Forestil dig en feriedestination, hvor vinmarker bugter sig hen over solbeskinnede skråninger, hvor traditionsrige spafaciliteter indbyder til velvære, og hvor små byer med bindingsværkshuse føles som skjulte perler, hvor tiden står stille. Velkommen til Baden-Württemberg – Tysklands sydvestlige hjørne, der har perfektioneret kunsten at leve godt.
Turen går mod Schwarzwald
For at komme helt tæt på Baden-Württembergs særlige ro kan du med fordel starte i Schwarzwald – et område, der dækker både den berømte skov og de omkringliggende dale, byer og bjerge i det sydvestlige Tyskland. Med sine over 11.000 kvadratkilometer er Schwarzwald Tysklands største lavbjergskæde og et landskab, der samler alt, hvad natur- og livsnydere drømmer om.
Midt i det hele ligger Nationalpark Schwarzwald – et stykke vild, beskyttet natur, hvor skoven får lov at udvikle sig på sine egne præmisser. Her kan du følge afmærkede stier gennem dybe dale, stille søer og åbne udsigtspunkter, hvor trækronerne bølger som et grønt hav.
Schwarzwalds natur er kort sagt både vild og velplejet, uspoleret og tilgængelig på én gang. Her inviteres du til at vandre gennem duftende skove, cykle langs bække og måske slutte dagen med et glas vin på en terrasse med udsigt over dalen. Det er netop denne blanding af unik natur, ro og ægte livskvalitet, der gør Schwarzwald til et af Tysklands mest elskede rejsemål – et sted, hvor du mærker, hvorfor Baden-Württemberg er regionen for det gode liv.
Schwarzwalds natur er kort sagt både vild og velplejet, uspoleret og tilgængelig på én gang. Her inviteres du til at vandre gennem duftende skove, cykle langs bække og måske slutte dagen med et glas vin på en terrasse med udsigt over dalen. Det er netop denne blanding af unik natur, ro og ægte livskvalitet, der gør Schwarzwald til et af Tysklands mest elskede rejsemål – et sted, hvor du mærker, hvorfor Baden-Württemberg er regionen for det gode liv.
Tag på idylliske vinsmagninger
Når ferien står i selvforkælelsens tegn, findes der næsten ikke noget bedre end at nyde et godt glas vin – og få steder gør det bedre end Baden-Württemberg. Her, i Tysklands varmeste vinområder, trives vinmarkerne på bløde skråninger og langs bugtende floder, hvor natur og nydelse går hånd i hånd. Regionen rummer både Baden og Württemberg: landets tredje- og fjerdestørste vinområder, som tilsammen udgør hjertet af Weinsüden, Sydtysklands vinland.
I Baden får vinmarkerne i Kaiserstuhl og Markgräflerland usædvanligt mange solskinstimer. Det varme klima giver druerne fylde og aroma, og vinene sammenlignes ofte med dem fra de franske naboer. I Württemberg dominerer rødvinen. Især Trollinger, Lemberger, Pinot Meunier og Pinot Noir, mens Riesling stadig sætter sit elegante præg på skråningerne langs Neckarfloden.
At tage på vinsmagning i Baden-Württemberg er altså mere end en udflugt – det er en stemning. Vinmarkerne er åbne for både cyklister og folk, der drømmer om at vandre. Ligesom det er en oplevelse værd at tage forbi regionens små landsbyer, der byder indenfor til lokale smage, pop-up events og hyggelige Besen-taverner, hvor vinen skænkes direkte fra tønden.
En folkekær tradition: Wellness og spa
Udover naturens mange muligheder, har også wellnesskulturen i Baden-Württemberg slået dybe rødder. Det er derfor heller ingen tilfældighed, at ordet Baden betyder “at bade”. Her har man dyrket kunsten at koble af siden romertiden, hvor de varme kilder blev brugt til både helbredelse og velvære. I dag lever traditionen videre i moderne form, og regionen er et af Europas førende rejsemål for dem, der søger ro, fornyet energi og et strejf af luksus.
