EU-Domstolen siger nej til menneskerettighederne

BLOGS Af

Før julefreden helt nåede at sænke sig i EU afleverede Domstolen den 18. december en regulær møgafgørelse til Kommissionen: Unionen må ikke tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Så vidt jeg kan se i Infomedia-databasen, har afgørelsen ikke været omtalt i danske medier. Det er trist, men forståeligt: Samme dag sagde Domstolen nemlig også, at fede mennesker ikke lider af at handicap, bare fordi de er fede. Et par dage før havde Retten i Første Instans besluttet, at Hamas ikke hørte hjemme på EU's terrorliste. Ikke fordi Hamas ikke terror – det er den bestemt – men fordi EU-systemet havet lavet en sagsbehandlingsfejl dengang Hamas kom på listen. (Lad os håbe den afgørelse ikke kommer til at koste menneskeliv).

Pressen har altså haft rigeligt at skrive om. Men den første afgørelse skal selvfølgelig ikke være helt unævnt i. Derfor dette blogindlæg.

Derfor har vi konventionen

Først lidt baggrundsinformation: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har ikke noget med EU at gøre.

EMRK er udarbejdet i regi af Europarådet – der ikke er en del af EU – i 1950. Konventionens formål er at garanterer beskyttelsen af særligt de civile og politiske grundrettigheder. Det drejer sig fx ytrings-, forsamlings- og religionsfriheden, ligesom ejendomsretten og de grundlæggende retsstatsprincipper (fair rettergang) er omtalt.

Det er altså en konvention, som man kan være glad for, at ens hjemland har vedtaget og gjort til en del af sit eget retssystem. Med mindre – selvfølgelig – at hjemlandets forfatning i forvejen sikrede borgerens rettigheder mindst ligeså godt. Det var bare ikke tilfældet for Danmark.

Historisk har normen været, at det er staternes suveræne opgave at beskytte borgernes rettigheder. Det kunne fx ske administrativt – altså at man havde tillid til, at politiet og myndighederne simpelthen ikke gjorde noget forkert – eller via domstolskontrol med forvaltningen. Hvis statens forfatning kun i et ringe omfang garanterede borgerens rettigheder, eller måske slet ikke garanterede nogle rettigheder, var det ikke noget, som andre stater blandede sig i.

Det er nogenlunde dette syn på staten, som autoritære statsmagter i Østeuropa og Asien gerne vil fastholde. Takket være – hvis man kan sige det sådan – Anden Verdenskrig er det imidlertid et synspunkt, man har erkendt ikke bør fastholdes fuld ud.

Efter Tyskland fik sin national-socialistiske regering i 1933 og man ad demokratiets vej indførte en autoritær forfatning, førte en aggressiv krigspolitik og tilmed gjorde det til en statsopgave – på linje med vejarbejde og hospitalsdrift – at bedrive folkemord, erkendte man i Vesten, at der må være en grænse for, hvad (national)staten må gøre mod mennesker.

Løsningen hed rettigheder og international håndhævelse, og EMRKs formål er overordnet set at forhindre, at historien gentager sig.

EU vil være medlem

Formålet med EU er at skabe ”europæisk integration”. Begrebet er en eufemisme for føderalisme og integrationen er således først sket, når man – med Winston Churchills ord – har skabt ”… a kind of United States of Europe.”

Om det er en god eller dårlig ting skal ikke være emnet for dette blogindlæg. Man kan bare konstatere, at dét har været det traktat-nedskrevne formål med EU/EF siden Rom-traktaten. Uanset hvad skiftende regeringsledere i Danmark har sagt eller troet.

EU er i ligeså høj grad som EMRK et barn af Anden Verdenskrig og EU's politiske ledere har i mange år ønsket, at Unionen skulle tiltræde EMRK, ligesom alle medlemsstaterne har gjort det. For at kunne blive medlem af EU, skal man havde inkorporeret EMRK i sit retssystem.

