Skal din hund eller kat med på ferie, giver en ekspert dig her de bedste råd til at imødekomme både varmen og de nye omgivelser.
“Det er virkelig dejligt at kunne tage sit kæledyr med på ferie og skabe nogle minder sammen,” indleder Sandra Brudlykke, Academy Manager hos Royal Canin og cand.scient. i Animal Science.
“Men det skader aldrig at være godt forberedt hjemmefra, så man bedst muligt kan imødekomme dets behov,” siger hun. Her giver hun sine bedste råd til dig, der skal have dit firbenede familiemedlem med på sommerferie.
Pas på i varmen
“Man skal først og fremmest være opmærksom på høje temperaturer, for dyrene kan blive virkelig dårlige af varmen. Man skal huske på, at de ikke sveder på samme måde som vi mennesker,” siger hun.
Det er individuelt fra dyr til dyr, hvordan de reagerer på varmen. Mængden af pels, alder og vægttilstand kan for eksempel have en betydning for, hvordan de bliver påvirket. I værste fald kan varmen medføre dehydrering og hedeslag.
“Man kan passe på sit kæledyr i varmen ved at opholde sig i skygge, holde et lavt aktivitetsniveau i de varme timer og sørge for, at de altid har adgang til frisk vand. Og så må man aldrig efterlade dem i bilen. Hvis man har mistanke om hedeslag eller nedsat almentilstand, så skal man kontakte en dyrlæge.”
Vandring og strand
Hvis det er varmt, anbefaler Sandra Brudlykke derfor, at man går med sin hund om morgenen eller aftenen. Skal man ud i løbet af dagen, bør man gøre det så kort som muligt.
“Jeg vil også minde om, at underlaget kan blive rigtig varmt, og vi ser desværre nogle tilfælde, hvor hunde får brændemærker, fordi de trofast følger med deres ejer. Det er en god huskeregel altid at mærke på asfalten med hånden, inden man tager afsted. Er det varmt for dig, er det også varmt for din hund,” siger hun.
Vil man have hunden med på stranden, er der også nogle ting, man bør have for øje.
“Husk frisk drikkevand, medbring en parasol, så du kan tilbyde hunden skygge, og fjern gerne det øverste, varme lag sand, da det fugtige sand nedenunder kan have en kølende effekt. Hvis det er meget varmt, bør du kun tage hunden med morgen eller aften.”
Undgå store ændringer
For kattene, der ikke kommer med på tur i samme grad, er det vigtigt at skabe en velkendt base. Det er vigtigt, at de er trygge i deres omgivelser. Medbring den kattebakke, din kat er vant til. Kan den lide at befinde sig oppe i højden, hvor den har overblik, kan du også sørge for, at den har adgang til høje møbler.
“Det kan også være en fordel at have vandskåle i flere forskellige højder. Katte er nemlig også selektive i deres drikkeadfærd,” siger hun.
For at øge både kat og hunds væskeindtag, kan man desuden tilbyde dem vådfoder, siger Sandra Brudlykke, der dog understreger, at du ikke bør ændre i deres kost under ferien.
“Jeg anbefaler, at man medbringer det foder, hunden eller katten er vant til hjemmefra. Hvis man laver en pludselig ændring, kan det skabe uro i tarmsystemet,” siger hun.
FAKTA
3 hurtige tips til din rejse med hund
- Træn i god tid. Væn hunden til at være i transportkasse eller bil, og øg gradvist varigheden.
- Husk dokumenter. Medbring hundens pas og vaccinationsbevis, og tjek krav for vaccination og ormekur m.m. i det land, I skal til.
- Sørg for pauser og væske. Giv hunden rigeligt med vand, og hold jævnligt pauser, så den kan strække ben og besørge.
FAKTA
3 hurtige tips til din rejse med kat
- Skab tryghed i transportkassen. Lad katten vænne sig til transportkassen i god tid, og gør den hyggelig med tæppe og godbidder. Spray eventuelt tæppet med syntetiske feromoner.
- Undgå mad lige før afrejse. Undgå mad lige før afrejse for at mindske risikoen for køresyge.
- Bevar roen undervejs. Tal roligt til katten, undgå høje lyde og placer transportkassen, så den står stabilt og ikke bliver overophedet.