ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Fremtidens energisystem kræver både ambitioner og realisme

NOV’s fabrik i Kalundborg

Verden bør sætte høje mål for den bæredygtige fremtid uden at miste blikket for forsyningssikkerhed og et voksende globalt energibehov. Derfor støtter NOV en mere realistisk energidebat – og bruger årtiers offshorekompetencer til at udvikle konkrete løsninger til fremtidens energisystem.

Verdens energibehov vokser. Globalt set får flere mennesker adgang til elektricitet, velstanden stiger i store dele af verden – og elektrificering, digitalisering og kunstig intelligens kræver yderligere mængder energi.

Men samtidig står vi med en nødvendig opgave: Energiforsyningen skal i stigende grad komme fra mere bæredygtige kilder.

Retningen er med andre ord klar. Men vejen derhen er hverken kort eller enkel, når vi kigger udover det globale energilandskab.

Vindmøller, solceller og andre vedvarende energikilder kan udbygges hurtigt, men de fungerer ikke løsrevet fra resten af energi­systemet. Strømmen skal transporteres, lagres og være tilgængelig, når behovet opstår. Det kræver blandt andet et elnet med tilstrækkelig kapacitet, og den infrastruktur tager mange år at planlægge og etablere.

Hos den globale teknologivirksomhed NOV går man derfor ind for en realistisk tilgang til energi. Ikke som et argument imod nye og mere bæredygtige energikilder, men som en påmindelse om, at gode ambitioner kun får værdi, hvis de også kan gennemføres i den fysiske verden.

”Vi har brug for en åben og ærlig energi­diskussion, der tager udgangspunkt i, hvordan verden faktisk ser ud og hvor vi gerne vil hen,” fortæller Torbjörn Weywadt Nilsen, der er administrerende direktør hos NOV Subsea Production Systems, som har hovedkontor i Danmark.

”Vi skal være ambitiøse i vores bestræbelser for et alsidigt energimiks, men ambitionerne må ikke blive koblet fra virkeligheden.”

PR Foto
Bogi Laksafoss, Direktør Business Systems & processes & Torbjörn Weywadt Nilsen, Administrerende Direktør - NOV Subsea Production


Vi har brug for energirealisme

Det er denne balance mellem ambitioner og de praktiske forudsætninger for at føre dem ud i livet, NOV betragter som energirealisme. 

Det handler om at skabe en realistisk og bæredygtig energiforsyning, der kan dække verdens voksende energibehov.

Vi må altså være i stand til at holde flere ­hensyn i hovedet på samme tid.

Energiforsyningen skal være mere bæredygtig, men også stabil, sikker og til at betale. Nye teknologier skal udvikles, samtidig med at verden fortsat får den energi, den har brug for. Og udbygningen af energiproduktionen skal gå hånd i hånd med investeringer i elnet, lagring og anden nødvendig infrastruktur.

Man kan sammenligne opgaven med fremtidens energisystem som et orkester eller en solopræstation. Forskellige energikilder har forskellige roller, og forsyningssikkerheden afhænger af, at de fungerer sammen. Opgaven er ikke at vælge ét enkelt instrument, men at sammensætte den rigtige kombination, der kan imødekomme samfundets behov.

Energidebatten bliver ifølge Torbjörn Weywadt Nilsen ofte gjort til et simpelt valg mellem vedvarende eller konventionelle energikilder. Vind og sol præsenteres som den ene mulighed, mens olie og gas præsenteres som den anden. Men et energisystem består af langt mere end selve energikilden.

Hvis et land investerer massivt i ny el­­produktion uden samtidig at udbygge elnettet, kan strømmen ikke nødvendigvis trans­porteres derhen, hvor den skal bruges. Hvis lagring, reservekapacitet og forsynings­sikkerhed ikke følger med, kan der opstå flaskehalse, ustabile priser og behov for dyre løsninger senere.

”Hvis vi kun taler om, hvor meget vi ønsker os af en bestemt energikilde, men ikke om den infrastruktur, der skal få hele systemet til at fungere, risikerer vi at træffe dårlige investeringsbeslutninger eller overse noget, som er helt afgørende,” siger han.

Stabil energi sikrer global udvikling

Det er netop derfor, at energirealisme går ind for en pålidelig, prisoverkommelig og tilgængelig energiforsyning – uanset energikilden.

I Danmark og resten af Norden kan konsekvensen af upålidelig energiforsyning blandt andet være højere energipriser, fejlinvesteringer og forsinkelser. 

Andre steder kan konsekvenserne være langt mere grundlæggende. Her er adgang til stabil energi tæt forbundet med muligheden for at skabe arbejdspladser, uddanne sig, opbevare fødevarer, køle boliger og udvikle industri og infrastruktur.

For disse samfund er adgang til energi en forudsætning for økonomisk og social udvikling, som kan hjælpe flere mennesker ud af fattigdom. Hvis energiforsyningen er ustabil, risikerer man at bremse den positive udvikling, som rigere lande allerede har gennemgået.

Samtidig vokser andelen af vedvarende energi. De to bevægelser er ikke hinandens modsætninger: Verden kan få langt mere energi fra sol, vind og andre nye kilder, mens den samlede efterspørgsel vokser så meget, at eksisterende energikilder fortsat er nødvendige.

