Fire tøjfejl til julefrokosten

Torsten Grunwald
BLOGS Af
Kvinder kan det flest. Lad os kavalerværdigt sige det. For mænd er det til gengæld en udfordring at ramme tøjstilen til julefrokosten. Her følger fire typiske problemer og deres løsning.


Du dresser for meget op
Så er lejligheden der. Dagligdagens chinos og løsthængende oxford-skjorte kan parkeres. Du kan hente jakkesæt, hvid skjorte, slips og sorte sko ud af klædeskabet ...

Desværre. Den slags forvandlingsforsøg går næsten naturlovsmæssigt galt. Er du ikke vant til at bære jakke, skjorte og slips, er chancen for, du pludselig kan jonglere overbevisende med tøjstilen, beskeden.

Løsning: Spring jakkesættet over. Stop den løse oxford-skjorte i bukserne for en enkelt aftens skyld, og tag en blazer over den. Sneakers kan du få lov at beholde på, men vælg de mørke.  


Du dresser for meget ned
Endelig. Du kan smide uniformen, der nogle dage er med slips og andre dage uden, men som altid består af mørkt jakkesæt, hvid eller lyseblå skjorte og sorte sko. Nu venter lirede perlearmbånd, jeans, nedknappet hvid skjorte og blazer som en hed aften på Café Victor. I dit hoved syner du sexet ..., men i andres øjne ligner du en liderlig midaldrende mand, der tror lidt for meget på, at tegnebogen taler.

Løsning: Drop perlearmbånd, og knap en knap til i skjorten.


Du klovner kikset
Skal der være fest, så lad der være fest. Håndbremsen er ikke for dig. Sjov trumfer alt. Så du springer af sted i julemandsslips og paphat med elastik under hagen ...

Desværre er det svært at forcere sjov frem med rekvisitter fra Netto. For slet ikke at tale om flot stil.

Løsning: Lad det tarvelige tilbehør fly. Tag en klassisk smoking på. Den er både festlig og elegant.

Aften-smoking.jpg

Hellere smoking end julemandsslips. Foto: Den velklædte mand


Du klæder ikke om
Julefrokost. Du glæder dig indeni. Men du vil ikke gør stads af dig. Jeans, skjorte og striktrøje holder hele vejen, mener du. Det bliver ikke mere festligt, fordi man opgraderer tøjet. Tøj er jo bare overflade. Det handler om det indre ...  

Den er god med dig, kammerat. Tøjet påvirker stemningen. Anretningen har også betydning for appetitten.   

Løsning: Af med striktrøjen og på med jakken. Prøv noget ekstra vildt, og sæt et lommetørklæde i jakkens brystlomme.

 

 


 

Se flere blogs



Profil

Torsten Grunwald

Torsten Grunwald

Torsten Grunwald ved alt om jakkesæt, skjorter, slips og resten af herregarderoben, og på bloggen deler han ud af både aktuelle trends i herremoden og klassiske pejlemærker til det velsiddende jakkesæt og de passende sko til enhver anledning.

Siden 2004 har Torsten Grunwald skrevet om herremode for Børsen. Han driver butikken www.grunwald-true-style.com og udgav i 2014 den anmelderroste bog Den velklædte mand i samarbejde med Peter Lund Madsen. Bogen bærer samme navn som Grunwalds egen blog om god tøjstil, www.denvelklædtemand.dk