De rejseoplevelser, der bliver siddende i hukommelsen, er ofte dem, du ikke havde planlagt. Et spontant stop ved noget uventet, en ny vej, der lokker, eller et tilfældigt møde, der overrasker. Roadtrips giver friheden til at lade rejsen udvikle sig på egne præmisser. Med det i tankerne har vi udvalgt tre ruter, hvor turen i sig selv er en oplevelse: Fra Australiens vidtstrakte landskaber til Japans bjergveje og Spaniens historiske byer.
Australien: Fra tropiske vildmarker til vestkystens vidder
Australien er skræddersyet til roadtrips, hvor de åbne veje inviterer til eventyr. Rejsen begynder i Darwin, en by hvor den tropiske varme blander sig med en afslappet atmosfære. Her kan du dykke ned i regionens lokale kultur og udforske markederne, der bugner af friske råvarer og aboriginal kunst.
Fra Darwin fører turen dig blandt andet gennem Nitmiluk National Park, kendt for sine dybe kløfter og imponerende landskaber. Fortsæt til Purnululu National Park, hvor de karakteristiske Bungle Bungle Range-klippeformationer venter. Kør ad den legendariske Gibb River Road gennem Kimberley-regionen, hvor rå natur og spektakulære kløfter dominerer. Slut rejsen i Broome ved Det Indiske Ocean. Byens Cable Beach med det gyldne sand og de spektakulære solnedgange en afslutning, der samler indtryk fra en rejse gennem Australiens mange kontraster.
Højdepunkter: Darwin, Nitmiluk National Park, Purnululu National Park, Gibb River Road, Broome.
Japan: Fra storbyer til skjulte perler
En roadtrip i Japan er en rejse gennem lag af historie og landskaber. Start i Tokyo, hvor moderne arkitektur møder traditionelle templer. Tag hurtigtoget Shinkansen til Kyoto, kendt for sine historiske templer og zen-haver.
Fra Kyoto går turen til Osaka, byen, som er berømt for sin livlige stemning og kulinariske scene. Fortsæt til Hiroshima, hvor fredsparken og museet giver stof til eftertanke. Herefter kan du opleve Matsue, kendt for sin samuraihistorie, og Yamaguchi, der byder på smukke templer og naturskønne omgivelser. Rejsen slutter i Fukuoka på Kyushu-øen, der kombinerer moderne byliv med traditionelle festivaler og strande.
Højdepunkter: Tokyo, Kyoto, Osaka, Hiroshima, Matsue, Yamaguchi, Fukuoka.
Spanien: Kultur og historie i Castilla y León
I Spaniens Castilla y León-region kombineres historie og arkitektur med autentiske byoplevelser. Start i Salamanca, hvor byens gyldne stenbygninger og det gamle universitet giver et indblik i Spaniens akademiske og arkitektoniske arv. Den store Plaza Mayor er et oplagt sted at starte dagen med en kop kaffe og udsigt til byens liv.
Fra Salamanca fører vejen til Zamora med den rolige atmosfære og de romanske kirker, der står som vidnesbyrd om regionens historie. Videre til León, hvor den imponerende katedral står som et arkitektonisk mesterværk. Byen Peñafiel med sit ikoniske slot er et højdepunkt på turen. Afslut rejsen i Valladolid, hvor tapasbarer og livlige gader byder på en blanding af det moderne og det historiske.
Højdepunkter: Salamancas historiske centrum, Peñafiels middelalderlige slot og Valladolids kulinariske oplevelser.
Når rejsen binder det hele sammen
Hvad enten du kører gennem Australiens vilde landskaber, Japans bjergveje, Spaniens historiske byer eller en af de mange andre destinationer, er roadtrips rejseformen, der indbyder til at sætte tempoet ned, læne sig tilbage og opdage verden på en ny måde. Her bliver vejen lige så vigtig som målet. Hvorfor ikke gøre 2025 til året, hvor du tager på eventyr, én kilometer ad gangen?
Infoboks
FDM Travel skræddersyr unikke kør-selv-ferier baseret på stor erfaring og omfattende viden. Der tages udgangspunkt i individuelle ønsker og rejsedrømme - også de eventyrlige, der går uden om de mest kendte turistveje.
Som Danmarks største rejsebureau med fokus på kør-selv-ferier og roadtrips har FDM Travel i mere end 70 år hjulpet danskerne med at skabe enestående eventyr.
I dag er FDM Travel specialiseret i kør-selv-ferier i Europa, USA, Canada, Australien, New Zealand, Sydafrika og Japan. De har butikker i seks byer over hele landet, og man er altid velkommen til at booke et møde til en inspirerende snak om planlægningen af drømmerejsen.
Find flere tips og ideer til din næste kør-selv-ferie og se de detaljerede ruter ved at klikke her