For NOV handler energirealisme om at støtte en bredt sammensat energifremtid, der sikrer adgang til en stabil, prisoverkommelig og ­pålidelig energiforsyning. 

PR Foto
Et undersøiskt system der forbinder et fartøj med havbunden og omfatter flere fleksible rør, opdriftsmoduler, etc.


Kompetencer kan ikke bygges fra bunden

Den samme realisme præger den måde, NOV ser sin egen rolle i udviklingen på. Virksom­heden har i mere end 160 år leveret teknologi til energisektoren og har historisk haft en stor del af sine aktiviteter inden for olie og gas.

Den viden, der er opbygget gennem disse år omfatter blandt andet viden om materialer, konstruktion og sikkerhed samt om installationer, der skal fungere på store havdybder og under ekstreme forhold. 

Al denne viden kan bruges til at gøre udviklingen af flere energikilder mere økonomisk rentabel og realistisk.

”Det er meget specialiserede produkter, vi arbejder med – og den udvikling kræver både tid og store investeringer. Til gengæld har vi en kæmpe fordel i de kompetencer, vi allerede har i organisationen,” siger Bogi Laksafoss, der er Direktør Business Systems & Processes hos NOV Subsea Production Systems.

Forretningsområdet har knap 900 med­arbejdere i Danmark, hvor hovedkontoret og en stor del af ingeniøraktiviteterne ligger. 

I Kalundborg har NOV desuden en produktionsfacilitet, hvorfra avancerede løsninger leveres til energiprojekter over hele verden.

PR Foto
Fleksible rør er udviklet på baggrund af mange års ekspertise fra barske undersøiske miljøer og består af flere lag af stål og polymerer – fremstillet til at holde i årtier.


Fra offshoreproduktion til CO₂-lagring

Blandt kerneprodukterne er fleksible rørsystemer, som forbinder installationer på havbunden med produktionsenheder ved havoverfladen. Systemerne er udviklet gennem årtiers arbejde med offshoreproduktion, men teknologien kan også tilpasses nye anvendelser som CO²-injektion og CO²-lagring.

Her skal indfanget CO²-transporteres og injiceres i undergrunden under havbunden.

”CO²₂kan være stærkt korroderende, hvilket stiller store krav til materialerne i vores produkter. Her kan vi bruge vores eksisterende erfaring til at videreudvikle de fleksible rørsystemer, så de også kan anvendes til at transportere og lagre CO² under havbunden,” fortæller Bogi Laksafoss.

Det illustrerer en vigtig pointe i energi­udviklingen: Fremtidens løsninger kan bygge videre på erfaringerne fra olie- og ­gas­industrien. En del af den nødvendige viden findes allerede hos de virksomheder og medarbejdere, der bygger og driver det hidtidige energisystem.

Denne ekspertise er i vid udstrækning blevet udviklet gennem olie- og gasindustrien og kan anvendes i arbejdet med at reducere udledningerne. Den specialiserede ekspertise, materialekendskabet og produktionskapaciteten, som er opbygget gennem årtier, kan bidrage til at fremskynde udviklingen.

PR Foto
Fleksibelt rør monteret på tromler


Vi bevæger os fremad

Kravene til NOV’s teknologi betyder samtidig, at nye løsninger har et langt tilløb. Produkterne skal kunne fungere sikkert i 25-30 år på havdybder på op mod 2,5 kilometer, hvor de udsættes for højt tryk, konstante bevægelser og ekstreme vejrhændelser.

Derfor bliver selv mindre teknologiske ­fremskridt grundigt afprøvet. NOV gennemfører både mindre forsøg og fuldskalatest, som kan løbe over flere år, før en løsning er klar til markedet.

”Det er ikke altid store, synlige teknologispring. Ofte er det mange små og vanskelige skridt, som kræver omfattende udvikling, test og investeringer,” fortæller Bogi Laksafoss.

Samtidig ved ingen med sikkerhed, hvilke løsninger der kommer til at medvirke til ­fremtidens energisystem. Bliver ammoniak ­eller metanol eksempelvis fremtidens brændstof til skibsfarten? Og hvor stor en rolle får CO²-lagring?

NOV må derfor følge flere mulige udviklingsspor. Men venter virksomheden, til markedet har fundet svaret, kan det til gengæld tage yderligere ti år at udvikle den nødvendige teknologi.

At støtte en bæredygtig energifremtid handler derfor ikke kun om at beslutte, hvilke ­energikilder der skal overtage. Teknologien, produktionen og infrastrukturen skal også være klar til at føre beslutningerne ud i livet.

”Om fem eller ti år vil vedvarende energi fylde mere, men verdens samlede energibehov vil også være vokset. Derfor får vi fortsat brug for flere energikilder på samme tid. Opgaven er at bevæge os fremad på en måde, der både understøtter ambitionerne og møder den efterspørgsel, der findes i verden,” slutter administrerende direktør hos NOV Subsea Production Systems, Torbjörn Weywadt Nilsen. 

Læs mere her: nov.com

Forsiden lige nu