Et historisk pengepolitisk eksperiment

Henrik Franck
BLOGS Af

Verdenshistoriens største pengepolitiske eksperiment hedder 'Quantitative Easing'. Det reddede os ud af finanskrisen, men får snart en ende. Økonomer verden over holder vejret, for hvornår og hvordan normaliserer centralbankerne pengepolitikken?

Det er historiske tider for den globale økonomi. Vi gennemlever i disse år et af verdenshistoriens længste økonomiske opsving. Okay, ikke det højeste opsving, men stabilt og langvarigt.

Det er opsigtsvækkende, fordi udviklingen er blev sat i gang af centralbankernes reaktion på finanskrisen. I 2008 sænkede den amerikanske centralbanken FED renten til 0% og iværksatte et massivt opkøbsprogram af obligationer, Quantitative Easing. Siden fulgte øvrige centralbanker som den europæiske centralbank ECB og den japanske, svenske, og britiske centralbank.

Der var to formål med centralbankernes indsats. På amerikansk lød det, at man skulle hjælpe både Wall Street og Main Street, altså både finansmarkeder og realøkonomien. Det er foreløbigt lykkedes. Men hvordan normaliserer centralbankerne nu pengepolitikken?

Et historisk eksperiment

Quantitative Easing programmerne er et verdenshistorisk eksperiment. Det havde aldrig været prøvet før.

Der er gode grunde til at have stor respekt for økonomi og pengepolitik. Historisk har økonomiske kriser medført enorme værditab i samfund og haft rædselsvækkende menneskelige konsekvenser. Sult, nød og krig følger efter økonomiske kriser.

Derfor er dette eksperiment opsigtsvækkende. Den foreløbige konklusion er, at det er lykkedes, men vi kender først resultatet, når centralbankerne stopper programmerne og økonomierne skal fungere med en normaliseret pengepolitik, altså uden hjælp fra centralbankerne.

Maskinrummet i QE

Teknisk fungerer QE programmerne ved at sænke renten, som jo er prisen på penge. Centralbankerne trykker simpelthen penge, som anvendes til obligationsopkøb. Det presser renten ned.

Lav rente påvirker positivt priserne på risikable aktiver som f.eks. aktier, ejendomme og virksomhedsobligationer. Det kan nemlig ikke betale sig at sætte penge i banken eller eje obligationer med lav risiko og lav rente.  I stedet køber man aktier og andre risikable aktiver. Sådan bremsede man faldet på de finansielle markeder.

Den lave rente giver også både virksomheder og forbrugere incitament til at forbruge og investere fremfor at spare op. Sådan undgik man at finanskrisen til en regulær økonomisk depression. Det tog tid, men vi har nu et globalt synkroniseret opsving, så det lykkedes.

Normaliseringen

Det helt store spørgsmål er nu, hvornår centralbankerne trækker QE programmerne tilbage, hvordan det vil ske, og hvordan det vil påvirke økonomierne?

Første skridt vil være stop af yderligere obligationsopkøb. Næste skridt vil være at nedbringe centralbankernes eksisterende beholdning af obligationer ved at undlade at opkøbe flere obligationer, når den eksisterende beholdning over tid udløber. Det har den amerikanske centralbank FED meddelt vil ske snart. Det forventes, at den europæiske centralbank vil følge efter ved til efteråret at annoncere, hvornår de vil nedbringe deres obligationsopkøb i 2018.

Inflation er startskuddet

Normaliseringen af pengepolitikken afhænger af nøgletal, hvor inflationen er  et centralt mål. Det er afgørende for hvornår centralbankerne indleder udfasning af obligationsopkøb.

Centralbankernes mål er at skabe en inflationsrate på 2%. Økonomer verden over holder blikket stift rettet på inflationstal, netop fordi centralbankerne sætter renten efter det og det har en direkte sammenhæng med normaliseringen af pengepolitikken. 

Problemet er at inflationen udebliver. Det er i sig selv en udfordring for økonomierne, som jeg skriver om på bloggen 'Teknologi forklarer lav inflation'. 

Kunsten at afslutte QE

Det er en uhyre vanskelig proces at normalisere pengepolitikken. Den mindste fejl i eksekvering eller usikkerhed i kommunikation har enorme konsekvenser for den økonomiske udvikling.

Et eksempel så vi senest ved den europæiske centralbanks årsmøde i Portugal den 27 juni 2017. Her  kommenterede centralbankens chef Mario Drachi på, at den lave inflation var midlertidig og nok ville stige. Med andre ord forberedte han markedet på neddroslingen af obligationsopkøb. Markedet reagerede øjeblikkeligt med rentestigninger og fald på aktiemarkedet. Det viser, hvor delikat en proces centralbankerne står over for og hvor følsomme markederne er over for udfasning af obligationsopkøb. 

Derfor ved vi endnu ikke, om verdenshistoriens største pengepolitiske eksperiment er lykkedes. Det ved vi først, når pengepolitikken reelt er normaliseret igen. Det bliver en kunst at gennemføre denne normalisering. 


 

Se flere blogs



Profil

Henrik Franck

Henrik Franck

Henrik Franck blogger om investeringer, økonomi og politik. Tre forhold, der ikke kan adskilles, når vi skal blive klogere på udviklingen. Henriks indsigt i økonomiske og politiske systemer giver et særligt grundlag for at skabe mening i udviklingen.

Henrik Franck er investeringsstrateg hos Danmarks største bankuafhængig kapitalforvalter, Formuepleje. Han er uddannet cand.polit. og MA i Law and Diplomacy fra The Fletcher School of Law and Diplomacy, Boston. Henrik Franck mere end 25 års erfaring fra den finansielle sektor. Han har blandt andet arbejdet som makroøkonom og været investeringsdirektør hos både PFA og Juristernes og Økonomernes Pensionskasse.