ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Har vi behov for elektroniske restriktioner mod stress?

authorimage
BLOGS
Af: Kim Rud-Petersen
24. april 2015

Tjekker mobilen. Det er det første, jeg gør om morgenen, og det sidste inden jeg går i seng. Faktisk kan jeg slet ikke huske, at det nogensinde har været anderledes. Og er der nogen, som drømmer sig tilbage til faxen, drejeskive-telefonen eller PC’en med modem? Jeg gør på ingen måde. Men man skal heller ikke bevæge sig ret mange sekunder rundt på gader og stræder for at konstatere, at vi alle sammen er på hele tiden. Spørgsmålet er, om vi har et normalt forhold til de elektroniske ting og fristelsen til at have det hele stående åbent og følge med hele tiden – uanset tid og sted, og om vi har brug for restriktioner, nu hvor elektronikken er blevet en uundgåelig del af os?

Mobilfri restauranter og møder

Stress rammer alle. Det er der vel egentlig ikke noget at sige til, når det er så svært for os at sige fra, og vi skal være tilgængelige altid. Det er et pres, vi ikke alene lægger på os selv men også på andre, fordi det at være til rådighed 24/7 pludselig bliver normen frem for undtagelsen. Men der findes jo steder med restriktioner, som folk frivilligt følger. Fra restauranter, der ikke vil have gæster med mobilerne fremme til hoteller, hvor alle elektroniske ting fra mobilen til PC og tablets tjekkes ind ved ankomsten og først udleveres, når gæsterne skal hjem igen. Eller møder, hvor alle medarbejdere lægger deres mobiler i en kurv på midten af bordet, og den der først griber ud efter sin har tabt. Eller hvad med de skoler, hvor man må parkere hjælpemidlerne uden for klasseværelset. Målet er at få skabt ro og mindre stress, og som sådan kan det nok være en god øvelse – bare det ikke er for længe ad gangen! Jeg tror, vi måske skal starte et andet sted, når det gælder om at reducere og håndtere stress.

Stress kommer sjældent alene

I Gjensidige forsøger vi at skabe rammer, som kan rumme de enkelte medarbejderes livssituation. Vi skaber fleksibilitet, med mulighed for at arbejde hjemme osv. Som arbejdsplads kan vi forsøge at gøre meget, men vi står også i en tid, hvor jeg tror, vi skaber noget af stressen selv ved konstant at ville alt for mange ting på én gang – både professionelt og privat. Vi vil det hele. Skabe perfekte billeder i spejlet, på Facebook, Twitter, Linkedin og over for familie og venner.

Forskning viser, at stress starter i vores egen hjerne, og at flere faktorer er afgørende for hvem, der udvikler stress. Men stress kan spottes, og derfor gælder det om, at vi begynder at interessere os for hinanden på arbejdspladsen, så vi kan registrere ændringer i kollegaens eller medarbejderes adfærd, og at vi tør spørge ind til, hvad det er, der stresser. Stress komme jo sjældent alene – ofte kan det være, hvis der også er pres på privatlivet.

Folk med stress skal ikke bare være i fred

Tidligere havde vi i vores virksomhed en holdning om at lade folk med stress gå hjem og lade dem være – selvfølgelig med løbende kontakt, men udgangspunktet var, at folk skulle have fred. Men efter at ledergruppen har haft besøg fra Jesper Karle fra PP Clinic, er jeg sikker på, at vi i fremtiden kommer til at gøre tingene anderledes. 70 procent af vores ledere mente således efter hans oplæg, at de ville gøre flere ting anderledes fremover. En af de væsentligste ændringer er, at vi har fået et nyt syn på, hvordan vi hjælper medarbejdere ud af stress. Det gør vi ikke ved at lade dem være men ved at tage en mere aktiv rolle, hvor vi fastholder dem i en tæt tilknytning til deres arbejde. Som Karle anfører, er arbejdspladsen nemlig det bedste udgangspunkt for en tidlig indsats, og det er ikke farligt at gå på arbejde, når man lider af stress – snarere tværtimod. Der hvor vi skal hjælpe og sætte ind er ved at se på arbejdsopgaver men også på retten til at sige fra og lukke ned for mails, sms’er og opkald, når man har fri. Det er ingen let opgave, og det er heller ikke sikkert, at alle medarbejdere trives med det, men muligheden bør være der. Så må alle vi, der tjekker mobilen konstant, tænke os om en ekstra gang, inden vi ringer, mailer eller sms andre i deres fritid.

Profil
Kim Rud-Petersen authorimage

Kim Rud-Petersen, har over 20 års erfaring fra forsikringsbranchen, hvor han har arbejdet både på mæglersiden og i forsikringsselskaber. Udannelsesmæssigt har han en MBA og en CBA, desuden sidder han i flere bestyrelser. Kim tiltrådte som direktør Gjensidige i 2005.

Tidligere bloggere på borsen.dk