Her kan du slappe af i et mudderbad, føle dig som kongelig i overdådige termalbade eller tage på vandretur i den friske helende luft. Regionen byder på hele 54 kursteder og spaer – fra kulsyreholdige mineralbade og saltholdige termalkilder til luksuriøse wellnesshoteller.
Tip! Når du skal booke din wellness oplevelse er det værd at bemærke, at regionen har sit eget kvalitetsstempel ved navn Wellness Stars, der tildeles de bedste spaer og hoteller ud fra over 400 kriterier. På den måde kan du sikre en høj standard og professionel behandling.
Leder du efter den mest berømte kurby i regionen, er det, som navnet hentyder, uden tvivl Baden-Baden. En skøn destination, hvor tusindvis af liter termalvand dagligt strømmer op fra underjordiske kilder. Byen, som er optaget på UNESCOs verdensarvsliste over historiske kursteder, forener klassisk elegance med moderne spa-kultur. Her ligger både det romersk-irske Friedrichsbad fra 1877 og det moderne Caracalla Therme, hvor du kan flyde i varme bassiner omgivet af elegante søjler.
Men wellness i Baden-Württemberg rækker langt ud over Baden-Baden. Rundt omkring i Schwarzwald finder du et hav af spa-hoteller, saunaer og termalbade i en kvalitet og variation, som selv erfarne wellnessrejsende imponeres af. Naturen spiller en central rolle – den rene luft, skovenes ro og de naturlige kilder skaber en følelse af balance, som gør det nemt at trække vejret lidt dybere.
Uanset om du søger et kort pusterum fra hverdagen eller et længere kurophold, handler wellness her om mere end luksus – det er en livsstil, hvor krop, sind og natur går op i en helhed.
Små byer, store oplevelser
Når tiden er inde til at forsøde tilværelsen med en hyggelig og lokal byvandring, kan du med fordel besøge regionens mindre byer. For mens Stuttgart og Freiburg hører til de mest kendte bynavne, er det i de små byer, man for alvor mærker Baden-Württembergs sjæl. Her fortæller hver brostensbelagte gade sin egen historie, tempoet er roligt og det vil typisk være den lokale caféejer, der stadig står bag disken.
De små byer er altså kendetegnet ved at være ægte perler – ikke kulisser, men levende steder, hvor middelalderens arkitektur og moderne liv glider naturligt sammen. Her finder du farverige bindingsværkshuse, lokale markeder og åbne pladser, hvor man kan slå sig ned med et glas vin eller en kop kaffe og lade dagen flyde.
Blandt de skønne byer kan du med fordel gå på opdagelse i alt fra Freudenstadt, der imponerer med Tysklands største markedsplads, til Odenwald-byen Mosbach, hvor bindingsværkshusene betager med deres historie og pragt, for ikke at tale om Waldkirch, der er kendt for sine håndlavede orgler og den traditionsrige Fastnacht, Schwarzwalds egen karnevalstradition.
Byer som disse giver ferien en helt særlig ro og autenticitet. Her oplever man et tempo, der følger byens egen rytme, og hvor hverdagen for en stund glider i baggrunden. Det er steder, der ikke bare besøges – de mærkes, leves og bliver hængende længe efter man er taget hjem.
FAKTA: Få flere rejsetips til Baden-Württemberg
Baden-Württemberg ligger i det sydvestlige Tyskland – en delstat fuld af kulturel mangfoldighed, maleriske landskaber og livlige byer. Som besøgende i regionen har du rig mulighed for at opleve alt fra slotte og paladser til vinområder og charmerende gamle byer – men også et væld af smukke steder med mulighed for at slappe af og nyde roen.
Læs mere her: https://www.visit-bw.com/en
Pictures: https://tourismus-bw.canto.com/b/H2ALD