Hvad end du er til alper, urørte skove eller unikke kulturoplevelser, så kan du finde det i Europas grønne hjerte, Slovenien.
Hvorfor vælge, når man kan få det hele?
Slovenien er ganske vist ikke er så stort, men byder alligevel på en masse. Det skyldes blandt andet landets geografiske beliggenhed – Slovenien er nemlig det eneste land i EU, hvor Alperne, Middelhavet, karstlandskabet og den pannoniske slette mødes. Det betyder, at landet byder på fire geografisk og kulturelt forskellige verdener, og med sin overkommelige størrelse har du mulighed for at udforske det hele på én og samme rejse.
Trods sin diversitet står landet dog samlet om en særlig ting: Den grønne agenda. Slovenien har markeret sig internationalt med sit fokus på bæredygtig turisme, og landet blev som det første udnævnt som en grøn destination af Green Destinations.
Kunne du tænke dig at få en helt unik naturoplevelse og samtidig værne om selv samme natur, så kan Slovenien altså meget vel være den rette rejsedestination for dig.
En helårsdestination
Med sit varierede landskab er Slovenien et besøg værd året rundt. Alle fire årstider er til stede, og alle fire gør de noget særligt ved omgivelserne og oplevelsen.
I den nordlige del af Slovenien kan du opleve Alperne og vilde floder, der er som skabt til udendørs aktiviteter som for eksempel mountainbiking og hiking. I vest finder du karstlandskabet med dets særprægede kalkstensunderlag samt drypstenshuler og charmerende kystbyer, der rækker ud mod Middelhavet. Kigger du mod øst, vil du se den pannoniske slette, som støder op til kurbyer og termiske bade, der står omgivet af bølgende vinmarker. Centralt i landet og ned mod syd finder du vilde UNESCO-skovreservater, og så skal vi selvfølgelig ikke glemme Ljubljana, landets hovedstad, der også har en masse at byde på.
Fra kulturfestival til bjergro
Er det bylivet, der tiltrækker dig, kan du deltage i lokale og internationale festivaler som Ljubljana Festival, Ptujs Days of Poetry and Wine, Metal Days ved den smaragdgrønne Soča-flod eller Kurentovanje, Sloveniens autentiske version af Mardi Gras.
Du kan også gå på opdagelse i den slovenske madscene, der forener tradition, moderne gastronomi og en dedikation til jord-til-bord-princippet. Er du til street food, disker Ljubljana hver fredag op med Open Kitchen, som tilbyder mad fra mere end 50 forskellige lokale og nationale madbarer. Vil du nyde en mere intim middag, kan du få den serveret af den internationalt anerkendte kvindelige kok, Ana Roš, der netop har modtaget tre Michelin-stjerner og en Michelin Green Star for restauranten Hiša Franko.
Trækker naturen mere i dig, kan du vende dig mod Alperne, hvor du kan gå på opdagelse til fods eller på cykel. Du kan også tage på eventyr i Kočevjes urgamle skove eller dykke ned i Škocjans underjordiske floder. Efter en lang dag i det fri kan du gå til ro i et glamping-telt eller en luksushytte i bjergene.
Er du til afslapning, står Slovenien også klar til at forkæle dig. I pannoniske Slovenien finder du nemlig flere boutique-spaer, wellness-resorts, bjerghytter og vingårde.
Kort fortalt, så har Slovenien noget for alle. Og når du først har fundet dit yndlingssted, kan du udforske det på en ansvarlig måde, i tråd med landets filosofi og grønne agenda.
Europas grønne hjerte
Slovenien er et grønt land midt i Europa, men det skyldes ikke kun landets frodige landskaber. Vidste du for eksempel, at Slovenien er det tredjemest skovdækkede land i Europa? Hele 60 procent af landet er dækket af skov.
Men grøn kommer i mange nuancer. Og i Slovenien er det nemt for rejsende at træffe klimabevidste valg – du skal bare holde øje med mærket Slovenia Green.
Slovenien har hele 270 certificerede udbydere, der bærer mærket Slovenia Green.
Certificeringen er udviklet af det slovenske turistråd, og den bygger på internationale kriterier for bæredygtighed. Du kan finde Slovenia Green-mærket på alt fra overnatningssteder, parker og rejsebureauer til spisesteder, strande og seværdigheder.
I Slovenien er valgmulighederne altså stadig mange, selvom du vælger at rejse med miljøet in mente.
FAKTA
Når du rejser i Slovenien
I tråd med Sloveniens dedikerede arbejde med at fremme bæredygtig turisme, opfordrer det slovenske turistråd rejsende til følgende:
Opfør dig ansvarligt
Følg reglerne i naturen, og vælg ruter, der passer til din fysik. Brug egnet udstyr i bjergene, og vær opmærksom på sundhed og sikkerhed.
Tag intet – og efterlad intet
Beskyt naturen. Tag ikke planter, dyr eller sten med dig, og lad ikke affald ligge. Alt, du tager med, tager du med hjem igen.
Smag det lokale
Prøv retter, slovenerne er stolte af – fra moderne gourmet til traditionelle favoritter på gårde og i fjeldhytter.
Drik rent vand
Vand er en grundlovssikret ret i Slovenien, og du kan fylde din flaske fra hanen næsten overalt. Mange steder undgår engangsemballage og plast.
Rejs miljøbevidst
Brug offentlig transport, lej en cykel, og skån klimaet. Det er nemt og oplagt i mange byer.
Brug lokale eksperter
Tag på guidede ture med erfarne guider til både kendte og ukendte steder. Det giver nye perspektiver.
FAKTA
Slovenien lancerer et digital nomade-visum
Slovenien har i år annonceret, at de lancerer deres første visum til digitale nomader den 21. november 2025. Visummet giver mulighed for at bo og arbejde i Slovenien i op til et år, hvis du arbejder for en virksomhed uden for landet. Det giver altså helt nye muligheder for fjernarbejdere, der drømmer om at bo blandt bjergsøer, alper og uberørt natur.