Hvad sker det, hvis EU tiltræder EMRK?

Der sker det enkelte, at borgere og stater kan sagsøge EU ved Menneskerettighedsdomstolen (EMD) i Strasbourg. Man kan fx forestille sig en borger der mener, at Kommissionen pga. ordlyden i en forordning pludselig krænker hans menneskerettigheder. Derudover vil der ske det, at EU vil kunne bruge EMRK og EMD mod andre stater. Og så bliver det pludselig interessant.

Kunne man forestille sig en sag, hvor EU mente Danmark begik menneskerettighedsbrud, fordi man hævede folkepensionsalderen, begrænset dagpengeretten eller måske lavede nye regler for, dommeres habilitet? Kunne man forestille sig, at Kommissionen ville sagsøge Danmark, hvis man udviste en dømt terrorist med familie i Danmark eller måske et andet EU-land?

Medlemsstaterne har været lunkne i forbindelse med tiltrædelsesforhandlingerne, men man har vel indkalkuleret samtlige risici. Det vil jeg da håbe.

Fra ønske til pligt: EU skal tiltræde EMRK

For 18 år siden forsøgte EU – dengang EF – at tiltræde EMRK. Ligesom nu spændte Domstolen ben.

Domstolen sagde dengang, at EF ikke havde hjemmel til at tiltræde EMRK. Det gjorde man en ende på i forbindelse med Lisabon-traktaten, hvor der blev skrevet følgende i Traktaten om Den Europæiske Unions artikel 6:

"Unionen tiltræder den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Tiltrædelse af denne konvention ændrer ikke Unionens beføjelser som fastsat i traktaterne."

En lignende bestemmelse blev skrevet ind i en tillægsprotokol til EMRK. 

Med hvad man må gå ud fra var vished om, at alt var som det skulle være, gik EU til forhandlinger med Europarådet og resultatet var en omfattende og kompliceret tiltrædelsesaftale. Det er her Domstolen igen kommer ind i billedet.
Kommissionen ville nemlig gerne vide, om aftalen var lovlig, og i henhold til traktaterne har Domstolen en særlig kompetence til at udtale sig om gyldigenden af internationale aftaler, så som tiltrædelsesaftalen. Det var denne afgørelse, som faldt den 18. december 2014.

Derfor må EU ikke tiltræde EMRK

Domstolen sagde til Kommissionen, at EU ikke – på trods af, hvad der umiddelbart står i selve traktaten – må tiltræde EMRK, fordi dette – på det foreliggende grundlag – ville stride mod netop EU's traktater. Det var der fem grunde til:

For det første, afgjorde Domstolen, tog aftalen ikke højde for EU-rettens særlige karakter og uafhængighed. De øvrige fire grunde er, mere eller mindre, variationer over samme tema – et tema, der går som en rød tråd gennem hele EU's retshistorie.

Ved at tiltræde konventionen bliver EU omfattet af EMRKs regler og kan dømmes af EMD. Sådan er det jo: En rettighedslov giver ingen mening at have, hvis ikke rettighederne kan håndhæves ad rettens vej overfor en statsmagt, der ikke vil være lydig og tro mod gældende ret. Så vil rettighederne bare være politiske programerklæringer, ligesom ejendomsretsbeskyttelsen i Danmarks grundlov i høj grad (desværre) er blevet det. Men i tilfældet EU og EMRK er håndhævelsen også en del af problemet.

Hvis EMD kan dømme EU vil det betyde, at EU's institutioner begynder at lytte til, hvad EMD siger. EMRK vil have en disciplinerende effekt på EU, og dét går ikke: I EU skal man ifølge traktaterne holde sig til EU-retten og respektere den magtfordeling, der er i traktaterne. Ifølge traktaterne har Domstolen et monopol på at fortolke EU-retten og i tvivlsspørgsmål endeligt afgøre, hvad som er rigtigt og forkert.

