hvor du beskriver skaden og behandlingsforløbet. Det kræver, at du har MitID. Alternativt kan du printe skemaet og sende det med posten. Skemaet fremgår også på Patienterstatningens hjemmeside. Sidst er der også muligheden for at kontakte Patienterstatningen telefonisk.
Forekommer det uoverskueligt for dig selv at søge, så er det muligt at få en anden til at udfylde skemaet, hvis du sender en elektronisk fuldmagt hertil. Det kan for eksempel være en ven eller advokat.
Patienterstatningen oplyser sagen og træffer den afgørelse, de mener er rigtig. Afgørelsen kan påklages til Ankenævnet for Patienterstatningen, som træffer særskilt afgørelse. Ankenævnets afgørelse kan indbringes for domstolene. Du skal dog være opmærksom på, at der er en søgsmålsfrist på 6 måneder, hvorfor der inden denne frist skal være udtaget stævning mod Ankenævnet, hvis du ønsker domstolsprøvelse.