Domstolen anerkender i afgørelsen, at man ”i princippet” kan forestille sig en tiltrædelsesaftale, der respekterer EU-rettens særlige egenskaber – men at den pågældende aftale i hvert fald på tre punkter var ulovlig.

For det andet sagde Domstolen, at aftalen stred imod EU's magtfordeling når det kom til retssager mellem medlemsstater. Aftalen indeholdt ikke et klart nok forbud mod, at medlemsstaterne lod EMD behandle EU-retlige spørgsmål.

For det tredje var tiltrædelsesaftalens regler uklare, når det kom til hvad der skulle ske, når fx Danmark sagsøges for noget, der er EU's skyld. Aftalen indeholder regler om medsøgsmål. De skal anvendes fx hvis medlemsstaten krænker en borgers rettigheder, som led i håndhævelsen af EU-regler. Hvis det sker, bliver EU også part i sagen. Problemet med reglerne er, at det er EMD der afgør om EU skal deltage i sådan en sag og at EMD, som led i sin behandling af spørgsmålet, kommer til at vurdere den EU-ret, som EU-Domstolen har monopol på at vurdere.

For det fjerde var der problemer i forhold til EMRK-sager for EMD, hvor medlemsstaterne burde havde indhentet en præjudiciel afgørelse hos Domstolen, men ikke havde gjort det det. På grund af Domstolens fortolkningsmonopol skal der indhentes præjudicielle svar i sager, hvor der tvivl om EU-retten. Hvis fx en sag kører ved de danske domstole og retten vælger ikke at indhente en præjudiciel svar fra Domstolen og den dømte dansker derefter indbringes dommen for EMD, så er Domstolen blevet berøvet sin ret til at udtale sig om den EU-ret, der er i sagen. Domstolen frygter altså, at de nationale domstole ikke er dygtige nok til at se, om en sag kræver forelæggelse eller ej, og er – berettiget – bange for, hvilke konsekvenser det kan have.

For det femte, sagde Domstolen, var det et særligt problem, hvis EMD kom til at dømme i et spørgsmål, hvor Domstolen ikke selv var kompetent til at dømme. Det handler om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvor Domstolen har begrænset kompetence. Hvis EU fx p.g.a. krigsdeltagelse får en menneskeretssag på halsen vil der være en risiko for, at EMD bliver den eneste domstol, der kan udtale sig om juraen i spørgsmålet, fordi EU-Domstolen ikke må fortolke på den bagvedliggende ret.

Konsekvenser

Man får næsten på fornemmelsen, at EU-Domstolen har gjort hvad den har kunnet for at holde EMRK og – ikke mindst? – EMD på afstand.

Uanset hvad, har EU iht. traktaten pligt til at tiltræde. Derfor er EU i princippet nødt til at give Kommissionen nyt forhandlingsmandat, og Kommissionen nødt til at indkalde til nye forhandlinger med Europarådet. På den anden side kan man ikke forlange det umulige. Hvis Europarådet springer fra og siger: ”Vi gider ikke mødes med jer. Vi synes vi har rykket os så langt vi kan komme”, så stopper processen.

Mon EU i det hele taget er moden nok til at kunne tiltræde EMRK?

Afgørelsen er et vidnesbyrd om, at EU's forfatning ikke er stærk nok til at bære tyngden af de politiske ønsker, EU's politiske ledelse mener, EU skal forsøge at indfri.

Selvom der er overført meget statsmagt til EU, lader det til, at Unionen alligevel ikke besidder bare en brøkdel af medlemsstaternes strukturelle integritet, når det kommer implementeringen af noget så vigtigt, som regler til sikring af borgernes grundrettigheder. Det er på sin vis pinligt for EU og befriende for de der mener, at EU er vokset sig for stor.

Det er også påfaldende, at EU-Domstolen bruger de samme argumenter mod EMRK, som mange EU-modstandere bruger mod EU og EU-Domstolen.


 

Se flere blogs



Profil